Skulkende skolebørn
Mange børn pjækker fra skole, men udsatte børn gør det mest. Samarbejdet mellem skole og socialforvaltning fungerer ikke godt nok, og det skal der nu gøres noget ved, siger undervisningsministeren
Nu er det slået fast: Svage børn har stort fravær fra skolen. En netop offentliggjort undersøgelse fra Undervisningsministeriet viser, at mange børn pjækker fra skolen, og at det er de børn, som de sociale myndigheder i forvejen kender, som er mest væk.
Undersøgelsen fortæller også, at de sociale myndigheder og skolerne ikke er gode nok til at samarbejde om at løse problemet med skulkende skolebørn. Det vil undervisningsminister Bertel Haarder (V) have rettet op på. For undersøgelsen viser også, at det går bedst for barnet, når myndighederne arbejder sammen.
Omkring 6.300 børn følger ikke deres skolegang ordentligt, og pjækkeriet er især stort i de ældste klasser. I perioden fra 1. september 2006 – 30. april 2007 har børnene haft et ulovligt fravær på mere end 20 dage, og 500 af disse børn har et fravær på mere end 90 dage. Oven i skal lægges såkaldt lovligt fravær, der sker med skolens tilladelse. Det kan eksempelvis være sygdom.
Ifølge skolelederne er det især børn med komplekse og sociale problemer, som har det største fravær.
Resultatet i Undervisningsministeriets undersøgelse bekræfter det, som andre undersøgelser viser. Socialpædagogerne offentliggjorde sidste år en undersøgelse, der viste, at halvdelen af de børn og unge, der var anbragt på sikrede døgninstitutioner, havde forladt skolen uden folkeskolens afgangsprøve.
Børnesagens Fællesråd har undersøgt skolegangen hos de børn, der i 2006 var anbragt på opholdssteder og døgninstitutioner. 21 procent af de anbragte børn havde forud for anbringelsen ikke været i skole i mellem to til 18 måneder. I gennemsnit havde børnene ikke været i skole i seks måneder.
Samme undersøgelse viser også, at undervisning ikke er et særligt fokuspunkt for socialforvaltningen, for kun i halvdelen af anbringelserne har socialforvaltningen skrevet i handleplanen, hvilke krav der er til den undervisning, som det anbragte barn skal have. Og det på trods af at kun en tredjedel af de anbragte børn kommer fra det normale skolesystem.
Samarbejde er svaret
Selv om børnenes pjækkeri er åbenlys, kniber det tilsyneladende for myndighederne at finde ud af, hvordan de skal gribe ind. Budskabet fra skolen om, at der er noget galt med en skoleelev, når tilsyneladende aldrig frem til socialforvaltningen. Begge parter står da også rimeligt famlende over for, hvad de skal gøre. Således har 72 procent af kommunerne og 70 procent af skolerne ingen skriftlige, fyldestgørende procedurer for håndtering af elevernes fravær.
De steder, hvor der er et godt samarbejde mellem skole og socialforvaltning, ser det ud til, at længerevarende frafald er lavere end de steder, hvor samarbejdet ikke fungerer. Derfor overvejer undervisningsminister Bertel Haarder at etablere et beredskab for skolernes samarbejde med de sociale myndigheder.
– Der er tale om unge, der kæmper med en lang række problemer, som ikke kan løses isoleret af skolen. Derfor skal vi blive bedre til i fællesskab at tage hånd om de unge.
Han vil selv forsøge at samle de involverede myndigheder for at få skabt en dialog:
– Flere undersøgelser har peget på styrken, men også på vanskelighederne ved at samarbejde på tværs af sektorerne. Jeg vil derfor tage initiativ til, at Undervisningsministeriet, Velfærdsministeriet og Kommunernes Landsforening sætter sig sammen for at finde ud af, hvad vi kan gøre for at skabe en bedre sammenhæng mellem elevens skolegang og den sociale indsats.
Det lyder fornuftigt
Næstformand hos Socialpædagogerne, Benny Andersen, har et meget konkret forslag til, hvordan skole- og socialforvaltningen kan nå hinanden:
– Hvorfor ikke lade den socialpædagog, som kender familien, tage barnet i hånden og følge det i skole. Det er vigtigt at få tilbuddene om at tale sammen, så de børn og familier, som det handler om, ikke oplever, at det er to forskellige myndigheder.
– Mange af dem, vi er i kontakt med, har alt for længe fået lov til at være fraværende fra skolen. Og for de børns vedkommende gælder det, at de ikke har en kinamands chance for at komme videre i livet med mindre, de går i skole og får de faglige kompetencer i orden.
– Så overordnet set lyder det fornuftigt, at undervisningsministeren nu lægger op til et mere formaliseret og tæt samarbejde mellem skolerne og socialforvaltningerne.
– Det fremgår jo helt tydeligt af undersøgelsen, at der skal tænkes i helheder, hvis de børn skal samles op. Vi har foreslået, at der bliver oprettet ressourcecentre i kommunerne, hvor man kan samle og udnytte viden og ressourcer til det her område. Man kunne for eksempel forestille sig, at der her bliver lavet en helhedsplan for, hvordan man holder børnene fast i skolen.