icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Middelfart Kommune_1128x600.jpg
Der var flere helt oplagt grunde til at lave en trivselsundersøgelse blandt kommunens plejefamilier, fortæller de to familieplejekonsulenter Simone Sjøgren og Ulla Andersen.
Plejefamilie

Kommune efter ny trivselsmåling: Vi tager jeres arbejdsforhold alvorligt

Middelfart Kommune har for første gang lavet en trivselsundersøgelse blandt kommunens plejefamilier. Med den ønsker man at vise, at man tager plejefamilierne og deres arbejdsforhold alvorligt. Plejemor hilser tiltaget velkomment

I lidt mere end 10 år har Middelfart Kommune afholdt både jule- og sommerafslutning for alle kommunens plejefamilier. Ud over hygge og socialt samvær har det været en lejlighed til også at spørge plejefamilierne, hvad der fylder i deres verden. Ét svar er gået igen gennem flere år: Plejefamilierne har et stort ønske om i langt højere grad, end det er tilfældet, at føle sig som en del af Familieafdelingen.

Det ønske har gjort indtryk i kommunens familieafdeling. Og da ønsket endnu engang blev fremsat forrige år, blev det besluttet at gennemføre en trivselsundersøgelse blandt alle plejefamilier i Middelfart Kommune.

– Med en trivselsundersøgelse ønsker vi at vise plejefamilierne, at vi tager dem og deres arbejde alvorligt, samtidig med at vi får et billede af, hvor de møder udfordringer. Endelig kan vi også selv blive klogere på, om der er noget i forhold til vores arbejdsmetoder, vi kan udvikle, siger Simone Sjøgren, familieplejekonsulent i Middelfart Kommune.

Der er nødt til at være nogle plejefamilier, der hjælper med at få forklaret vores arbejdsgivere, hvor komplekst det arbejde, vi har, faktisk er

Lis Brødsted, plejemor

Her har vi indflydelse

Der blev derfor nedsat en arbejdsgruppe, som fik til opgave at udarbejde trivselsundersøgelsen.

Gruppen bestod af en teamleder, fire plejeforældre og to familieplejekonsulenter. For familieplejekonsulenterne var det særligt vigtigt at være opmærksom på, at der ikke skulle stilles spørgsmål inden for områder, som man i kommunen ikke har indflydelse på.

– Vi ved fx godt, at et område som pension optager plejefamilierne. Men ansvaret for det område ligger ikke hos os. Derfor synes vi, det ville være useriøst at spørge ind til det. I stedet ønskede vi at spørge ind til det, vi har indflydelse på, og hvor vi ved, at vi har noget at arbejde videre med, siger Ulla Andersen, der er den anden af de to familieplejekonsulenter fra Middelfart Kommune, som deltog i udarbejdelsen af trivselsundersøgelsen.

Ikke kun positivt

Trivselsundersøgelsen blev sendt ud til kommunens knap 60 plejefamilier og blev besvaret af godt halvdelen. De to familieplejekonsulenter kunne godt have tænkt sig, at flere havde besvaret undersøgelsen, som var anonym. Og de tror, at svarprocenten bliver højere næste gang.

Besvarelserne fra plejefamilierne var overordnet meget positive. Måske endda næsten for positive.

–  Det er selvfølgelig altid dejligt at høre, når folk er tilfredse. Men vi ved, at der er områder, hvor plejefamilierne har udfordringer – fx i forhold til samarbejdet med skoler og med biologiske forældre. Alligevel er svarene på de områder positive. Det skyldes formentlig, kan vi se nu, den måde, vi har stillet spørgsmålene på. Frem til næste gang skal vi arbejde med at udforme spørgsmålene, så de giver mulighed for mere nuancerede svar, som vi kan bruge fremadrettet. Det er noget af det, vi har lært, siger Simone Sjøgren.

