Kan du ikke klare mosten
Det er ikke lykkedes for de nyoprettede jobcentre at skabe en bedre jobformidling. Faktisk er tre ud af fire ledige ikke blevet tilbudt et eneste job inden for den seneste måned. Det viser en undersøgelse LO’s nyhedsbrev A4 foretog i begyndelsen af april i år. Andre bekymrende resultater er, at af de ledige, der har fået et jobtilbud, mener kun hver tredje, at tilbuddet er relevant. Tre ud af fire søger selv flittigt job, mens lige så mange afviser, at de får nogen hjælp eller støtte fra jobcentret. Kun hver sjette ledige føler, at jobcentret hjælper dem med at komme tilbage i arbejde. Når det drejer sig om kontanthjælpsmodtagerne, har hele 82 procent ikke fået tilbudt et eneste job. Sådan så situationen ud tre måneder efter, at kommunerne overtog hovedansvaret for den offentlige jobformidlingen i landet. Det gør den trods et markant krav fra politisk side om, at der skal direkte fokus på at skaffe ledige i job. Det sker på et tidspunkt, hvor virksomhederne råber højere på nye medarbejdere end tilfældet har været i nyere tid. Hvis ikke det i den nuværende gunstige konjunktur er muligt at få mennesker i arbejde, hvornår er det så muligt? Vi ved godt, at det er svært at lægge to så store systemer som den statslige Arbejdsformidling og den kommunale beskæftigelsesforvaltning sammen. Men når undersøgelsen også afslører, at jobkonsulenterne har fire timers administration, hver gang de har en times borgerkontakt, så er det ufatteligt, at ingen griber ind. Vi synes personale og chefgrupperne i jobcentrene har fat i noget væsentligt, når de foreslår en tremåneders administrationspause i jobcentrene. Prøv – og udbred pausen til også at gælde for akassernes indsats med at få folk i arbejde. Skrot kontrollen og fokuser på at få folk i arbejde – der er alt at vinde og kun blanketter at tabe.
Der skal hår på brystet. Ikke noget med en dunet overflade – der skal seje, stride børster til, hvis man skal være socialpædagog. For som praktikant skal man kunne klare et par på hovedet, spark, trusler og overfald. Det hører med, og kan man ikke klare mosten og piver for nedrullede gardiner, når man kommer hjem, så er det nok ikke socialpædagog, man skal være.
Sådan en holdning risikerer studerende, der kommer ud i specialpraktik, at møde blandt kollegerne, mener Dorthe Perlt. Hun er konsulent i projektet Vold som Udtryksform – koordineret af Social Udviklingscenter (SUS).
– Mange går de første to-tre måneder af praktikken og har det dårligt, fordi man føler sig truet og har ondt i maven allerede aftenen inden, man skal på arbejde. Resultatet er, at man kan begynde at tvivle på, om man overhovedet kan finde ud af det, man skal. Mie Dinesen
|
– Det er et problem, at på nogle arbejdspladser, lever holdningen om, at man skal have hår på brystet – også som praktikant – i bedste velgående. Man skal forvente, at få nogle på hovedet i arbejdet, siger hun.
– Det kan godt være, at man som socialpædagog forventes at have en del hår på brystet, men det er ikke ensbetydende med, at man – og heller ikke de studerende – skal have det. Man kan godt blive en god pædagog alligevel.
For særlige mennesker
“Jeg smadrer dig” hviskede han ofte i hendes øre, når hun gik forbi ham. Mie Dinesen, der er ved at uddanne sig til pædagog, afsluttede for et halvt år siden sin specialpraktik. Hendes oplevelser på værestedet satte tanker i gang. Og da hun mødtes med sine medstuderende på seminariet halvvejs henne i praktikken, gik det op for hende, at hun ikke var den eneste, der gennem praktikken blev konfronteret med en risiko. Risikoen for at blive udsat for vold eller trusler om vold.
Kontakten til vejlederen var dårlig og kollegerne på arbejdspladsen turde Mie Dinesen ikke fortælle om sine oplevelser. I stedte blev de til en fast forankret frygt og en tvivlen på sine evner og en mangel på lyst til at arbejde inden for specialområdet.
Historier fra Mie Dinesens studiekammerater fik hende til – sammen med tre andre studerende – at lave et projekt på seminariet om studerende, der udsættes for vold. Hun fandt nemlig ud af, at mange havde fået de samme erfaringer under praktikken som hun selv.
– Vi er nødt til at sætte fokus på det, for det virker som om, folk ikke er ordentlig rustet til det. Og blandt de mandlige studerende kan der være en del konkurrence om at kunne klare udfordringen i specialpraktikken. Og derfor bliver der heller ikke snakket om det, når det sker. Det kan være svært at indrømme som 30-årig mand, at man bliver bange, fordi en dreng sparker en. Julie Manley Vorsaa, formand for PLS
|
– Man skulle være “tough” ude på praktikstederne, ellers skulle man ikke være sådan et sted. Alle dem jeg talte med oplevede, at det var den stemning, der herskede, fordi dem, der arbejder der, er vant til det, fortæller Mie Dinesen.
– Og det er rigtigt, at man skal være “tough”, men som praktikant er man ikke rustet til det. Mange havde slet ikke talt med praktikvejlederen om risikoen inden og var slet ikke bevidste om, at det kunne ske, siger hun.
Stadig et problem
Dorthe Perlt fra Vold som Udtryksform har i flere år beskæftiget sig med studerende fra blandt andet pædagoguddannelsen og var blandt andet med til i 2000 at lave en undersøgelse, som Socialpædagogen tidligere har omtalt (nr. 10/2002). Undersøgelsen viste, at to ud af tre på social – og sundhedsuddannelserne, bliver udsat for vold i deres praktik.
I dag, syv år senere, eksisterer problemet stadig i bedste velgående, siger hun og henviser til en opgørelse af de ti farligste fagområder, som Arbejdstilsynet lavede i 2005. Her lå pædagoger på døgninstitutioner på førstepladsen i forhold til risikoen for at være udsat for vold. Og på andenpladsen i forhold til trusler om vold.
– Sammen med den øvrige stigning i arbejdsvold – er det logisk, at problemet også er aktuelt for de studerende. Det er også det, vi hører, når vi er ude og holde oplæg for studerende, siger Dorthe Perlt, der også fortæller, at der på arbejdspladserne kan være forskel på, om man registrerer volden alt efter, om det er gået ud over en medarbejder eller en praktikant.
– Det særlige for de studerende er, at man på arbejdspladserne ikke er så bevidste om, hvad det betyder for praktikanterne at opleve vold. Det bliver ikke altid registreret, når de udsættes for noget – hverken vold eller trusler. Og jeg tror det skyldes, at arbejdspladserne ikke er klar over den indvirkning, det har på praktikanterne, vurderer hun.
For de voldelige overfald og truslerne har konsekvenser for de studerende.
– Oplevelserne giver en dårlig grobund, hvis der senere kommer lignende oplevelser. For på et eller andet tidspunkt vil filmen knække. Og ofte får de studerende berøringsangst med en bestemt gruppe brugere, så de efterfølgende ikke vil arbejde med den gruppe, forklarer Dorthe Perlt. Hun fortæller også, at de studerende sjældent sygemelder sig efter at have været blevet udsat for vold.
– Det sker først, når de kommer tilbage til seminariet, for de studerende holder ud, fordi de gerne vil bestå praktikken.
Dorthe Perlt mener, at ansvaret for at hjælpe de studerende i praktikken primært ligger hos praktikvejlederen.
– Men også hos de øvrige medarbejdere på praktikstedet. De spiller en stor rolle. De bør være opmærksomme og give støtte og aldrig negligere det, som praktikanten bliver udsat for.
Støv planerne af
Når en pædagogstuderende udsættes for vold eller trusler om vold, så findes årsagen ofte i usikkerheden, siger Dorthe Perlt.
– Praktikanter har ikke et godt nok kendskab til en brugergruppe, de står overfor. Derfor ved de heller ikke, hvad deres handlinger betyder for brugerne. Og alt andet lige er praktikanter ofte yngre mennesker, der generelt ikke har så megen erfaring i for eksempel at sætte grænser, forklarer hun.
Volden eller truslerne opstår blandt andet i situationer, hvor praktikanten skal stille krav til en bruger. For eksempel når man skal bede en bruger om at komme ind og spise aftensmad.
– Og når så der er sket noget, er det mest kæresten, veninderne eller familien, som den studerende taler med om det.
Dorthe Perlt opfordrer samtidig til, at arbejdspladserne finder deres beredskabsplaner frem for at tjekke, om de har ligget så længe, at støvet har lagt sig godt til rette på dem, eller om de er opdaterede. Planerne bør indeholde procedure for, hvad arbejdspladsen gør i tilfælde af vold.
– En stor del af de steder, der har beredskabsplaner, bliver de brugt. Men jeg har også set beredskabsplaner, hvor kontaktnumre til medarbejdernes pårørende er forældede. For eksempel er nogle blevet skilt eller ægtefællen er død. Derfor bør planerne justeres, og nye medarbejdere skal kende dem.
Ikke rustet til praktikken
Også hos Pædagogstuderendes Landssammenslutning (PLS) genkender man problemet med, at praktikanter ude på arbejdspladserne møder en holdning om, at man skal kunne klare mosten.
– Vi får henvendelser fra studerende, der er blevet udsat for vold i praktikken. Og fra dem hører vi om, at der blandt pædagogerne er en “machoånd”, der gennemsyrer arbejdspladsen. At arbejdskulturen er, at vold er en del af arbejdet og “du er jo også studerende”, fortæller Julie Manley Vorsaa, formand for PLS, der understreger, at der naturligvis er arbejdspladser, som klæder de studerende godt på til praktikforløbet og som er opmærksomme på risikoen for vold undervejs.
– Det her er ikke kun et arbejdsmiljøproblem, det er en pædagogfaglig udfordring, og det lægger op til, at man skal have en faglig viden om, hvorfor konflikter opstår.
PLS tager blandt andet emnet op, når de holder oplæg på seminarierne, inden de studerende skal ud i praktik.
– Vi er nødt til at sætte fokus på det, for det virker som om, folk ikke er ordentlig rustet til det. Og blandt de mandlige studerende kan der være en del konkurrence om at kunne klare udfordringen i specialpraktikken. Og derfor bliver der heller ikke snakket om det, når det sker. Det kan være svært at indrømme som 30årig mand, at man bliver bange, fordi en dreng sparker en. Og generelt vil studerende gerne ud at vise, hvad de kan i praktikken.
Julie Manley Vorsaa pointerer, at når de studerende påvirkes af vold eller trusler om vold, er det ikke ensbetydende med, at de ikke egner sig til at være pædagog.
– De studerende er ude i praktik som en del af undervisningen, så praktikstedet er jo et uddannelsessted. Derfor bør praktikstederne være opmærksomme på, at det er studerende, der kommer ud og giver dem en ordentlig introduktion til beredskabsplanerne og give dem så få alenevagter som muligt til at starte med, mener Julie Manley Vorsaa og tilføjer, at det kræver en kompetent praktikvejleder.
– Ellers risikerer de studerende, der udsættes for vold i praktikken, at blive ramt på deres faglighed. De tænker, at de nok ikke er gode nok til jobbet, og det bliver tabu, fordi de ikke vil fremstå som dårlige pædagoger, siger hun.
Den urørlige pædagog
Pædagogstuderende Mie Dinesen fandt ud af, at rigtig mange af hendes medstuderende havde følt sig truet i specialpraktikken. I forbindelse med sit projekt om vold i praktikken, kom historierne op til overfladen. De studerende oplevede det som tabu at indrømme over for kollegerne, at man var bange.
– Det blev til en konkurrence om at være “den urørlige pædagog”. For eksempel kunne det være svært at bede en kollega om hjælp, fortæller Mie Dinesen.
– Mange går de første totre måneder af praktikken og har det dårligt, fordi man føler sig truet og har ondt i maven allerede aftenen inden, man skal på arbejde. Resultatet er, at man kan begynde at tvivle på, om man overhovedet kan finde ud af det, man skal, forklarer hun ud fra de samtaler, hun har haft med medstuderende. Selv havde hun ikke lyst til at fortsætte med at arbejde med den brugergruppe, hun arbejdede med som praktikant.
– Og det er jo ærgerligt, for i dag kunne jeg godt finde på at arbejde i et job med en risiko for vold. Det afhænger udelukkende af, om der er et arbejdsmiljø, hvor man kan læsse af. For efter nogle måneder havde jeg fundet ud af, hvordan jeg skulle takle beboerne. Men for nogle studerende risikerer praktikken at blive et fagligt og et personligt nederlag, siger Mie Dinesen.
På Vold som udtryksforms hjemmeside kan du læse temaet ”Vold mod studerende i praktik.” Her finder du blandt andet finde rapporten ”Vold mod studerende i praktik – en spørgeskemaundersøgelse” fra 2000 og pjecen ”At arbejde med mennesker kan give ar på krop og sjæl.”