icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Socialpolitik

Børn har brug for et rejsehold

Socialpædagogerne går sammen med andre organisationer for at hjælpe udsatte børn og unge. Foreslår politikerne et rejsehold

  • Af Lone Marie Pedersen
  • 03-2011 /

Der er brug for, at politikerne i Folketinget sætter sig sammen og bliver enige om at gøre noget radikalt for at hjælpe udsatte børn og unge, mener flere organisationer og foreslår i et åbent brev til Socialminister Benedikte Kiær (K) og Folketingets Socialudvalg, at der hurtigst muligt bliver gjort noget. Og de foreslår politikerne at nedsætte et rejsehold, som kan kortlægge problemerne.

Organisationerne skriver blandt andet:

‘Indsatsen over for udsatte børn, unge og familier er under pres på grund af kommunalpolitiske og -økonomiske prioriteringer. Det fremgår både af de kommunale sparekataloger, af flere undersøgelser, af Ankestyrelsens opgørelser og af dagspressen.’

Organisationerne giver en række eksempler på, at indsatsen over for børn og unge skal være bedre. De nævner blandt andet, at mere end 1.000 børn enten ikke kommer i skole i længere perioder eller modtager undervisning overhovedet. Børn og unge bliver flyttet fra anbringelsessteder uden, at deres behov har ændret sig. Der er eksempler på 16-årige, der lever på gaden efter, at kommunen har flyttet dem fra deres anbringelsessted. Adskillige døgninstitutioner og opholdssteder for børn og unge nedlægges, og der kommer dermed til at mangle både specialindsatser og en nødvendig specialviden 

Det er en foruroligende og paradoksal udvikling, ikke mindst fordi Barnets Reform netop er trådt i kraft, skriver organisationerne.

De foreslår politikerne, at Ankestyrelsen nedsætter et hurtigt arbejdende rejsehold, som skal kulegrave området, så man kan få afdækket, hvad der sker, hvorfor det sker, og hvilke konsekvenser det har for børnene, de unge og deres familier.

‘Det er nødvendigt, at vi får et overblik over konsekvenserne af de lokale prioriteringer, inden de bliver fatale både for de berørte børn, unge og familier og på længere sigt også for kommunens økonomi’, skriver organisationerne.

Udover Socialpædagogerne er brevet underskrevet af Børnesagens Fællesråd, Børn og Familier, Dansk Socialrådgiverforening, FBU – Forældreforeningen, FADD – Foreningen af Danske Døgninstitutioner, HK Kommunal, LOS – Landsforeningen af opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud, TABUKA – Landsforeningen af tidligere og nuværende anbragte.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik