icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kommunevalg 2009

Nordjysk protest mod spareplaner

Socialpædagogerne i Kreds Nordjylland gik på gaden for at kæmpe mod påtænkte besparelser i Aalborg og Mariagerfjord

  • Af Jens Nielsen
  • 20-2009 /

Uansvarligt. Det hænger slet ikke sammen. Markant ringere forhold. Ren og skær opbevaring. Ordene er direkte og hårde i bedømmelserne af de spareplaner på det særlige sociale område, som kommunalpolitikerne i henholdsvis Aalborg, Mariagerfjord og Frederikshavn forhandler næste års budget ud fra.

Og udsigterne til store nedskæringer fik Socialpædagogernes Kreds Nordjylland til at kalde til demonstration i Aalborg, mens socialpædagogerne i Mariager troppede op til byrådsmødet, hvor spareplanerne var til 1. behandling.

I Aalborg er der i sparekataloget lagt op til en besparelse på 70 millioner kroner på anbringelsesområdet over de næste to år – 20 millioner i 2010 og 50 millioner i 2011.  Det er mere end 10 procent af de penge, der i dag bruges på udsatte børn og unge i Aalborg.

-Det er uansvarligt, og det hænger slet ikke sammen. Der er intet, der tyder på, at der i de kommende år bliver færre børn og unge i Aalborg, der får brug for en anbringelse uden for hjemmet. Tværtimod, siger kredsformand Peter Kristensen.

Også hjemløse og misbrugere i byen er udset til at bære nedskæringer: I sparekataloget er der lagt op til en besparelse på 3,1 millioner på hjemløseområdet. Og døgninstitutioner og tilbud inden for det særlige sociale område skære to procent af budgettet næste år.

Store dele af de sociale områder, der nu skal spare, ligger inden for de opgaver, som Aalborg Kommune overtog i forbindelse med kommunalreformen, og  kredsformand Peter Kristensen er på det rene med, at kommunerne ikke har fået penge nok til at løse de nye opgaver, de fik.

-Men det er ikke rimeligt at sende regningen videre til de svageste i kommunen og bare lade dem selv finde besparelserne, siger han.

H elt ind i benet
I Mariagerfjord Kommune lægges der op til besparelser, som kommer til at ramme de udviklingshæmmede borgere. Ti fuldtidsstillinger skal der skæres væk, lyder oplægget til kommunalpolitikernes forhandlinger.

-Besparelserne skærer ikke ind til benet, men helt ind i benet denne gang. Jeg tror desværre ikke politikerne ved ret meget om, hvordan dagligdagen er for de handicappede. Så ville de ikke kunne foreslå at skære så dybt i servicen over for disse svage borgere, siger Hanne Batsberg Larsen, der er fællestillidsrepræsentant i kommunen.

Gennemføres nedskæringerne vil det for eksempel  betyde, at der på det helt nye tilbud for multihandicappede Kirketoften nedlægges to nattevagt-stillinger, så der kun vil være én medarbejder på arbejde hver nat til at tage vare på 28 svært udviklingshæmmede beboere.

Også i Frederikshavn er den gal. Her lægges der op til besparelser blandt de allersværest udviklingshæmmede – og også her går det ud over bemandingen i aften- og nattetimerne:

-Det nærmer sig omsorgssvigt. Det er jo deres livsindhold, vi skal tage fra dem kl. 19 hver dag, siger Annemette Mortensen, der fællestillidsmand i kommunen.

Spareplanerne i det nordjyske får kredsformand Peter Kristensen til at advare:

-Hvis besparelserne bliver gennemført, så nærmer vi os en situation, hvor de udviklingshæmmede alene tilbydes ren og skær opbevaring i stedet for den udviklende socialpædagogiske indsats, de har brug for, siger han.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik