Jeg begyndte at cykle
Han havde fart på, Søren Kristensen. Alt for meget fart på. Kok, egne firmaer, der gik ned, stress og sindssygt meget arbejde. Kørte med egne ord sig selv pissehårdt.
Søren Kristensen:
Amfetaminmisbrug for at holde dampen oppe, indtil filmen knækkede, og han røg i respirator, lige præcis overlevede og fik tildelt pension.
Så skyllede depressionen ind over ham, Søren Kristensen:
– Jeg var jo vant til at fise og fare rundt. Nu gik jeg helt i stå i en periode, fortæller han, men det hele så sort ud, syntes han.
– Men så begyndte jeg at cykle – jeg fik sparket mig selv i gang med motion. Efter nogen tid fik jeg arbejde på et fritidshjem, så på Museet ude på Psykiatrisk Hospital i Riskov – og så startede jeg på MB-uddannelsen. Og jeg har faktisk ikke haft tilbagefald, siden jeg begyndte at cykle, konstaterer Søren Kristensen med et smil.
I de seneste to år han har haft skånejob som pedel på Fristedet 20 timer om ugen. Han driver Værkstedspatruljen, som består af to MB’ere og to medlemmer og tager hjem til psykisk syge og hjælper dem med diverse håndværksmæssige problemer: Hænge billeder op, tilslutte lamper, få komfuret til at stå lige.
– Jeg holder meget af arbejdet som pedel og det at arbejde sammen med medlemmerne i Værkstedspatruljen. Man får et kanon indtryk af folk, når man kører rundt i bilen sammen. Og det er det samme, når man kommer hjem til folk og sidder og snakker over kaffen. Og jeg kører sgu tit opløftet hjem, når vi har været ude og løse et ’lille’ problem og har set, hvor glade folk bliver, fortæller Søren Kristensen.
Han er også med i Fristedets informationsgruppe. Her er han tit ude og undervise på forskellige skoler og på undervisningsafdelingen på Psykiatrisk Hospital i Riskov. Søren Kristensen er også manden bag MB-linjen, en telefonlinje, hvor folk med psykiske problemer kan ringe ind og få en snak og støtte til at komme videre. Og så har undervist to hold fra Norge, og de har nu startet en MB-uddannelse der – hvilket han er ret stolt af.
– Da jeg selv fandt ud af, at det jeg havde i rygsækken, kunne tages op og bruges til noget, så gav det en enormt løft. Det er godt at komme ud og se, hvordan det kan gavne andre. Men man skal også have råstyrke, og man skal kunne ryste jakken, så at sige. Nogle gange er det rystende historier, man hører – andre gange bliver man mindet om sin egen nedtur og den skyld, man følte dengang, fortæller Søren Kristensen.
Artiklen er anonymiseret. Søren Kristensens rigtige navn er redaktionen bekendt.