Når børn klarer sig – trods alt
Mange børn og unge udsættes for allehånde risici, men klarer sig godt alligevel. Forskningen i resiliens afdækker denne modstandskraft, og de voksne omkring barnet har nogle enkle, men effektfulde redskaber til at hjælpe barnet, siger den norske psykologi-professor Anne Inger Helmen Borge
Stavekontrollen på compute- ren kender ikke ordet. Men den må hellere se at lære det, for resiliens er et begreb, der er på vej frem inden for både pædagogik og psykologi.
Der findes ikke et præcist dansk ord for det, men det handler om modstandskraft, om at kunne stå imod og stå igennem svære tider og forskellige risici uden at lide varig skade. En slags psykisk immunforsvar, kunne man sige. Det, der får mælkebøtte-børnene til at spire, og mønsterbryderne til at opbygge deres personlige rum midt i de trange kår. En sund trodsighed.
Den norske psykolog Anne Inger Helmen Borge har gennem en årrække beskæftiget sig med risiko-begrebet, med udsatte børn og unge –og med den særlige egenskab at kunne komme hel igennem en opvækst med alkoholmisbrug, psykisk sygdom eller andre problemer i familien. Hun har blandt andet skrevet en bog om denne modstandskraft, „Resiliens –risiko og sund udvikling“, der udkom på dansk sidste år.
Anne Inger Helmen Borge peger på en række faktorer, der spiller ind. Der er store individuelle forskelle på børnenes reaktioner og på styrken af deres modstandskraft –men de voksne omkring barnet har en række muligheder for at understøtte barnets resiliens, siger hun.
|
Fakta |
Det handler blandt andet om at støtte de initiativer, barnet selv kommer med, at rose og påskønne det, barnet gør, og understøtte de relationer, barnet får med jævnaldrende. Men først og fremmest er det nødvendigt at dreje fokus væk fra problemerne og sammen med barnet se på muligheder og ressourcer.
Anne Inger Helmen Borge understreger, at det på en og samme tid handler om både at bekæmpe de risici, børnene udsættes for, og om at styrke den modstandskraft, de besidder. Og for socialarbejdere, der er omkring barnet, er det alfa og omega at bruge sine erfaringer med andre børn, der har været i samme situation.
–Jeg synes, man skal interessere sig lidt mere for fortiden: Gå tilbage i journalerne for de børn, der ikke længere er inde i systemet –prøv at finde ud, hvorfor det nu nogle år efter fungerer for lille Peter. Hvad var det, der gik godt? siger Anne Inger Helmen Borge.
Farvel til elendigheden
Det var også hendes egen trang til at fokusere på det positive, der fik hende til at kaste sig over resiliens-forskningen: –I 1990’erne følte jeg rent ud sagt, at det hele var ved at blive alt for elendighedsorienteret. Vi brugte utroligt mange kræfter på at fokusere på det, der gik galt. Jeg sad midt i et stort forskningsprojekt, hvor vi følger børn, der er født i 1981, og jeg ledte efter måleredskaber, som kunne bruges til at dokumentere børnenes udvikling. Men de var alle sammen fuldstændigt orienteret mod problemer og mangler –ingen af dem målte på potentialer og ressourcer, fortæller Anne Inger Helmen Borge.
–Det var også slående, at når jeg der i 1991, da børnene i forskningsprogrammet var 10 år gamle, spurgte mødrene, hvad de kunne sige af positive ting om deres børns udvikling, så havde de meget svært ved at svare. De var bekymrede over alt muligt, som barnet ikke kunne eller ikke kunne godt nok, og jeg måtte faktisk presse dem for at få et positivt svar. Jeg ved ikke, om det er mørket og al snevejret, der præger livssynet…
–I hvert fald er vi i vores opdragelse meget fokuseret på problemer. Der er en stor tilbageholdenhed og reservation over for det positive: I stedet for at fremhæve, at hendes datter er meget kreativ, så taler moren hellere om, at hun spiser forkert, for lidt eller for meget. Jeg blev ærligt talt rystet over, at det var så udbredt at være så fokuseret på de negative sider, siger hun.
Da det desuden var åbenlyst, at søskende reagerede vidt forskellige på de samme påvirkninger –storesøsteren klarede sig måske fint, selvom mor var alkoholiker, mens lillebroren bukkede under for de samme omstændigheder –begyndte Anne Inger Helmen Borge at undre sig over, hvor denne forskel kom fra. Og i den søgen efter forklaringer hos det enkelte barn faldt hun over resiliens-forskningen, som på det tidspunkt var en helt ny strømning inter- nationalt.
Store individuelle forskelle
Det er, siger Anne Inger Helmen Borge, umuligt at udpege enkelte karaktertræk, som er fælles for de børn, der har stor resiliens. Det første, der slog hende, da hun begyndte arbejdet med resiliens, var en af de ligheder, der var i problemfamilierne og de almindeligt fungerende familier. Kønsforskellene er for eksempel de samme –drengene er stærke og gode, piger søde og kloge.
Desuden spiller alderen en vigtig rolle. Ifølge Anne Inger Helmen Borge er børnehavealderen et godt tidspunkt at arbejde med de resiliens-fremmende tiltag: Venskaber betyder meget i den alder, børnene er store nok til at håndtere negative reaktioner, og miljøet er mere centreret om trivsel end om den akademiske læring, der er overskriften på skolelivet.
Resiliens-egenskaberne varierer også med alderen –på nogle tidspunkter i livet er drenge og piger mere modstandsdygtige end i andre:
–Man kan sige, at der går en grænse ved 10-års alderen. Hvis børnene er under 10 år, er pigerne normalt stærkest. Drenge bliver født svagere og er langsommere i udviklingen. Efter 10 års alderen ændres billedet, så er det drengene, der klarer sig bedst. Men det skifter så igen ved de 20 år, hvor de unge mænd igen bliver dårligere til at stå op imod pres og problemer, fortælle Anne Inger Helmen Borge.
–Men der er så mange individuelle variationer og så mange måder, det her kan udvikle sig på. Den ungdomskriminelle fyr kan pludselig rette sig, hvis han får en kæreste –men to år senere er kæresten der ikke mere, og så dumper han måske i igen.
De store individuelle forskelle på, hvad det er, der gør det enkelte barn i stand til at modstå presset fra omverdenen, gør det også svært at tegne et skarpt billede af de resiliente børn.
|
Det er hele tiden samspillet mellem det iboende og omgivelserne, der påvirker resiliens-graden. Men det betyder også, at der er et kæmpe potentiale i omgivelserne. Der er hele tiden nogle ting, man kan skrue på og dermed påvirke barnets liv. |
–Vi kan godt se resiliens-typerne, men der er endnu større variation i denne grup- pe end i en gruppe af børn, der har normale vilkår. Det er jo udsatte børn og unge, vi taler om, og nogle vil falde ud af gruppen og bukke under for det pres, de er udsat for. Og de, der klarer sig på trods af deres omgivelser, er ikke altid dem, du troede nok skulle komme igennem. Der er meget større usikkerhed i denne gruppe, siger Anne Inger Helmen Borge
–Det er hele tiden samspillet mellem det iboende og omgivelserne, der påvirker resi- liens-graden. Men det betyder også, at der er et kæmpe potentiale i omgivelserne. Der er hele tiden nogle ting, man kan skrue på og dermed påvirke barnets liv, påpeger hun.
Fordel eller ulempe
Anne Inger Helmen Borge minder om, at risiko og stress ikke automatisk fører til problemer. Hvis barnet kan overvinde udfordringerne, er det stærkere bagefter. Det handler derfor om at blotlægge, hvor det pres eller den risiko, barnet udsættes for, kan forhindre resiliens-mekanismen i at virke.
Igen er der masser af variationer at tage højde for. Hun fremhæver, at den samme egenskab kan have vidt forskellig virkning hos forskellige børn i forskellige situationer. Hvor generthed og indadvendthed i mange tilfælde kan øge risikoen for depression, kan det i andre tilfælde være en fordel:
–Hvis barnet vokser op i et miljø, hvor der er meget kriminalitet, så kan generthed og tilbageholdenhed styrke barnets resiliens –det er egenskaber, der kan holde barnet væk fra den kriminelle løbe- bane. Genertheden indebærer nemlig også en frygt for straf eller mangel på ros. Men i familier med psykiske problemer og indvandrerfamilier er de selv samme egenskaber en stor hæmsko, som kan øge barnets isolation og svække dets muligheder for at klare sig, siger Anne Inger Helmen Borge.
Omvendt med den sociale tilbagetrækning, som umiddelbart ligner generthed, men som bunder i et valg hos det enkelte barn, fordi det ønsker at være alene eller har opgivet at opnå anerkendelse blandt jævnaldrende. Selvom disse børn i deres fremtræden ligner de generte, beskytter tilbagetrækningen dem ikke mod kriminalitet. Tværtimod har disse tilbagetrukne børn en større risiko for at udvikle kriminel adfærd.
–Det viser bare, hvor omhyggelig man skal være, når man prøver at understøtte det enkelte barn, og når man arbejder med de udsatte familier, siger Anne Inger Helmen Borge.
Opmuntring er afgørende
Der skal med andre ord tages alle de individuelle hensyn, der overhovedet tænkes kan. Og et helt centralt element i de voksnes omgang med de resiliente, udsatte børn er noget så enkelt og svært som opmuntring og anerkendelse. Det gælder både på normalområdet –i folkeskolen for eksempel –og på specialområdet, hvor mange af de udsatte børn ender –resiliens eller ej.
–Det er tydeligt, at det i en risikosituation er meget vigtigt, at barnet eller den unge får lov til at agere selv, selv tage initiativer –og at de initiativer tages alvorligt. Det er klart, at forældre med et alkoholmisbrug eller psykiske problemer nemt kommer til at bremse sådanne initiativer eller i hvert fald slet ikke anerkender dem, påpeger Anne Inger Helmen Borge.
–Det kan selvfølgelig være meget vanskeligt for en skolelærer med en stor klasse, hvor der måske er flere elever med svære personlige eller familiære problemer. Men jo større grad af individualise- ring på det område, jo bedre: Opmuntring og anerkendelse af initiativer er utroligt afgørende for de her risikobørn. Bare det at blive nævnt og fremhævet er meget vigtigt, og de har så meget mere brug for det end andre elever, siger hun.
Det er også vigtigt at bruge de jævnaldrende som en ressource, at understøtte venskaber og skubbe nogle gode relationer i gang, siger hun og giver et eksempel på, hvordan en lille ting kan skubbe i den rigtige retning:
–I min søns skole havde de for eksempel en øvelse, hvor alle elever skulle skrive en positiv ting om alle de andre i klassen, og det skulle de så sige til hinanden. Det lyder måske banalt, men bare det, at alle havde noget positivt at sige om alle, der kan være meget afgørende –ikke mindst for risikobørnene
Lær af de gode erfaringer
Men det sker for sjældent, at socialarbejdere, pædagoger og lærere har fokus på det positive. Pædagogikken er stadig alt for elendighedsorienteret, mener Anne Inger Helmen Borge, der selv har lang erfaring som skolepsykolog:
–Specialpædagogikken handler om fejl og mangler –det, de her børn ikke kan, det skal de lære. Vi glemmer at se på de muligheder og ressourcer, de her børn indeholder. Det er socialarbejdere alt for dårlige til. De ser straks nye problemer, når næste klient kommer ind ad døren., siger Anne Inger Helmen Borge.
Hun opfordrer socialpædagoger og andre socialarbejdere til at være meget mere bevidste om erfaringerne med børn, der nu er blevet større og klarer sig godt:
–Jeg tror, man kan lære meget af at se på, hvad det er, der er sket for børn, der ikke længere er i en akutfase. Og se på de børn, man havde for 10 år siden. Spørgsmålet er jo, hvorfor det er gået godt? Hvilke faktorer har udløst hvad? Hvad der var vendepunktet? Det er en unik mulighed for at se, hvor resiliens kommer fra, siger hun.
Anne Inger Helmen Borge: Resiliens –risiko og sund udvikling. Udkommet på Hans Reitzels Forlag, Socialpædagogisk Bibliotek. 224 sider, 248 kroner.