Interview med socialminister Eva Kjer Hansen
Socialpædagogens interview med socialminister Eva Kjer Hansen den 31. august 2005.
Hvad synes du om, at pædagoger og andre hjælper handicappede i kontakt med prostituerede?
Det synes jeg, at man fint kan gøre. Det, der er vigtigt for mig er at understrege er, at man på ingen måde har pligt til at gøre det. Vi har jo for år tilbage fra Socialministeriets side lavet en vejledning om, hvordan man skal forholde sig i den situation, hvor en handicappet beder om hjælp til at få etableret en kontakt. Der synes jeg, det er vigtigt, at personalet ved, at det kan de så fint gøre, men de kan også lade være, hvis de ikke ønsker det.
Men er det ikke lidt problematisk, at man på den måde går ind og støtter prostitution ved at øge efterspørgslen ved at offentligt ansatte hjælper med kontakten?
Jeg synes jo, at vi egentlig ikke skal blande os i handicappedes sexliv. Det må være en privatsag. Prostitution er ikke kriminelt i Danmark, og derfor kan handicappede jo lige som alle andre tage kontakt til en prostitueret. Man er jo bare i en vanskeligere situation som handicappet og for eksempel bosiddende på en institution, og har da simpelt hen brug for nogen til at formidle kontakten.
På ligestillingsministeriets hjemmeside www.lige.dk har I skrevet, at det er regeringens klare mål at forhindre at kvinder handles til Danmark, ligesom det er målet at støtte de kvinder, der allerede er blevet ofre for kvindehandel…
Ja, absolut, og jeg synes jo også at prostitution er et socialt problem.
Men er det så ikke problematisk, at det offentlige støtter efterspørgslen ved at gå ind og hjælpe i kontakt?
Jeg synes, det er vigtigt at understrege, at vejledningen slår fast, hvad det er, der er tilladt. Det, der er tilladt, det er at yde hjælp til at kontakte en prostitueret. Derved ligger der jo ikke nogen opfordring, og der er heller ikke tale om at blåstemple et fænomen, men prostitution er ikke kriminelt i Danmark. Man har muligheden for at kontakte en prostitueret, og i det omfang en handicappet er interesseret i det, er det jo sådan set en privat sag for den handicappede, men i de situationer kan man være afhængig af om personalet på den pågældende institution vil hjælpe med at formidle kontakten.
Men hvad nu hvis de for eksempel formidler kontakten til en, der er handlet?
Jeg vil gå ud fra, at man i det øjeblik man får mistanke om, at det er en, der er handlet, også reagerer på det. Vi har jo netop lavet en handlingsplan i forhold til handlede kvinder for at få forebygget at kvinder bliver handlet til prostitution. Jeg betragter det som en meget alvorlig situation, og vi sætter jo ind på mange fronter. Både i forhold til den juridiske side, men også i forhold til hele den sociale side og få sat fokus på problemet med handlede kvinder.
Men i praksis, kan det så ikke let ske at nogen – uden at ønske det – kommer til at formidle kontakt til en handlet kvinde, fordi det er så svært at vide om, en kvinde er handlet eller ikke handlet?
I det øjeblik man får mistanke om, at det kan være en kvinde, der er handlet, så vil jeg gå ud fra at så reagerer man også på det og tager kontakt til myndighederne i forhold til at få undersøgt det.
Men har man en særlig forpligtelse til at prøve at undersøge det? Om det er en handlet kvinde?
Nej… Vi har lavet en vejledning som slår fast, hvad der er tilladt for personalet, og det er jo at formidle en kontakt til en prostitueret, hvis en handicappet ønsker det. Da vil jeg sige, at der må det være helt naturligt, at hvis man får mistanke om, at det er en handlet kvinde, så reagerer man også på det og får det undersøgt.
Men det er ikke noget, de skal gøre noget særligt for at undersøge?
Jeg vil jo gerne opfordre til at man netop gør det, at man er bevidst om at reagere, hvis man får mistanke om, at det er en, der er handlet. Det er jo vigtigt, at vi får de reaktioner for netop at få stoppet handlen med kvinder.
Så det vil du opfordre til, men det er ikke noget krav?
Jeg vil opfordre til det.
Vibe Klarup Voetmann ( der er konstitueret formand for KFUKs Sociale Arbejde, der blandt andet driver Rederne, red.) siger, at det i realiteten er helt umuligt at vide om en kvinde er handlet eller ikke handlet, så man faktisk meget let kan komme til at formidle til en handlet.
Vi laver jo et stort arbejde i forhold til at etablere kontakten til de prostituerede. Jeg synes jo, at prostitution er et alvorligt, socialt problem og derfor har jeg sat en række ting i gang med hensyn til opsøgende arbejde med mulighed for sundhedstjek, anonym rådgivning via telefon og internet med videre for netop at prøve at få etableret en kontakt og få hjulpet de prostituerede, hvis de ønsker at komme ud af den tilværelse de er i. Politikredsene har udpeget en ansvarlig til at være kontaktperson i kampen mod handlen med kvinder, og vi har taget en række andre initiativer med kontakt til NGO´er, ambassader og så videre, så jeg mener, at vi sætter ind på rigtig mange områder i forhold til at få stoppet handlen med kvinder. Men vi kommer ikke uden om at prostitution i Danmark ikke er kriminelt. Derfor er der prostitution, og så synes jeg blot, at så skal der også være mulighed for at handicappede, har mulighed for at få hjælp til at få formidlet kontakt, hvis de har brug for det.
Hvad så med spørgsmålet om de så skal have økonomisk støtte til at gå til prostituerede?
Det offentlige skal ikke betale for køb af sex. Uanset om det skulle være den ene eller den anden paragraf i serviceloven det sker i medfør af, så vil jeg ikke acceptere det. Seksualitet er ikke en offentlig opgave. Det er en privat sag.
Men kan man ikke sige at nogle handicappede har et særligt behov for prostituerede, fordi de ikke kan få dækket deres seksualitet på anden vis og derfor er dårligere stillet end ikke-handicappede?
Seksualitet er og må være en privat sag, og det er ikke noget det offentlige skal ud og betale for. Uanset at mennesker er vidt forskelligt stillede. Det må være en privat sag.
Så grænsen går ved at hjælpe med at formidle kontakt og ikke betale for det?
Ja, som sagt kom vejledningen for nogle år siden, og jeg synes, at vejledningen er vigtigt derhen at den hjælper personalet til at vide, hvordan de skal forholde sig i en sådan situation. Men det er vigtigt for mig at understrege, at det er op til personalet selv – altså den enkelte medarbejder – om man vil være med til at formidle den kontakt eller ej. Det er man på ingen måde forpligtet til, og det er vigtigt at det ligesom ligger fast, at der ingen forpligtelse er, men det er en mulighed. Og der kan jeg også forstå, at nogen træder frem og fortæller om, at det faktisk kan være en rigtig god løsning. er handicappede i kontakt med prostituerede?