Derfor brød Anjas anbringelse sammen
Knap halvdelen af de teenagere, der anbringes udenfor hjemmet, oplever et sammenbrud i anbringelsen. SFI har undersøgt hvorfor
Trægelænderet måtte skiftes ud med et jerngelænder. Ellers sparkede Anja tremmerne ud, hver gang der blev sat nye i. Den privatejede institution Gavnsø Huse fik virkelig sin sag for med den meget omsorgssvigtede pige, Anja, der kom til institutionen som 11-årig.
– Hun var meget voldsom. Jeg vil næsten sige, at vi ikke har haft nogen drenge, der var så voldsomt udadreagerende, som hun, selv om vi har haft mange drenge, som var dårligere. Hun var som en vildkat. Når vi åbnede døren, kunne hun finde på at springe på os – så hun havde det rigtig skidt, fortæller forstanderen Ulrik.
I løbet af de to år, hvor Anja boede på Gavnsø Huse, begyndte hun langsomt at få en relation til Ulrik.
Afslag på satelitprojekt
– Hun har aldrig været så tæt på en voksen på en gode måde, som hun var her, for hver gang hun var i konflikt, var vi nødt til at holde hende. Og det var altid mig, der sad og holdt hende. Det var flere gange om dagen. Når hun så var faldet til ro, så – jeg glemmer aldrig de øjne. Jeg synes aldrig, jeg har set nogen øjne med så dyb en sorg, når jeg kiggede ind i dem, fortæller Ulrik.
Gang på gang bad forstanderparret kommunen om at få tilført flere ressourcer til arbejdet med Anja. De foreslog blandt andet et satelitprojekt, hvor Anja kunne være alene med en pædagog meget af tiden, men de fik afslag.
Til sidst kastede forstanderparret håndklædet i ringen.
– Vi havde ikke ressourcer til, at der gik en person af til Anja. Vi havde også seks andre børn, og de havde jo lige så meget brug for voksenkontakt, som Anja havde, siger forstanderen Kirsten.
Forstanderparret fik lavet en test af Anja og beskrev hendes vanskeligheder i håb om, at hun kunne komme et sted hen, hvor der var ressourcer til at tackle hende. Men kommunen valgte at flytte Anja til en endnu større institution med endnu færre pædagogressourcer, og her brød anbringelsen sammen efter kun to måneder. Herefter oplevede Anja gang på gang på gang, at anbringelserne brød sammen. I alt har hun boet på elleve forskellige institutioner og plejefamilier – blandt andet har hun været i pleje hos en tante, som hun havde en god relation til inden anbringelsen – og som hun i dag helt har mistet kontakten til, blandt andet fordi hun endte med at slå tanten.
Et mønster i sammenbrudene
Anjas historie bliver oprullet i en ny rapport fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, der bærer titlen ‘Sammenbrud i anbringelser af unge. Erfaringer, forklaringer og årsagerne bag’.
Her har forskerteamet dykket ned i Anjas og ni andre unges anbringelseshistorier. De har både lavet dybdegående interviews med de unge og nogle af de professionelle, der har været omkring dem, som for eksempel sagsbehandlere og socialpædagoger.
Om Anja konkluderer forskerne blandt andet: ‘Forvaltningen gennemførte nogle økonomisk betingede prioriteringer, som fik alvorlig negativ indflydelse på hendes anbringelsesforløb’.
Forskerne har også lavet en spørgeskemaundersøgelse vedrørende i alt 227 teenagere (13-18-årige), der blev anbragt i 2004.
Bagefter har de analyseret interviews og spørgeskemaer for at finde et mønster. Hvad er fællestrækkene for de anbringelser, der bryder sammen – og for dem, der fortsætter?
Sandsynligheden for en stabil anbringelse er kun en lille smule større end risikoen for et sammenbrud. 44 procent af de anbragte i undersøgelsen oplevede nemlig et sammenbrud i anbringelsen – en eller flere gange.
Programleder Tine Egelund, der har været med til lave undersøgelsen, synes, at 44 procent er et højt tal.
– Det er paradoksalt, at selvom formålet med at anbringe en ung uden for hjemmet ofte er et ønske om at skabe større stabilitet i de unges liv, så fortsætter ustabiliteten tit under anbringelsesforløbet, siger hun.
Mønster i sammenbrudene
Når den enkelte anbringelse bryder sammen, vil der ofte være en tendens til at søge årsagerne hos enkeltpersonerne – så man i Anjas tilfælde tænker, at det gik galt, fordi Anja var så voldelig. Men når forskerne lægger alle brikkerne sammen, kan de også se et mønster, der går på tværs af de individuelle historier. I rapportens resumé konkluderer forskerne sådan:
– De faktorer, som ud fra spørgeskemaundersøgelsen kan påvises at øge risikoen for sammen brud, er først og fremmest ‘systemfaktorer’. Det drejer sig dels om sagsbehandlerskift; det vil sige, at den unge har haft to eller flere sagsbehandlere i anbringelsesforløbet; dels om finansielle restriktioner i kommunen, det vil sige, at sagsbehandlerne har tilkendegivet, at det er vanskeligt at finde optimale anbringelsessteder på grund af økonomiske restriktioner. De forhold, der omvendt har signifikant sammenhæng med stabilitet i anbringelsen, må også betegnes som ‘systemfaktorer’: At der er udarbejdet en handleplan, at forvaltningen har sikret sig, at den unge er enig i anbringelsen, og at den unge forud for anbringelsen har været placeret i aflastning, skriver de.
Derudover har det også stor betydning, om den unge i begyndelsen af anbringelsen havde mange eller få følelsesmæssige vanskeligheder.
Socialpædagogernes næstformand, Benny Andersen, finder de mange sammenbrud helt uacceptable:
– Selvfølgelig kan det ske, at anbringelser går i stykker. Men 44 procent – og op til 11 sammenbrud for et enkelt lille menneske, det skal undgås. Som samfund kan vi undgå det ved at sætte tidligt ind over for sårbare børn. Det er så utrolig væsentligt. Og vi kan undgå det ved at vælge det rigtige tilbud til de unge og støtte dem mere massivt.
SFI har anonymiseret deltagerne i undersøgelsen – derfor er navne på personer og steder opdigtede. Hent og læs rapporten på www.kortlink.dk/7q77
Diskuter dilemmaet på facebook: Økonomi og omsorgssvigt – hvornår bør man sige fra? Gjorde Ulrik og Kirsten det rigtige? Hvad skulle de ellers have gjort? Burde de have beholdt Anja? Skulle de have kæmpet hendes sag? Hvordan? Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook |