Du er jo kun studerende, grinte drengen...
Dette er historien om Peter. Om en pædagogstuderende der fik sin drømmepraktikplads – men som få måneder senere var mærket for livet – og i dag er førtidspensionist
Det er sidst på dagen. Tusmørke. Peter ligger sammenkrøbet på græsset. Forsøger at skærme ansigtet mod drengens spark og slag. Han bliver ramt i maven, på brystet og i skridtet. Da slagene aftager, kan han ikke orientere sig. Hvor er drengen? Står han lige bagved? Eller er han forsvundet?
Så hører han sirenerne fra ambulancen og politibilen. Og lige dér – ved den skærende hylen – ved han, at det her er alvorligt. Og da bliver han bange. For første gang i hele forløbet. Bange.
Åben dør
Peter er 31 år og far til to børn, da han i forbindelse med pædagoguddannelsen skal ud i sin anden lønnede praktik. Drømmen er at komme til at arbejde med utilpassede unge, og derfor er han også glad, da han tager til ansættelsessamtale på en døgninstitution for børn og unge.
Til samtalen kommer praktikstedet kort ind på, at der er nogle af de unge, der godt kan finde på at reagere voldsomt. At der da har været nogle episoder med vold – men ikke hvilke. Ledelsen er dog ikke urolig. Peter er jo mand, og desuden er man aldrig alene på en vagt, så han skal nok klare sig.
Holdningen er, at mænd godt kan klare at få et par på hovedet. Det er ikke noget, der bliver sagt. Det er bare en fornemmelse, han har.
Peter mener ikke, at han har en adfærd, der kan virke provokerende på de unge. Han kommer for at bidrage med noget positivt til deres hverdag.
Og Peter gør desuden opmærksom på, at han – på grund af mén fra en tidligere ulykke – ikke vil stå i første række, hvis der skulle opstå noget voldsomt. Dog vil han heller ikke lade en kollega i stikken. Og så bliver der ikke talt mere om vold, eller om, hvordan stedet forholder sig til risikoen.
Det bliver der heller ikke, da praktikperioden begynder. Et par gange tænker Peter på risikoen. For eksempel den aften, da en kollega fortæller om en dreng, der engang stak en medarbejder med en brødkniv.
Hverken kolleger eller ledelse taler om, at man kan blive bange eller nervøs i arbejdet med de unge. En beredskabsplan i tilfælde af vold, bliver Peter heller ikke introduceret for. Da han stil
ler spørgsmål ved, hvorfor der er en regel om, at døren skal stå åben ind til den sovende nattevagt, får han at vide, at det er fordi de unge skal have adgang til en voksen på alle tider af døgnet.
Peter bryder sig ikke om situationen, og han siger, at han synes, det er ubehageligt.
Men sådan er det bare, hvis man vil arbejde der, får han at vide.
“Jeg smadrer jer”
Michael er 16 år og anbragt på institutionen.
En eftermiddag er han sammen med nogle andre unge i området omkring institutionen, og da han vender tilbage, er han beruset og har været oppe at slås. Han skal på skadestuen. Det er noget med benet. Drengen er aggressiv. Siger til Peter og den anden, der er på vagt på afdelingen, at han smadrer dem, hvis de rører ham. Og Michael gentager det: “Jeg smadrer jer…” og prikker Peter hårdt på brystet.
Peter er rolig. Han tænker, at drengen gør det svært for sig selv. Men han er ikke bange og overvejer ikke, at han bør passe på sig selv i situationen. Kollegaen er garvet, så Peter læner sig op af ham.
De to kører af sted med Michael til skadestuen. Da de sidder i venteværelset fortsætter Michael med at true og råbe. Peter beder personalet om, at de kan komme foran i køen, da Michaels adfærd påvirker både de andre patienter og personalet. Og det lykkes.
Hver gang Peter forsøger at tale Michael til ro, siger Michael, at Peter jo kun er studerende, og at han derfor ikke kan bestemme noget.
Tilbage på institutionen eskalerer Michaels vrede. Han forsvinder ud igen, og Peter og kollegaen følger efter. Forstanderen har givet besked på, at Michael skal holdes inden døre.
Der er kaos. De andre børn er påvirkede af situationen. Michael råber, at de får tæsk, hvis de rører ham, og hans arme cirkler rundt i luften som møllehjul.
Han krydser en vej, biler dytter, og han løber smågrinende af sted. Ned over græsplænen og forsvinder. Kort efter bliver der ringet fra en anden afdeling. Michael er ved at lave ravage derovre.
En pædagog eller et barn er vist nok blevet ramt i farten. Peter og kollegaen skynder sig derhen. De møder Michael i døren. Han løber ud. Fråden står om munden på ham. Peter tænker kun på, at de skal have ham inden døre, sådan som forstanderen har bedt om, og at de skal beskytte Michael mod sig selv.
Peter lægger roligt en hånd på Michaels skulder. Drengen vender sig om. Og knytnæveslaget rammer Peter på skulderen. “Du er kun studerende”, griner Michael hånligt.
En kollega forsøger at overmande Michael, men han vrider sig løs. Michael raser. Arme og ben går på ham.
Det er snart mørkt, og Peter tænker, at nu gælder det bare om at få drengen inden døre, så han ikke forsvinder for dem i mørket. Så han går hen og tager rundt om Michael for at føre ham med sig. Drengen vrider sig fri. Første spark rammer direkte i skridtet. Michael griner. Peter falder om i græsset. Og så følger de næste spark.
Dropper ud
Denne dag bliver Peters sidste på døgninstitutionen. Efter overfaldet bliver han sygemeldt. Sparkene og slagene har ramt lige der, hvor han havde skader fra den tidligere arbejdsulykke. Og en operation venter forude. Men Peter vil ikke opgive at gennemføre sin praktik, så han får kontakt med en børnehave, hvor han kan færdiggøre den.
Det bliver til to operationer på grund af de alvorlige skader. Det bliver til samtaler hos en krisepsykolog, og det bliver også til et par eksaminer, men så klarer Peter det ikke længere. Sommeren sidste år må han droppe ud af seminariet før specialeskrivningen. Han har det så dårligt psykisk, at han ikke er i stand til at gennemføre det. Samtidig føler han overhovedet ikke, at han bliver taget alvorligt af praktikstedet, for han føler, han må presse på, før forstanderen for døgninstitutionen vælger at anmelde overfaldet til politiet.
Peter bringer Socialpædagogerne ind i sagen, og så kører hele maskineriet. Der ender med, at han får anerkendt skaderne som arbejdsskade, får erstatning, får papir på, at han er 20 procent psykisk invalideret og han får førtidspension dels på baggrund af den tidligere ulykke og dels på baggrund af overfaldet. 32 år gammel.
Pensionen har sikret familiens økonomi, men den skaber også tvivl i Peter om hans identitet – hvordan vil andre opfatte ham?
Han sover ikke godt om natten. Han har ondt. Han er bange og retssagen mod Michael gør, at der bliver rippet op i episoden igen.
Peter vender det hele mod sig selv. Var det hans egen skyld?
På vagt
Michael bliver dømt tyve dages betinget fængsel for vold mod tjenestemand i funktion.
I dag har Peter droppet tanken om nogensinde at gøre sin uddannelse færdig. I stedet forsøger han at skabe sig en hverdag, som er så normal som mulig, og som ikke er fyldt op med overfaldet. Det må ikke styre hele hans tilværelse. Alligevel er han præget af det, der skete den eftermiddag for to år siden. Direkte nervøs er han ikke blevet, men han er mere bevidst om potentielle farer omkring sig. Når han går på gaden og møder en flok unge, der minder om Michael, går han diskret forbi. Trækker sig ind til siden, hvis de fylder fortovet.
Og han er på vagt. På de gode dage kan han godt kontrollere det. På de dårlige låser han hoveddøren ved højlys dag.
Artiklen er blevet til efter interview med Peter. Navnene i artiklen er ændret og enkelte oplysninger er ændret af hensyn til Peters og institutiones anonymitet.
På Vold som udtryksforms hjemmeside kan du læse temaet ”Vold mod studerende i praktik.” Her finder du blandt andet finde rapporten ”Vold mod studerende i praktik – en spørgeskemaundersøgelse” fra 2000 og pjecen ”At arbejde med mennesker kan give ar på krop og sjæl.”