Flere dømt for kriminalitet
De bedre fungerende udviklingshæmmede og karakterafvigerne er for velfungerende til at bo på institution, men magter ikke at bo alene. Og når de bliver frustrerede over deres situation, kan det læses i statistikken over kriminalitet – noget tyder på, at antallet af domme over udviklingshæmmede på få år er steget med 50 procent
Stadigt flere udviklingshæmmede bliver dømt for lovovertrædelser.
Sådan lyder den enkle udlægning af de nyeste tal fra Kriminalforsorgen: De viser, at der i 2005 blev afsagt 8,6 procent flere domme over udviklingshæmmede end i 2001.
Men statistikken er usikker, ganske enkelt fordi fem af de daværende amter har ikke opgivet tallene for 2005. For at komme nærmere et reelt tal har Netværk vedrørende Domfældte Udviklingshæmmede, NDU, lavet et skøn, baseret på ren matematisk beregning. Lægger man disse tal til, er stigningen i antallet af domme over udviklingshæmmede fra 2001 til 2005 på 50 procent.
Når man skal forklare denne store stigning, er der et par ting, man skal huske på:
Reglerne for, hvornår man er egnet til straf, blevet ændret.
Tidligere var man egnet til straf, hvis ens IQ var på 70 eller derover. Nu ser man på, hvordan personen fungerer i al almindelighed. Derfor kan en del af forklaringen være, at flere nu tilhører gruppen af udviklingshæmmede, der ikke er egnede til straf.
Dertil kommer, at straffeloven blev ændret i 2000, så nogle af foranstaltningsdommene efter følgende blev afsagt med en tidsbegrænsning. Dette kan føre til, at de dømte nu løslades hurtigere og dermed måske begår ny kriminalitet. Der er altså tale om gengangere i statistikken.
Men det er ikke hele forklaringen på det stigende tal. Fagfolk bekræfter, at problemet vokser – der kommer flere kriminelle udviklingshæmmede.
Må selv bestemme
En af dem er Elisabeth Bakkensen, som er leder af botilbuddet Hedegaard og medlem af NDU. Ud over de føromtalte grunde til det stigende antal domme over udviklingshæmmede, ser hun endnu en grund: Nemlig at serviceloven blev ændret i 1998, så det blev understreget, at de udviklingshæmmede har ret til at bestemme over deres eget liv.
Det betyder blandt andet, at de kan begynde at drikke alkohol, og at de kan afvise at modtage hjælp, hvis en pædagog forsøger at hjælpe dem ud af et eventuelt misbrug.
– Vi kan ikke gøre noget, selv om vi kan se, at de har brug for et døgntilbud. De har både brug for at komme ud af deres misbrug, men de har lige så meget brug for hjælp til at komme ind i et andet liv. Jeg synes i princippet, at det er fint, de får bedre muligheder for at bestemme selv, men mange af dem magter det ikke, fortæller hun.
Hun understreger, at de udviklingshæmmede netop ikke dømmes til straf, men til en foranstaltning. Og der står ikke noget konkret om, hvad foranstaltningen indebærer. Det er nemlig individuelt.
– Vi kan prøve at finde ud af, hvad de har brug for, siden de gør noget kriminelt. Måske kan vi få dem til at modtage hjælp frivilligt, eventuelt ved at flytte permanent på et botilbud efter foranstaltningen. De store problemer opstår, når vi ikke kan motivere dem til at få hjælp, fortsætter hun.
Personalet anmelder flere
Kirsten Larsen er leder af Hammer Bakker i Nordjylland og formand for Socialpædagogernes Netværket for Domsfældte udviklingshæmmede – ikke at forveksle med tidligere nævnte NDU.
Hun mener, at endnu en grund til, at flere udviklingshæmmede får en dom nu, er, at personalet er blevet bedre til at anmelde, når de eksempelvis bliver truet eller slået af en beboer.
Hun ser det ligesom Elisabeth Bakkensen som et stort problem, når pædagogerne ikke kan motivere de dømte til at modtage hjælp.
– Her i Nordjylland mangler vi tilbud til karakterafvigerne, hvor de kan bo i deres egen lejlighed, samtidig med at de får støtte fra noget personale. Nogle gange flytter de ud for sig selv, når de har været hos os, men de magter det ikke altid. De mangler hjælp til at få dagligdagen til at hænge sammen, som eksempelvis at betale regninger eller undgå at komme ud i alt for dårligt selskab.
Deres frustrationer kan være årsag til at de begår fornyet kriminalitet og ryger tilbage igen, siger hun.
Mangler netværk
Formand for Landsforeningen LEV, Sytter Kristensen er enig i, at mange af de domfældte udviklingshæmmede mangler nogle at støtte sig til, hvad enten det drejer sig om hjælp til at bo eller hjælp til at etablere et godt netværk.
– Nogle af dem har selvfølgelig deres forældre eller nogle naturlige mødesteder, hvor de kan være sammen med pædagoger og ligesindede. Men det er ikke dem alle, der har et godt nok netværk. Hvis man ikke har nogle, der kan hjælpe én, kan det være meget svært at håndtere friheden. Det er faktisk et større problem, når de mangler et netværk, end når de ikke kan finde ud af at bo selv. For det er lettere at give dem støtte til at bo i en lejlighed end at hjælpe dem med at skaffe et netværk, siger hun.