Ekspertisen samlet under ét tag
SL opfordrer til at skabe centre ude i kommunerne – centre der samler ekspertisen inden for børn- og ungeområdet. Målet er blandt andet at skabe bedre anbringelsesforløb med færre anbringelser for det enkelte barn
Anders på ti år bliver visiteret til en heldagsskole. Folkeskolen kan ikke rumme ham, han bliver nemt vred og hidsig og har så mange forsømmelser, at han fagligt er langt bagud. Moren har i perioder haft et alkoholproblem, og faren drikker også for meget, er voldelig og bor ikke fast i hjemmet.
På heldagsskolen vokser lærernes frustrationer, for Anders bliver forsømt, hans madpakker er sparsomme, hans tøj er nusset og han lugter. Personalet fornemmer, at moren drikker, men de har kun kontakt med sagsbehandleren to gange om året, og ingen går ind i morens alkoholproblemer.
Anders får en kontaktperson, og senere kommer han i weekendaflastning. Men lærerne er bekymrede og går til skoleinspektøren, som fortæller, at man må vente to måneder til det halvårlige møde i visitationsudvalget, for det er dér, sagen skal tages op. Anders fortsætter i heldagsskolen uden de store forandringer.
En morgen kontakter et af amtets døgnopholdssteder skolen. Anders er blevet akut anbragt efter slåskamp i hjemmet, hvor moren er kommet til skade. I en måned bor han på akutinstitutionen, kommunen sætter en familierådgiver på moren, og så kommer Anders hjem igen. Moren synes ikke længere, det er nødvendigt med skole/familiesamtaler, nu hvor hun har familierådgiveren.
En dag bliver Anders endnu engang akutanbragt og moren indlagt på psykiatrisk hospital. Nu skal Anders gå i akutinstitutionens interne skole, og kommunen vurderer, at Anders skal visiteres til et opholdssted eller behandlingshjem, da moren ikke længere kan tage hånd om ham.
Anders’historie kunne have været en anden. Han kunne være sluppet for de mange skift, hvis indsatsen omkring ham og familien havde været koordineret anderledes. Det mener næstformand i SL, Benny Andersen. Når kommunalreformen træder i kraft, og kommunerne overtager en stor del af børn- og ungeområdet, lægger han op til, at der bliver skabt det, han kalder ressourcecentre for børn, unge og familier, der har følelsesmæssige og sociale problemer.
På ressourcecentrene skal ekspertise fra hele børn- og ungeområdet samles og tilbyde både rådgivning, udredning og behandling. Det gælder blandt andet socialpædagoger, skolelærere, sagsbehandlere og hjemmehos’ere, som arbejder med familier, der har særlig behov for støtte.
Den lokale snedkermester
–Vi håber, at man med ressourcecentrene kan undgå, at et barn eller ung skal igennem 10-12 forskellige anbringelser, og der i stedet bliver skabt helhed og kontinuitet for barnet, siger næstformand i SL Benny Andersen.
Meningen er, at ressourcecentrene skal deltage i visitering til egne tilbud, og at centrene kan ændre i tilbudene til barnet, den unge eller familien, uden det kræver en ny beslutning i forvaltningen.
–Medarbejderne kan skabe mere holdbare resultater, hvis indsatsen bliver koordineret, siger Benny Andersen, der mener, det er oplagt at placere ressourcecentrene på de eksisterende døgninstitutioner.
–Hele børn- og ungeområdet bliver spredt ud til 98 forskellige kommuner, og vi skal finde ud af, hvordan vi så skal organisere arbejdet. Så hvorfor ikke bruge døgninstitutionerne, som i forvejen rummer en masse ekspertise?
Meningen med ressourcecentrene er også, at de med en samlet placering kan blive forankret i lokalmiljøet.
–Det giver mulighed for samarbejde for eksempel ved, at man etablerer en kontakt med den lokale snedkermester, som de unge kan komme og arbejde for, forestiller Benny Andersen sig.
–Tanken om ressourcecentrene er ikke at lave en fast skabelon for arbejdet med disse børn og familier, det er mere et forslag til, hvordan man kan organisere sig, siger Benny Andersen.
Handlefrihed
At samle ekspertisen under samme tag praktiseres allerede nogle steder i landet. For eksempel på døgninstitutionen Oustruplund i Viborg Amt, hvis forstander Erling Prang har været med i arbejdsgruppen bag SL’s forslag om ressourcecentre.
Her har man siden 1998 skabt en bred vifte af tilbud til svært omsorgssvigtede børn og unge. Oustruplund har nemlig både en børne-, en unge- og en voksenafdeling. De har tilbud til hjemmeboende børn i dagtimerne, beskyttet beskæftigelse, familieplejere ansat, hjemmehos-funktioner, intern skole og helhedsorienteret familiearbejde ude i familien.
Der hvor Oustruplund på nuværende tidspunkt adskiller sig fra forslaget om ressourcecentre på er, at de ikke har decideret sagsbehandling. Dog har de indgået en aftale med enkelte kommuner om at lave visse former for sagsbehandling. Og derudover kan Oustruplund, efter aftale med kommunerne og amtet, lave en akutanbringelse i for eksempel en af stedets plejefamilier uden først at spørge myndighederne om lov. For så bagefter at informere kommunen og forældremyndighedsindehaveren. Hvis der bliver tale om en mere permanent anbringelse, skal der dog ske en ny visitation fra kommunen.
–Det betyder, at vi har en stor handlefrihed, fleksibilitet og smidighed, så vi kan handle, når problemet er der. For eksempel har vi netop flyttet en pige fra en afdeling til et andet sted. Vi kunne gøre det i en situation, hvor vi vurderede, det var nødvendigt og ikke vente et par uger på en afgørelse, fortæller Erling Prang.
Konsekvensen af den handlefrihed er, ifølge Erling Prang, blandt andet, at institutionen skal være opmærksom på at få informeret alle parter til rette tid. Derfor arbejder de i øjeblikket på en „tjekliste“, som skal bruges ved de akutte beslutninger.
–En stor organisation betyder, at der skal være meget fokus på samarbejde, at formalia skal være i orden. Det kan være svært, når man normalt har meget mere tid til at handle i, fordi det først skal ind over kommunen.
Med fra starten
Oustruplund er med fra begyndelsen til visitationsmøde i Amtets social- og familiecenter, som i Viborg Amt altid tager sig af en anbringelse. Til mødet vurderer Oustruplund, om det er en opgave, der passer til dem, mens det er den ledende socialrådgiver, der afgør, hvor barnet skal placeres. At være med inde over fra starten i et tæt samarbejde betyder noget for barnet eller den unge, vurderer Erling Prang.
–Vi kan jo tilrettelægge en udviklingsplan, der tager sigte på, at barnet ikke skal andre steder hen, inden det skal ud i egen bolig. Når vi er så stor en organisation, kan vi nok finde et tilbud inden for vores egne
rammer, som vedkommende kan tage imod. For eksempel hvis vi har en ung på ungeafdelingen, som har brug for at blive afgiftet, så kan han sendes over i vores projektafdeling, hvor nogle medarbejdere tager ham med på en afgiftningstur nogle dage.
–Vi får unge ind, som siden de var tre år har været anbragt på børnehjem, kommet hjem, været i plejefamilie og har cyklet rundt mellem hjælpeforanstaltningerne. Og så havner de her svært omsorgssvigtede, kriminelle og med misbrug, og så kan vi standse glidebanen og sige til vedkommende, at NU skal de ikke andre steder hen, siger Erling Prang.
–Her skal de ikke lære nye mennesker at kende, selvom vi ændrer ved foranstaltningerne, for det er mennesker, de har mødt og snakket med, så utrygheden ved alt det nye er ikke så stor. Mit indtryk er derfor, at vi med denne organisering er med til at
mindske antallet af institutionsanbringelser for den enkelte.
Og forstanderen ser gerne, at Oustruplund vokser endnu mere i fremtiden.
–Mine visioner er, at vi skal blive til et ressourcecenter, sådan som SL foreslår. At vi skal dække regionen og have en masse
fagligheder samlet, så vi har mulighed for et fagligt netværk. Med den organisering skal kommunerne naturligvis afgive noget kompetence, men så vil vi jo have ekspertisen, konstaterer Erling Prang.
Når kommunalreformen træder i kraft og de nye folk er bag roret, vil SL præsentere idéen for kommunerne.