Den smukkeste dag i mit liv
Preben Meilvangs liv har været en rutsjetur ind og ud af destruktive depressioner og manier, pille- og alkoholmisbrug. Hans søster og mor begik selvmord, da han var ganske ung, og han forsøgte selv at tage sit liv i 2002. I dag er han ude af misbruget, nyuddannet pædagog, MB’er og en meget efterspurgt foredragsholder og underviser i psykiatrien
Der ligger en mand i et buskads. Man kunne tro, han sover. Man kunne også tro, han var død. Det kunne han ligeså godt have været.
Men han er kun bevidstløs.
Stille. Stille og roligt begynder han at komme til sig selv. Hans krop er tung. Så tung, så tung. Han er træt. Uendelig træt. Det er umuligt at rejse sig, så han begynder at kravle. Han kravler ud af buskadset og ud i lyset. Han ligger på en græsplæne, ser en vej et par meter foran sig. Frederikssund Hospital tårner sig op som en udvisket bygning på den anden side af vejen. Langsomt får han kæmpet sig frem til kanten af vejen. Prøver at vinke af de biler, der kommer. Men de ser ham ikke. Eller også stopper de ikke. For hvem er han, ham der ligger der? En drukkenbolt? En misbruger? Manden får kæmpet sig over vejen og falder sammen foran indgangen til skadestuen. Alt bliver sort. Han vågner op et stykke tid efter og hører en stemme sige:
-Det er alt for sent. Pillerne er fordøjet.
4 dage efter – 2. august 2002 kl. 7.15 – går manden, Preben Meilvang, ud af Rigshospitalets hovedindgang som en rask mand. Han er i mellemtiden blevet overført hertil på grund af voldsomt dårlige levertal. Han ringer til sin søn og sin datter.
-Nu klarede jeg sgu’ skærene endnu en gang. Det har hans børn hørt før. Men i stedet for at falde tilbage i depressioner, manier og alkoholmisbrug, som han har gjort et utal af gange før, bruger Preben Meilvang de næste par uger til at sætte sig mål for sin fremtid: I dag har han nået dem alle sammen. Undtagen to, som han ikke vil afsløre her, men som han føler sig overbevidst om er nået, når årstallet siger 2016.
|
Et smukt sted at dø
2. august 2002 står som det største vendepunkt i Preben Meilvangs liv. Her blev der sat et punktum for godt 25 års ’psykiatrisk karriere’, som han kalder det. Da han trådte ud i morgenluften den morgen, synes han aldrig, at verdenen havde været smukkere.
-Når man som jeg var ved at dø tre dage tidligere, forandrer verden sig. Den morgen blev jeg meget bevidst om, at jeg havde fået en gave, og jeg var indstillet på, at nu skulle tingene være anderledes, fortæller Preben Meilvang.
Få dage tidligere havde han forsøgt at begå selvmord med 100 Panodiler og 100 Imovane sovepiller.
Preben Meilvang sidder foran en psykiater på Hillerød Sygehus. Han fortæller, at han vil tage sit eget liv. At han ikke kan holde det ud mere. At hans liv er fyldt med alkohol- og pillemisbrug, vrangforestillinger og nedslidende rutsjeture ind og ud af depressioner, manier og medfølgende destruktiv social adfærd.
-Du er klar, fattet og samlet i dét, du fortæller mig, siger psykiateren.
-Du kan bare tage hjem.
Næste dag tager Preben Meilvang sin cykel. Han vil cykle op til bakkerne over Frederikssund Sygehus. Finde et sted med en smuk udsigt over fjorden. Det vil være et passende sted at dø, tænker han for sig selv. Han cykler forbi apoteket. Køber også 3 halve liters Faxe Kondi. Han ser Frederikssund Sygehus, smider i et spontant øjeblik cyklen og kaster sig ind i et buskads på den anden side af vejen. Her skyller han samtlige piller ned og falder i søvn.
I dag er Preben Meilvang 57 år gammel og definitivt ude af sit misbrug. Han er uddannet pædagog og MB’er (Medarbejder med Brugererfaring, red.) og fungerer desuden som konsulent i det psykiatriske felt. Til dagligt arbejder han på botilbuddet Slotsvænget i Lyngby og er en meget passioneret idrætsmand. En passion han især udlever som frivillig – og udøver – inden for IFS, Idræt for Sindslidende. Men især hans pædagoguddannelse betyder meget for ham.
-Kolleger og beboere på Slotsvænget kender til min baggrund. Men mit fokus er, at jeg er pædagog, og det er også som pædagog, jeg bliver mødt, fortæller Preben Meilvang, der har formået at integrere sin psykiatriske karriere i den måde, han arbejder som pædagog. En karriere, som har fået ham til at indse, at noget af det vigtigste er at indgyde håb.
-Håbet skal vandes og nurses. Jo større håb man har, jo flere drømme. Og jo flere drømme man har, jo større bliver muligheden for, at de en dag bliver til virkelighed. Det skete for mig, men det sker også hele tiden for andre sindslidende. Jeg ser det hele tiden i IFS, og det styrker mig at vide, at 60 procent af alle psykisk syge kommer sig, fortæller Preben Meilvang.
|
Fra pårørende til patient til recovery
Preben Meilvang inddeler selv sit liv i tre forløb: De første 22 år var han pårørende til sindslidende. De næste knap 30 år var han selv ind og ud af psykiatriske hospitaler, op og ned i mani og depression. Han mener selv, at Rigshospitalet har reddet hans liv tre gange.
Fra 2002 og frem til i dag har han været igennem en recovery-proces – betegnelsen for den erkendelse, at sindslidende ikke nødvendigvis er kronisk syge, men kan ’komme sig’ helt eller delvist.
Det har været en meget individuel og personlig udvikling, hvor han er gået fra fornægtelse til erkendelse. Fra afhængighed til frihed. Fra patient til person. En proces der i en vis udstrækning står i modsætning til ’rehabilitering’, som er set fra systemets side.
I den første periode af sit liv står især 9. januar 1973 meget klart i Prebens erindring.
-Det er søndag eftermiddag. Far, mor og jeg er til badminton. Min søster er hjemme på weekend, men er ikke taget med til turnering i Herlev. Vi kommer hjem til villaen – en af de her kædevillaer i Vedbæk, hvor entreen har en trappe op til køkkenet og en trappe ned til stuen og videre ned i kælderen.
-Far låser sig ind, åbner døren, og der kommer den her underlige lyd fra hans strube. En primal lyd, fuld af smerte. Jeg ved, der er noget helt galt og ser så min søster hænge i et reb fra ribben ned til kælderen. Hun har slået rebet tre gange rundt om halsen, og jeg husker, at knuderne er meget ubehjælpsomt bundet. Jeg løber op i køkkenet, henter en kniv og hjælper min far med at skære min søster ned. Jeg husker, hun har grå bukser på og en højhalset ribstriks-bluse. Lyseblå.
Søsteren er død. Det følgende år tager også Prebens mor sit eget liv. To år senere får han sine første selvmordstanker.
Men Preben Meilvangs arbejdsmæssige karriere fortsætter på fuld speed. I over 20 år arbejder han på topposter inden for international shipping. Han er udstationeret i Hong Kong, Filippinerne, Grækenland og USA. Han bliver gift. Får to børn.
Til et ukendt sted
Men samtidigt er hans liv i perioder voldsomt påvirket af en række socialt ødelæggende manier og indlæggelseskrævende svære depressioner. I perioden 1977-2002 har han fem indlæggelser på psykiatriske hospitaler. Preben Meilvang fremhæver selv indlæggelsen i 1984, hvor han første nat ligger på stue med syv andre patienter. Heriblandt den nu afdøde digter Michael Strunge (der begik selvmord i 1986, red.), som ifølge Preben Meilvang hopper rundt som en gal, og hvor det eneste, Preben ønsker, er, at han aldrig må ende som ham.
-De kommer klokken 9. To bredskuldrende portører, to sygeplejersker og min eks-kone. Jeg er så bange og voldsomt paranoid. For eksempel er jeg helt fokuseret på at huske mine briller. Jeg ligger i hospitalssengen, de kører mig ud og hen ad Rigshopsitalets lange kældergange. For enden ligger udgangen. Der står en ambulance og en politibil. Jeg er sikker på, de tager mig og kører mig væk. Til et ukendt sted. En uvis skæbne. De fører mig ned i underetagen, hvor et stort hold læger står
og venter på mig. Jeg får noget beroligende, og en kanyle indføres i min hånd. De sprøjter noget ind. De sætter elektroder på mit hoved. Jeg ligger ned og husker, at lægen siger: ’Det sidste, du føler, er en løgsmag, og så vil du være væk’.
-Herfra husker jeg ikke noget, før jeg omtumlet vågner op igen senere og har en mærkelig følelse af lettelse. Den lettelse bliver kraftigere efter hver elektrochok-behandling, jeg får. Fire uger og ni behandlinger senere er jeg rask, og jeg genoptager mit krævende shipping-job i fuldt omfang.
Men det er først i 2002, at Preben for alvor vender misbruget ryggen, erkender sin sygdom og starter et liv uden misbrug.
Den personlige udvikling han gennemgår i årene efter indbefatter blandt andet en del kurser under PsykiatriFonden, hvor især psykiatriske begreber og en vis faglighed kommer ind under huden. Men det er altovervejende det frivillige, sociale arbejde, der lærer, og ikke mindst genlærer, Preben Meilvang, hvordan man begår sig socialt og tilmed sparker lidt selvtillid ind i sjælen. Han kommer blandt andet på værestedet Under Elmene i Frederikssund, hvor han er primus motor på en række arrangementer. Et sted, han stadigvæk i dag besøger.
|
’Jeg er idrætsmand’
Men det er især Idræt for Sindslidende, IFS, der for alvor får – og til stadighed har – en afgørende betydning.
-Det frivillige arbejde er en god legeplads, hvor man kan øve sig i at være sammen med andre mennesker. Jeg lærte eller især genlærte en god social adfærd og dét at håndtere konflikter. De erfaringer gjorde, at jeg kunne lægge førtidspensionen fra mig og gå direkte ind i et lønnet arbejde. Og over det hele er jeg blevet mødt med respekt og rummelighed, forklarer Preben Meilvang.
-På det praktiske plan, i mit arbejdsliv, kan jeg se, at den proces jeg har været igennem – og her mener jeg de sidste 41 år – de er ikke spildt. Jeg har formået at integrere min psykiatriske karriere med min faglige uddannelse, og det er virkelig noget, jeg kan bruge i dag, hvor jeg kan rumme og tackle konflikter og ikke mindst agere på den rigtige måde, ligesom jeg bruger idrætten til at komme af med den vrede, jeg måtte have. Her er det jo tilladt, forklarer han og peger på et sort svedarmbånd på sin højre underarm.
-Jeg kigger på det hver dag. Når eller hvis jeg får lyst til at give efter for en trang, så minder jeg mig selv om, at jeg er en idrætsmand.
Gennem det meste af Prebens liv har idrætten betydet et slags ’helle’ for ham. Sejladsen har været en følgesved i over 50 år, og er – og især var – et rum, han gik ind i, når han havde brug for mental ro og styrke. I dag står den mest på badminton, floorball og svømning. Men Preben Meilvang er ikke i tvivl om, hvilken afgørende betydning idrætten har haft i hans liv.
-Idrætten har reddet mit liv. Den har hjulpet mig med alt. Givet mig ro. Tryghed. Succes. De sejre, jeg har haft, små som store, er som perler på en snor, der er blevet længere og længere gennem livet, og som har boostet mig og givet mig selvtillid. Og det er noget, jeg kan bruge direkte i mit arbejde, forklarer Preben Meilvang, der i de ni måneder, han har været ansat på Slotsvænget, aldrig er kommet for sent eller haft en eneste sygedag.
-Den proces, jeg har været igennem, har især været en proces i mødet med andre mennesker. Jeg opdagede, at folk ikke tog afstand fra mig, som de ellers altid gør, når man er manisk eller depressiv. I dag har jeg en følelse af anerkendelse og accept. Folk tror på mig, og alle de nederlag, jeg har haft, som jeg troede var uoprettelige, de var, kan jeg i dag se, ikke uoprettelige. Jeg kan se, at der ikke er noget, der er for sent. Og det er jo smukt. Det er virkelig smukt.
Preben Meilvang Preben Meilvang, f. 1951 i Nakskov. Brugerlærer 2006, MB’er (Medarbejder med Brugererfaring) 2007.Pædagog 2008 med speciale i recovery. Underviser og konsulent i det psykiatriske felt. Siden primo 2009: Ansat på botilbuddet Slotsvænget i Lyngby på fuld tid og normale vilkår. Psykiatrisk karriere: Fra 0-22-årig som pårørende, der kulminerede med søsterens selvmord i 1973 og moderens selvmord året efter. Herefter perioder med depression, mani, alkoholmisbrug og afhængighed af benozidiazepiner. Fem indlæggelser på psykiatriske hospitaler: 1977, 1984, 1988, 1996 og 2001. Selvmordsforsøg i 2002: 100 panodil og 100 Imovane sovepiller. 2002-2009: Syv års recoveryproces. Udøver, leder og formand i Idræt for Sindslidende. Instruktøruddannelser i badminton. Yachtskippereksaminer i sejlsport. Kapsejladsdommer og tidligere juniorleder. Kæreste med Susi. To børn, to svigerbørn og et barnebarn. |