icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Socialpsykiatri

En duft af mening

VASA Sorø har udgivet en fotobog om Krydderen - et socialpsykiatrisk tilbud for mennesker med nedsat arbejdsevne.

  • Af Jens Nielsen
  • 10-2007 /

Billederne siger det hele: Dette er en arbejdsplads.

Og det er det, Krydderen er. En virksomhed, hvor der bliver pakket krydderier af alle hånde slags. I glas, dåser, spande og poser.

Men det er også mere end det, for Krydderen beskæftiger mennesker på særlige vilkår, som det hedder. Krydderipakkeriet er en del af  VASAC, og hørte indtil årsskiftet under Vestsjællands Amt. Nu hedder driftsherren Sorø Kommune, men opgaven og menneskene er de samme: Det er et socialpsykiatrisk tilbud for mennesker med nedsat arbejdsevne, og det er stadig karry, timian og gurkemeje, der pakkes.

Stedet har sådan set eksisteret siden 1841, hvor det var en del af Sorø Amts Arbejds­ og Sygehus. Dengang var arbejdet ikke et tilbud, men en pligt – også for ‘tosserne’ og de værre betegnelser, man dengang hæftede på folk.

Et krydderipakkeri blev det dog først i 1969, og det morgenbrødsklingende, men mundrette navn Krydderen blev først vedtaget på en afstemning blandt brugere og personale i 1994.

Nu har VASAC Sorø udgivet en fotobog om stedet og hverdagen på pakkeriet. Med fine farvebilleder af krydderierne, så duften nærmest står ud af siderne, og med portrætter af de mennesker, for hvem arbejdet og fællesskabet giver dagen en duft af mening.

Krydderi på tilværelsen, 68 sider, 50,00 kroner. Bogen kan fås hos: VASAC Sorø, rådhusvej 17, 1., 4180 Sorø, tlf. 5782 0899.