icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Udsatte børn

Hun er 15 år og venter på en plads i skolen

Dorthe har ikke været i skole siden foråret 2007, fordi der ikke er plads til sådan en som hende i folkeskolen, og der er ingen ledige pladser på en specialskole

  • Af Lone Marie Pedersen
  • 08-2008 /

Dette er historien om Dorthe. Fortalt af hendes mor og suppleret med oplysninger fra Dorthes sag på et opholdssted, hun har boet på. Dorthe er ikke hendes rigtige navn.

Forældrene har givet socialforvaltningen i Fredensborg Kommune fuldmagt til at udtale sig om Dorthes sag til Socialpædagogen, men kommunen ønsker ikke at udtale sig om den konkrete sag. Leder af familieafdelingen Bente Hovgaard siger: 

– Jeg er ikke enig i at behandle enkeltsager i pressen. Jeg synes ikke det er i orden af hensyn til familien. Det er at udstille dem, og de kan ikke være tjent med, at vi sagsbehandler i pressen.

 Dorthe går og venter. Venter på, at hun kan komme i skole. Hun er 15 år og har ikke gået i skole siden sommeren 2007, hvor hun måtte opgive at gå i en almindelig folkeskole. Hun skal i en specialskole. Og det er her, hun venter på, at kommunen finder en plads til hende. 

Den første uge går godt. Men så begynder Dorthe at snitte sig i armen, måske som en  reaktion på, at hun føler sig valgt fra af en af de andre beboere. Hun vil ikke gå i den interne skole, og  hurtigt  eskalerer situationen.

Dorthe har aldrig været helt som andre børn. Hun var senere til at gå og til at tale, og allerede i børnehaven fik hun ekstra pædagogisk støtte. Det fortsatte ind i folkeskolen, hvor hun startede i specialklasse, fordi hun var, som det blev sagt, sent udviklet med en lavere intelligenskvotient end det gennemsnitlige skolebarn. Og det viste sig ved, at hun blandt andet havde svært ved at lære at læse og skrive.

Da Dorthe var omkring 13 år, blev hun flyttet over i almindelig folkeskole, fordi man vurderede, at det kunne hun godt klare. Hun fik ekstra støtte i timerne og til lektierne. 

Dorthe var meget glad for at komme i den almindelige folkeskole og gav den virkelig en skalle med lektierne. Hun prøvede at beherske sit temperament, der ofte havde skabt problemer for hende og for omgivelserne. Det gik godt omkring trekvart år, men efterhånden blev det sværere og sværere for Dorthe at klare sig. Hun kunne mærke, at hun ikke var som de andre skoleelever, og hun blev aldrig en del af fællesskabet.

Hun blev derfor flyttet tilbage til den specialskole, hun tidligere havde gået på.  Dorthe reagerede voldsomt i den periode og blev beskrevet som en pige med et lavt selvværd. Hun var meget isoleret i forhold til de andre elever.

Heller ikke hjemme hos forældrene gik det godt med Dorthe. Hun er den midterste af syv søskende, og der var mange diskussioner og sammenstød mellem Dorthe og hendes forældre. Hun truede med selvmord, og det hele endte med, at forældrene kontaktede kommunen for at få hjælp.

Dorthes aflastningsfamilie meldte også fra, fordi den ikke længere kunne klare hendes besøg.

Efter en lille uge med ballade og uro blev Dorthe anbragt på en akut døgninstitution. Det var i juni 2007. Hun var 14 år.

Socialforvaltningen har kendt familien gennem flere år. Ikke kun på grund af Dorthe, men blandt  andet også fordi en af Dorthes ældre søskende har været anbragt uden for hjemmet. Og en yngre søskende er i øjeblikket anbragt.

Det går bare slet ikke

Dorthe har mange konflikter på døgninstitutionen og truer ofte med selvmord. Hun svinger mellem at være grædende og trist til at være højtråbende og vred. Døgninstitutionen indberetter flere magtanvendelser på Dorthe. Politiet bliver en enkelt gang tilkaldt for at fastholde Dorthe, der beder politiet om at skyde hende. Nogle gange stikker hun af fra døgninstitutionen, og to gange bliver hun indlagt på psykiatrisk hospitals voksenafdeling. 

Undervejs i forløbet ordinerer en vagtlæge det antipsykotiske præparat truxal, som hun kan tage “efter behov”. Men Dorthe kan ikke administrere at medicinere sig selv, så realiteten er, at hun ofte ikke tager sin medicin.

En planlagt psykiatrisk udredning på Dorthe bliver udskudt, da hun skal flytte til en mere permanent anbringelse på et opholdssted.

I et par måneder har familien, kommunen og opholdsstedet forberedt Dorthes indflytning, blandt andet har hun, forældrene og hendes farmor besøgt opholdstedet. 

Den 1. oktober 2007 flytter hun ind på opholdsstedet og bliver fulgt af to medarbejdere fra kommunen, forældrene og sin farmor. Ved den lejlighed giver en af medarbejderne en kuvert med Dorthes journal til lederen af opholdsstedet. Det sker, da de siger farvel.

Først her bliver lederen vidende om, at Dorthe med politiets hjælp har været indlagt på psykiatrisk hospital, at hun har massive psykiske problemer, at der har været adskillige magtanvendelser  fra hendes tidligere anbringelse, og at hun har fået ordineret truxal.

Lederen kan ikke nå at forberede personalet på det nye barn, ej heller er der mulighed for at sige fra, selv om Dorthes problemer umiddelbart ligger uden for opholdsstedets kernegruppe.

Den første uge går godt. Men så begynder Dorthe at snitte sig i armen, måske som en reaktion på, at hun føler sig valgt fra af en af de andre beboere. Hun vil ikke gå i den interne skole, og hurtigt eskalerer situationen. Dorthe kalder medarbejderne for “bøsserøve” og “klamme ludere”, smadrer låsen til rummet, hvor hendes cykel står. Ødelægger mange andre ting og truer med at begå selvmord, slår medarbejderne og smadrer opholdsstedet.

Det kulminerer en aften, og opholdsstedet beslutter i samråd med forældrene, at Dorthe skal indlægges på psykiatrisk hospital. Opholdsstedet kontakter det lokale politi om hjælp, men her har man ikke tid til at hjælpe, og det psykiatriske hospital afviser at tage imod hende, da man kun indskriver efter visitation. Og skadestuen vil heller ikke tage hende, da man kun modtager patienter, der selv ønsker at blive indlagt. Dorthe vil ikke tale med den tilkaldte vagtlæge, der undersøger om Dorthe kan komme til “afkøling” i den lokale detention. Men politiet afviser med henvisning til, at det er en social sag for myndighederne. Dorthes hjemkommune, der er kontaktet, har ikke noget bud på, hvad der skal ske med hende.

De næste dage fortsætter Dorthe med at smadre ting, nægter at tage sin medicin og truer de andre beboere. Og efter godt en uge på opholdsstedet bliver hun igen flyttet. Denne gang til en døgninstitution i hjemkommunen. Dorthe er 14 år.

Her bor Dorthe godt en måned. Hun går ikke i skole og tilbringer ifølge forældrene dagen med “ingenting”. Forældrene rykker kommunen for et  skoletilbud. Hun har det svært nok i forvejen med indlæringen, og nu har hun efterhånden ikke været i skole i flere måneder.

Da der ikke rigtig sker noget med Dorthe, vælger forældrene omkring november 2007 at tage hende hjem fra døgninstitutionen. Siden har Dorthe boet hjemme og har en personlig kontaktperson, som hun er sammen med nogle timer om ugen.

Den 28. februar i år får forældrene at vide, at forvaltningen har fundet et egnet sted til Dorthe.

Desværre vil der gå mellem fire og fem måneder, før der er en ledig plads, fortæller forvaltningen.

Det venter Dorthe på.