Om undersøgelsen

I alt kom trivselsundersøgelsen til at bestå af 20 spørgsmål, der bl.a. handlede om samarbejdet med kommunen, jobtilfredshed, opkvalificering og oplevelser med krænkende adfærd.

Den blev sendt ud til kommunens knap 60 plejefamilier og blev besvaret af godt halvdelen.

Middelfart Kommunes familieafdeling regner med, at trivselsundersøgelsen fremadrettet skal gennemføres hvert eller hvert andet år.

Tiltrængt lydhørhed

En af dem, der har været med til at udarbejde trivselsundersøgelsen, er plejemor og socialpædagog Lis Brødsted. Hun meldte sig til arbejdsgruppen, fordi hun gerne vil være med til at bedre forholdene for plejefamilier.

– Min vigtigste bevæggrund for at melde mig til udvalget er, at jeg mener, der er nødt til at være nogle plejefamilier, der hjælper med at få forklaret vores arbejdsgivere, hvor komplekst det arbejde, vi har, faktisk er, siger hun.

Det er positivt, understreger Lis Brødsted, at Middelfart Kommune har taget initiativ til trivselsundersøgelsen. For der er i høj grad brug for, at plejefamilierne føler sig værdsat og hørt.

– Jeg har arbejdet som familieplejer i 22 år nu, og jeg synes stadig, det er utrolig svært, at man aldrig rigtig føler sig hørt. Og så er Middelfart Kommune endda en af de gode kommuner at arbejde under som plejefamilie. Der er mange andre steder, hvor plejefamilier stort set er overladt til sig selv, siger hun.

Lis Brødsted håber, at trivselsundersøgelsen forbliver dynamisk, sådan at den løbende tilpasses udviklingen på plejefamilieområdet.

– Førhen var det tilstrækkeligt med kakao og kærlighed, når man skulle være plejefamilie. I dag er det børn med behandlingsbehov, der kommer i pleje. Fagligheden skal være høj hos plejefamilierne, og det er forvaltning og politikere nødt til at forstå. Derfor er det vigtigt, at trivselsundersøgelsen gøres så præcis som muligt. For hvis alle svarer, at det hele går godt, bliver det jo en sovepude for kommunen, siger hun.

Flere skal med

Faglig konsulent hos Socialpædagogerne Lillebælt, Jens Sørensen, blev i sin tid kontaktet af familieafdelingen i Middelfart Kommune med henblik på at give sparring til udarbejdelsen af trivselsundersøgelsen.

– Vi kunne som organisation godt se et perspektiv i projektet. Her kunne plejefamilier få direkte adgang til at gøre de ansvarlige i kommunen opmærksomme på dels nogle af de vilkår, man som plejefamilie arbejder under, og på det at være afhængig af et samarbejde med mennesker, som kommunen er ansat til at føre tilsyn med og understøtte familierne i det daglige arbejde, siger han.

Jens Sørensen fremhæver, at en trivselsundersøgelse kan give plejefamilier mulighed for at gøre opmærksom på dilemmaer, som måske kan være svære at løse i den direkte dialog med medarbejdere fra kommunen. Derudover kan den bane vejen for en dialog, hvor plejefamilier kan søge indflydelse på, hvordan kommunen tilrettelægger sin indsats.

Derfor anbefaler han andre kommuner at gå samme vej.

– Det giver mulighed for at opbygge et godt samarbejde og måske på sigt få skabt et forum for plejefamilierne til at blive set og hørt i deres opgaveløsning, så de får den støtte, der skal medvirke til, at det lykkes. På sigt kan det måske medvirke til, at plejefamilier bliver en positiv spiller i forhold til rekruttering og fastholdelse af nye plejefamilier, siger han.

Det giver mulighed for at opbygge et godt samarbejde og måske på sigt få skabt et forum for plejefamilierne til at blive set og hørt i deres opgaveløsning

Jens Sørensen, faglig konsulent i Socialpædagogerne Lillebælt

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Familieplejere, Børn og unge