Tavs viden - på den søgbare måde
God Social Praksis hedder en ny database, hvor indholdet er et bredt udvalg af eksempler på, ja, netop god praksis inden for det sociale felt - formålet er at inspirere, invitere til at kopiere og videreudvikle og at gøre tavs viden synlig og brugbar for andre.
Aksel Meyer lænede sig frem mod mikrofonen og sluttede af med et lille, personligt tilbageblik. Til dengang for ikke så længe siden, det slet ikke var tilladt.
For selvom blandt andet socialpædagoger er gode til selv at sige, at de er skrækkeligt dårlige til at dokumentere deres arbejde, så er der sket fremskridt. Store fremskridt:
– Jeg synes, vi er nået langt i arbejdet med at dokumentere det sociale arbejde, men det er, fordi jeg er en gammel mand. Midt i min embedskarriere var det ganske enkelt forbudt at undersøge effekten af det, vi satte i gang. For det ville betyde, at embedsmænd skulle sidde og sætte spørgsmålstegn ved det, som folketingspolitikerne i deres visdom havde besluttet. Og det gik ikke, konstaterede han.
Aksel Meyer er kontorchef i Socialministeriet, og det indlæg, han afsluttede, havde cirklet om de udfordringer, der ligger i arbejdet med dokumentation af det sociale arbejde.
Anledningen var lanceringen af en ny database, God Social Praksis, der vist allerede lystrer kælenavnet GSP.
Databasen og den tilhørende hjemmeside er lavet af Styrelsen for Specialrådgivning og Social Service – af hensyn til tungemusklerne kaldet 4S – og er tænkt som stadigt voksende samling af eksempler på projekter, forvaltninger og institutioner, hvor man har en god praksis at ‘prale’ af.
Databasen blev præsenteret på et seminar i Nyborg den 30. april, og nu kan alle gå ind og kigge med på de på lanceringstidspunkt 82 eksempler fra kommuner landet over.
Databasen suppleres med et korps af ambassadører, der skal bistå med at udbrede kendskabet til databasen og med at holde gang i udviklingen, samt en række faglige fora, hvor socialarbejdere inden for det samme område bindes sammen i noget, der til forveksling ligner Socialpædagogernes faglige netværk.
Lanceringen sket med fællessang, ministertale og fire workshops. En af dem – den, Aksel Meyer talte på – handlede om dokumentation, men alle fire cirklede om forskellige aspekter af arbejdet med at udvikle og indføre en ny og bedre praksis – og med at fortælle andre om det, så de også kan få glæde af det.
På tværs af faggrupper
Det sidste – at kunne dele sin viden og erfaringer med andre – er selvfølgelig hele humlen i foretagendet, og projektleder Niels Aagaard fortalte i sit oplæg, at kommunerne er det naturlige omdrejningspunkt, fordi de siden årsskiftet har haft hele myndighedsansvaret på det sociale område og dermed sidder med alle trådene.
Han illustrerede, at der er flere måder at søge på databasen. Enten via det ‘sociale hjul’, hvor det er processen i en given sag, der er i fokus, eller via nedslag i de fire fagområder: Udsatte børn og unge, ældre, udsatte voksne og handicappede.
– Det er selvfølgelig med vilje, at vi har samlet eksemplerne på tværs af fagområderne, for metoderne kan bruges eller være inspirerende for de andre fagområder. Men man skal selvfølgelig huske, at man ikke bare kan kopiere. Metoderne skal oversættes, så de passer til de lokale, kommunale forhold, også for at sikre, at medarbejderne føler ejerskab til dem, sagde Niels Aagard.
Og så kastede han sig ud i en hurtig eksemplificering af, hvad tre forskellige søgninger havde givet af resultater.
Tag for eksempel den aktuelt diskuterede sammenhængende børnepolitik, som kommunerne skulle have udarbejdet ved årsskiftet: Ved at søge på børnepolitik, var der kommet ‘hits’ på blandt andet de konkrete, udmøntede politikker fra Esbjerg og Aabenraa, eksempler på hvordan processen var blevet skruet sammen og hvem, der var inddraget, man kan se Vejles værdigrundlag for børnepolitikken, arbejdet med kompetencegrundlaget, som det er lavet i Esbjerg og fra Aabenraa kan man se det ydelseskatalog, kommunen er endt med at have.
Synligt, enkelt og for alle
På den led levede eksemplerne fra børnepolitikområdet op til det, som Niels Aagaard opstillede som minimumskrav til den dokumentation, der kan få adgang til databasen:
De skal være indført og i drift og meget gerne evalueret
De skal være til at kopiere: Der skal være præcise beskrivelser af de redskaber og metoder, der er brugt, og der skal være konkrete eksempler
De skal være systematisk beskrevet, så man kan se, hvor mange ressourcer, der er brugt, og hvad resultatet er.Beskrivelsen kan være grundig, men også kunne holdes på 510 sider, så også praktikere med en travl hverdag kan få læst den.
Beskrivelsen skal være nøgtern – det vil sige ærlig og også belyse problemer og barrierer.
Det hele skal holdes i så klare, enkle og letforståelige termer som muligt.
– Den tavse viden skal gøres synlig og fælles, for det er forudsætningen for, at praksiserfaringerne kan blive til viden og forskning. Og efterhånden som databasen vokser, så mener jeg, det vil være oplagt at bruge materialet i den i forbindelse med undervisning og efteruddannelse, sagde Niels Aagaard.
Han understregede, at målet er en database, der er for alle faggrupper inden for det sociale område:
– Den skal være et samspil mellem mange fagligheder – den skal ikke kun være for ledere eller visse medarbejdergrupper, sagde han.
Beviser og indicier
Tilbage til Aksel Meyer og workshoppen om dokumentation. Det var den mest besøgte af de fire, og Aksel Meyer kom i sin indledning ind på, hvorfor dokumentationsarbejdet er så forkætret i mange faggrupper: – Man kan med en vis ret spørge, om vi er ved at dokumentere os ihjel. Og meget dokumentation er da også et led i styringen af en sektor eller et område. På nogle områder er det helt legitimt – når det handler om regnskaber for eksempel – men der er samtidig meget lidt dokumentation, der viser, om vi skaber forbedringer for borgerne, konstaterede han.
– Det gælder om at undgå overflødige dokumentationskrav. Dokumenter resultater, ikke indsatser. Keep it simple, lød opfordringen fra Aksel Meyer.
Han blev derefter suppleret af tre snaps, som ordstyreren navngav dem – tre korte indlæg fra først Tim Jeppesen, direktør for KREVI, Det Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut. Han slog fast, at det i socialt arbejde kan være svært at føre håndfaste beviser:
– For mig er dokumentation på det sociale område at arbejde med indicier, og ligesom i en retssag er det også nok til at fælde en dom, hvis der er nok af dem, og de peger i samme retning, sagde Tim Jeppesen.
Han pegede på, at subjektive vurderinger ikke bare er uundgåelige i dokumentationen af det sociale arbejde, men også værdifulde redskaber, fordi de supplerer de kolde fakta.
– Dokumentation af socialt arbejde fungerer kun, hvis der er et samspil mellem de målbare indikatorer – tallene – på den ene side og den mere komplicerede årsag/virkningssammenhæng på den anden, lød det fra Tim Jeppesen
En tre retters menu
Andet korte indlæg kom fra Knud Ramian, der er evalueringschef i Region Midtjylland. Han pegede på, at det fra et praksisperspektiv er afgørende, hvilken tilgang til dokumentation, man vælger. Tal og effektmålinger er ikke nær vigtige som ny viden, sagde han.
– Dokumentation skal være næring for praksis, og det kræver den rigtige kostsammensætning, sagde han og opstillede en tre retters dokumentationsmenu:
Forretten er den synliggørende viden – den, der viser, hvad behovet er.
Hovedretten er den problemløsende viden – den, der viser, hvad metoden er.
Desserten er den dokumenterende viden – den, der viser, hvad der kommer ud af indsatsen.
Knud Ramian advarede mod viden uden forbindelse til virkeligheden og hverdagen. Hvis man ude i praksis får viden uden anvisninger, er den nyttesløs:
– Når man køber en mobiltelefon, er det godt at kende taksterne, men man skal altså også have brugsanvisningen med, sagde Knud Ramian.
Hvad snakker du om?
Sidste snaps kom fra Helle Wittrup Nielsen fra 4S. Hendes stillingsbetegnelse er en af dem, man ville studse over i telefonbogen. Men hun er altså begrebskonsulent, og det giver faktisk god mening. Et af de banale, men reelle problemer i tværfagligt samarbejde er netop forvirringen om begreber og betydningen af dem.
Derfor arbejder 4S også at lave en standardisering af de begreber, som faggrupper som socialpædagoger, sygeplejersker, psykologer, konsulent og folk i forvaltningerne bruger – med måske helt forskellige betydninger.
At blive enige om præcis, hvad de forskellige begreber dækker, ja, det er ganske enkelt en forudsætning for at kunne arbejde systematisk med dokumentation, sagde Helle Wittrup Nielsen
At det ikke bare er teoretisk ævlebævle, illustrerede hun med et eksempel på et af de begreber, der er blevet defineret i forbindelse med oprettelse af God Social Praksisdatabasen:
Begrebet er ‘tilknytningsforstyrrelse’. Det er det, som andre med et synonym ville kalde ‘tidligt skadet’, og definitionen er: ‘En særlig gruppe af socialt problem, hvor en person i en tidlig alder har oplevet omsorgssvigt og nu har svært ved at knytte følelsesmæssige relationer til andre mennesker’.
Målet er at finde et begreb, som både fagpersoner, pårørende og brugere kan forstå og bruge.
Og brugerne, ja, hvor er de i alt det her? Det fik en bemærkning med på vejen fra Knud Ramian:
– Hvor er brugerperspektivet? Det kan man da godt undre sig over. Jeg mener, man må til at betragte brugernes ressourcer på linje med faggruppernes, sagde han med henvisning til blandt andet erfaringerne fra recoveryområdet.