icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Stofmisbrug

Institution sælges - kun lidt brugt

Ringkøbing-Skjern Kommune sælger eller lukker døgninstitution for stofmisbrugere, fordi det er billigere at købe pladser på private opholdssteder. Kommunen gør os dyrere, end vi er, mener medarbejderne.

  • Af Lone Marie Pedersen
  • 10-2007 /

Kun fire måneder efter, at Ringkøbing-Skjern Kommune har overtaget døgninstitutionen Lyngdal, vil kommunen afhænde den.

Foreløbig er Herning Kommune og Region Midtjylland blevet spurgt, om de er interesseret i at købe institutionen. Lykkes det ikke at få den solgt, bliver den lukket med udgangen af 2007. Begrundelsen er, at det er billigere at købe pladser på private opholdssteder frem for selv at drive en institution.

Lyngdal er behandlingsinstitution for stofmisbrugere, og der er plads til 10 beboere. Før kommunesammenlægningen var den en del af Ringkøbing Amts samlede behandlingstilbud til stofmisbrugere. I forbindelse med kommunal-reformen benyttede Ringkøbing-Skjern Kommune sig af sin ret til at overtage institutionen.

Kommunen bruger selv to-tre af pladserne, de øvrige bliver brugt af de omkringliggende kommuner.

Før Ringkøbing-Skjern Kommune valgte at overtage institutionen, spurgte de medarbejderne, om de havde tillid til, at kommunen drev Lyngdal videre. Svaret var ja.

I fællesskab gik medarbejdere og forvaltning i gang med at udarbejde en plan for institutionen, så den blev konkurrencedygtig på markedet. Det blev besluttet, at beboergruppen i løbet af 2007-2008 skulle udvides fra 10 til 15 personer. Bygningerne er allerede ombygget til 15 brugere, og der er indkøbt senge og andet inventar til værelserne. 

Derfor kommer det også helt bag på medarbejderne, at kommunen vil lukke Lyngdal.

Ikke mindst på socialpædagog Margit Højland, der har været på institutionen siden dens start i 2001. Hun sagde så sent som i april ja til at blive konstitueret leder, og fik dengang at vide, at politikerne var meget positive over for institutionen.

– Jeg troede ikke, at det skulle slutte fire måneder efter, at de har overtaget os. Jeg føler, der er en skjult dagsorden. Der er jo intet nyt kommet frem om røde tal på bundlinien, siden kommunen overtog os. Tværtimod er vi i fuld gang med den plan, vi i fællesskab har besluttet skulle gøre Lyngdal konkurrencedygtig.

Konkurrerer på prisen

Omkring den 19. april blev Margit Højland ringet op af forvaltningen og fik besked om, at social- og sundhedsudvalget på sit møde den 24. april ville anbefale institutionen lukket.

Efterfølgende fik medarbejdergruppen et brev, hvori der blandt andet står:

“Som I ved, har der den sidste tid været en del usikkerhed om Lyngdals fremtid. Begrundelserne for usikkerheden er dels den forholdsvis høje opholdspris og konkurrencen mellem behandlingsstederne. I kan på Lyngdal ikke hamle op med de private opholdssteders prisniveau, samtidig med, at der ikke er natdækning.”

Formand for social og sundhedsudvalget, Niels Rasmussen (S) siger:

– Institutionen er fagligt fuldstændig i orden. Beslutningen er udelukkende truffet ud fra, at institutionen ikke er konkurrencedygtig i forhold til priserne på de private opholdssteder.

– I kendte på forhånd Lyngdals budget, hvorfor sagde I så overhovedet ja til at overtage institutionen?

– Vi havde en forventning om, at vi kunne drive Lyngdal videre.

– Hvad har ændret sig markant, siden I for fire måneder siden overtog den?

– Vi vidste godt, at driftsøkonomien var stram, og derfor gik vi også i gang med sammen med medarbejderne at finde en løsning, så vi kunne nedbringe udgifterne. Men nu er det jo sådan, at på det her område bliver man udsat for konkurrence. Vi kan se, at de private opholdssteder kan gøre det billigere.

– Hvorfor sagde I så overhovedet ja til at overtage institutionen? I var jo ikke tvunget til det.

–  I og med, at alle kommuner bliver pressede, så vil vi vurdere, hvor vi får mest for vore penge. Desuden kan vi risikere, at kommunerne ikke vil anbringe deres borgere hos os, og så står vi med nogle tomme pladser, som vi skal betale for.

Så dyre er vi ikke

I social- og sundhedsudvalgets opgørelser står der, at prisen på Lyngdal er 43.435 kroner pr. måned. Til sammenligning koster – også ifølge udvalgets opgørelser – en tilsvarende plads på et privat opholdssted mellem 25.000-39.000 kroner.

Det fremgår ikke af social- og sundhedsudvalgets indstilling, hvordan man har opgjort udgifterne. Er der for eksempel tale om, at de samme ydelser koster forskellige ting?  Det fremgår heller ikke af opgørelsen, hvorfor en plads på Lyngdal er steget med godt 9.000 kroner på to år.

DanRIS (dansk registrering og informationssystem) samler på landsplan oplysninger om godkendte private og offentlige behandlingsinstitutioner for stofmisbrugere. Her viser den seneste opgørelse, der er fra 2005, at en plads på Lyngdal kostede kostede 34.380 kroner. Her kan man også se, at Lyngdal har flest behandlingstimer pr. beboer, sammenlignet med de omkringliggende private opholdssteder.

Margit Højland mener ikke, at kommunens priser for en plads på Lyngdal i 2007 er rigtig.

– For mig at se, virker det som om, kommunen gør os dyrere, end vi er. Kommunen har taget udgangspunkt i priserne fra 2006, men prisen for 2007 må nødvendigvis være lavere, idet vi  har færre medarbejdere. Desuden har vi sparet penge på aktiviteter ud af huset. Endelig havde vi i slutningen af 2006 og begyndelsen af 2007 den højeste belægning, institutionen nogensinde har haft.

– Ringkøbing-Skjern Kommune kan jo ikke være sikker på, at andre kommuner fremover vil købe pladser på Lyngdal?

– Da kommunen overtog os, lagde de vægt på, at vi var en sammentømret personalegruppe, der har oparbejdet stor faglighed. De andre kommuner har jo brugt os i årevis, selv om der også har været private opholdssteder.

Ikke en pengemaskine

Faglærer Jimmi Madsen har også været med, -siden Lyngdal blev startet. Han står for de praktiske aktiviteter med beboerne, og han har udarbejdet et forslag, hvor stofmisbrugerne bliver uddannet som klatreinstruktører over for skoleklasser og arbejdspladser, som kommer på besøg. De første klatrerkurser er kørt at stablen, og er en stor succes for alle parter, siger Jimmi Madsen. 

– Beboerne oplever, at de kan noget i forhold til andre mennesker, og det giver dem selvtillid, siger Jimmi Madsen.

Derfor har han sendt et forslag til kommunen om, at den aktivitet kan give en fortjeneste på omkring 200.000 kroner om året. Han har ikke fået svar.

– Jeg forstår godt, at Ringkøbing-Skjern Kommune ikke vil have døgninstitutionen. For der har faktisk aldrig været nogen fornuftig faglig eller økonomisk grund til at tage os. Lyngdal  er ikke nogen pengemaskine.

– Men jeg er vred og skuffet over den måde, vi bliver afviklet på. Institutionen har ikke fået en fair behandling.

Kvaliteten tæller ikke

Også Socialpædagogernes formand i kreds Midt- og Vestjylland, Kirsten Hornbæk, undrer sig over, at Ringkøbing-Skjern Kommune har besluttet at lukke døgninstitutionen efter kun fire måneders drift.

– Ud fra de materialer, jeg har haft adgang til, ser det ikke ud til, at kommunen har undersøgt, hvad der skal til for at drive Lyngdal.

Og hun fortsætter.

– Lyngdal er fagligt en velfungerende institution, der arbejder ud fra et klart værdigrundlag. Ni ud af 10 medarbejdere er faguddannet. Kommunen forholder sig udelukkende til økonomien og ikke til indholdet i tilbuddet eller den faglige kvalitet i arbejdet.

 

 

Redning på vej?

Kort før redaktionens slutning kastede formanden for Region Midtjyllands socialudvalg, Kate Runge (V) imidlertid en redningskrans ud for lyngdal.

Til Socialpædagogen siger hun, at kommunen da, som hun ser det, udmærket kan ‘lade lyngdal gå retur til regionen.

– Jeg undrede mig da over, at kommunerne i den vestlige del af regionen nærmest støvsugede også de mest specialiserede tilbud, men det er da en ærlig sag at melde ud, at man har taget munden for fuld, siger kate runge, men tilføjer, at man i regionens socialudvalg ikke har hørt noget konkret endnu. sagen vil derfor tidligst komme op på udvalgets næste møde i slutningen af maj. kommunen har som nævnt ovenfor sagt, man vil sælge institutionen – og Kate Runge vil ikke afvise, at man så fra regionen må se på en økonomisk side af aftalen om lyngdal.

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik