icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Botilbud

Uensartet tilsyn

Det er ikke kun på Strandvænget, at det kommunale og regionale tilsyn svigtede, viser undersøgelse fra Anke­ styrelsen

  • Af Lone Marie Pedersen
  • 16-2007 /

Sagen om Strandvænget viste, at regionens pligt til at føre tilsyn med institutionen ikke havde fungeret. Derfor bad socialminister Eva Kjer Hansen(V) Ankestyrelsen om at undersøge, hvordan tilsynet fungerer ikke kun på Strandvænget, men også på botilbud i det øvrige land. Ankestyrelsens tal giver det nedslående budskab, at tilsynet også er mangelfuldt på andre botilbud.

Undersøgelsen viser, at der er stor forskel på, hvor ofte både kommuner og regioner gennemfører uanmeldte og anmeldte tilsyn. Der er også stor forskel på, om det politiske niveau lokalt bliver informeret om de klager, der har været om forholdene på den enkelte institution. Og endelig viste undersøgelsen, at der er stor forskel på, om kommunerne har retningslinier for deres tilsynsbesøg.

Socialminister Eva Kjer Hansen(V) har reageret på Ankestyrelsens tal ved at sige, at hun vil kontakte kommuner og regioner for at få et bedre tilsyn. Ministeren har desuden nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med forslag til, hvordan ledere og medarbejdere i boformer kan sætte fokus på etik, værdigrundlag og kompetenceudvikling.

Tilsyn i undersøgelsen

Ankestyrelsen har fået svar fra 90 ud af landets 96 kommuner og fra alle 5 regioner.

Ved det personrelaterede tilsyn – altså i hvilket omfang kommunerne har ført tilsyn med, at den hjælp borgerne har fået, er tilstrækkelig og hensigtsmæssig – er hovedbudskabet, at 2/3 af kommunerne gennemfører mindst ét personrelateret tilsyn om året.

Halvdelen af kommunerne har fastsat retningslinier for kommunernes tilsynsvirksomhed, tilsynets indhold og opfølgning på tilsynet.

Hovedparten af kommunerne tager afsæt i handleplanen for den enkelte beboer, og 3/4 af kommunerne følger op på handleplanen en til to gange årligt.

Ankestyrelsens undersøgelse omfatter også det driftsorienterede tilsyn – altså i hvilket omfang kommunerne har ført tilsyn med driften af botilbud, der er omfattet af undersøgelsen.

En stor del af kommunerne har først overtaget botilbuddene fra amterne den 1. januar i år i forbindelse med ny kommunal struktur. Derfor er en del kommuner kun nået til at udarbejde retningslinier for tilsynet.

Hovedbudskabet er, at 4/5 af kommunerne gennemfører mindst ét driftsorienteret tilsyn om året. Det er overvejende kommunerne selv, der fører tilsynet, og lidt over halvdelen har retningslinier for denne del af tilsynet.

Fire regioner har fastlagt procedurer og rutiner for tilsynsvirksomheden og retningslinier for tilsynets indhold. Det er regionerne selv, der udfører tilsynet.

Læs mere på www.sl.dk/bonus

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik