icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Ungdomskommisionen

Tidlig indsats skal forhindre kriminalitet

Langt hen ad vejen er der sammenfald mellem Socialpædagogernes forslag og anbefalingerne fra Kommissionen vedrørende ungdomskriminalitet

  • Af Maria Rørbæk
  • 20-2009 /

Nej til en sænkelse af den kriminelle lavalder.

Ja til flere mentorordninger, mere forebyggende familierådgivning og en bedre gadeplansindsats.

Kommissionen til forebyggelse af ungdomskriminalitet lægger i høj grad vægt på forebyggelse, omsorg og støtte frem for straf og sanktioner.

Og det ligger tæt op af den indsats, som Socialpædagogernes Landsforbund foreslår som middel til at dæmme op for ungdomskriminalitet.

Socialpædagogernes Landsforbund har sendt en folder på gaden, ‘Fra skæv start til rette vej,’ der netop slår på den forebyggende, socialpædagogiske tiltag.

Et af de forslag, der både optræder i Ungdomskommissionens rapport og Socialpædagogernes folder, er en tidlig og konsekvent indsats overfor skolefravær.

-Vi ved af erfaring, at når børn og unge kommer ud i noget roderi med kriminalitet, så er det rigtig ofte startet med, at de er  droppet ud af skolen i længere perioder, siger Socialpædagogernes formand, Kirsten Nissen.

-Derfor er det vigtigt, at vi sikrer, at vi hurtigt får fat i kraven på børn, der pjækker fra skolen, og at de får tilknyttet en socialpædagog som kontaktperson. Kontaktpersonen skal blandt andet være med til at sikre, at barnet møder op i skolen, give støtte til lektielæsning og til at passe fritidsaktiviteterne og i øvrigt være en voksen i forhold til barnet.

Ud over ovenstående foreslår Ungdomskommissionen bl.a.:

  • Udvikling af et værktøj til systematisk risikobaseret identifikation af kriminelle og kriminalitetstruede børn og unge – og miljøer med høj kriminalitetsrisiko.
  • Styrket indsats over for børn og unge fra traumatiserede familier
  • Forsøg med anvendelse af konfliktråd som alternativ til straf for unge lovovertrædere
  • Indførelse af en ny bestemmelse i straffeloven, så det anses som en skærpende omstændighed ved strafudmålingen, at en person har medvirket til at en person under 15 år har begået kriminalitet.

Ungdomskommissionens udspil bliver nu sendt i høring, så blandt andre Socialpædagogerne kan kommentere den. Derefter vil regeringen i løbet af efteråret komme med et samlet forslag til en indsats mod ungdomskriminalitet.