Fokus på skolefagligheden
Det er ikke nok at lære at elske – man skal også lære at arbejde. Det er filosofien på behandlingshjemmet Stutgården, der prøver at give de tidligt skadede børn en identitet som skoleelever
Et undseeligt skilt fortæller om en stor forandring. ‘Stutgårdsskolen’, står der. Før hed skolen ikke noget. Det var bare den interne skole på behandlingshjemmet Stutgården. Nu har skolen fået sit eget navn, og Stutgårdens forstander, Tine Heede, fortæller, at det blot er et af mange tiltag, der skal give de tidligt skadede og behandlingskrævende børn en identitet som skoleelever:
– Jeg plejer nogle gange at sige, at hvis man skal udvikle sig som menneske, er det ikke nok at lære at kunne elske – man skal også lære at kunne arbejde. Dermed mener jeg, at det ikke er nok, at vi fokuserer på det relationelle og følelsesmæssige, der gør børnene i stand til at kunne knytte relationer – vi skal også have fokus på det rent skolefaglige. På at man skal blive i stand til at kunne arbejde og forsørge sig selv. På Stutgården arbejder vi miljøterapeutisk, og miljøterapien har traditionelt fokuseret meget på det relationelle og følelsesmæssige. Det gør vi stadig, men vi er blevet meget mere opmærksomme på, at det rent skolefaglige skal fylde i skolen. Lidt forenklet kan man sige, at i behandlingen er relationen målet og forskellige aktiviteter – det fælles tredje – er et middel til at skabe en relation, men i skoledelen er det faglige/læringen målet, og relationen mellem lærer og elev er et middel til at nå målet.
ABC og matematikslange
Bortset fra at der er to lærere til fem elever, og at eleverne for at fastholde koncentrationen sidder og kigger ind i væggen, ligner Kastanieklassen på Stutgårdsskolen mange andre klasseværelser. Her er alfabetet, en matematikslange med tal, en tegning af Ole Lund Kirkegaards gummitarzan og en færdig boganmeldelse.
– På de ydre planer gør vi meget ud af, at Stutgårdsskolen skal ligne alle andre skoler. Og det er en forskel fra traditionelle miljøterapeutiske skoler, der netop har forsøgt at adskille sig fra almindelige skoler, fordi børnene typisk har haft mange nederlag i skolen – men vi prøver altså omvendt at holde fast i, at skolen er en skole, og at børnene er skoleelever, siger Tine Heede.
Derfor får alle elever lektier for, og de har såvel skoletasker som madpakker med. Og hvor Stutgården tidligere holdt sin egen sportsaktivitet, Stutiaden, deltager de nu i Skolernes Motionsløb, der afholdes samtidigt for skoleelever fra hele landet.
Konstitueret skoleleder, Kim Rose, uddyber:
– Vi prøver at parkere børnenes sociale og følelsesmæssige vanskeligheder på knagen uden for skolen. Tidligere kunne vi lærere blive optaget af at udforske et tema, som barnet gerne ville tale om, fx en dårlig weekend hjemme hos forældrene. Hvis vi som skolelærere syntes, at vi fik fat i noget rigtig spændende behandlingsmæssigt, så arbejdede vi på det behandlingsmæssige. Nu holder vi fast i, at det i skolen er det skolefaglige, vi skal tale om. Og vi har fundet ud af, at det for nogle børn kan være en stor lettelse, at skolen på den måde kan blive et frikvarter for de sociale problemstillinger, siger han.
Fortsæt, Mads
Inde i klassen kører hver elev efter sit eget skema. Hvis eleverne kan klare det, bliver de af og til undervist i små grupper på fx to eller tre. Ellers er der eneundervisning.
11-årige Mads har læsetræning sammen med lærer Mette Jensen. Først læser hun teksten op for ham, så læser de i kor, og til sidst læser Mads selv, mens Mettes finger hele tiden kører under ordene, så han kan se, hvor han er henne.
– Jeg hader den bog, siger Mads, men det går Mette ikke ind i.
– Når du har læst de her to sider, læser jeg højt for dig i den bog, du godt kan lide, siger hun.
Bagefter fortæller Mette Jensen, at hun tidligere nok ville have brugt mere tid på at tale om Mads’ følelser:
– Jeg ville måske have sagt: ‘Jeg hører, du siger, at du hader bogen’, og derefter bruge mere tid på at tale om, hvorfor han hader bogen. Nu afviser vi venligt, men meget bestemt, når eleverne vil sætte en anden dagsorden. Vi insisterer på at holde fokus på det skolefaglige.
Det betyder dog ikke, at lærerne ikke har fokus på det følelsesmæssige og relationen.
Kim Rose siger:
– Det er stadig vigtigt at lærerne ved, at en elev har haft en dårlig weekend, men det er ikke noget, de behøver at undersøge sammen med barnet. Det er noget, de kan læse i kardex og have som en baggrundsviden, der gør, at de ved, at i dag skal de være lidt mere lempelige.
Mette Jensen uddyber:
– Børnene skal selvfølgelig anerkendes for deres følelser, og jeg kan fx sige: ‘Jeg kan godt forstå, at du er nervøs for, hvordan det går, når
du skal hjem i weekenden, men nu har vi dansk’. Og så arbejder vi også meget med at henvise til, at eleverne kan tale om vanskelighederne på et andet tidspunkt ved fx at sige: ‘Jeg vil gerne hjælpe dig med at få fortalt de voksne nede i huset, at du er nervøs for weekenden’.
Tid, sted, opgave
Mette Jensen gør også meget ud af at opbygge en god relation til eleverne – men det er en relation, der har fagligheden som omdrejningspunkt.
– Jeg opbygger en relation ved at give omsorg og ved at tage de unge alvorligt. Ved at bekræfte dem, når de gør noget godt – men også ved at sige, at det kan du gøre meget bedre. Og så lægger jeg meget vægt på fysisk kontakt som en hånd på ryggen eller et klap på skulderen. Det handler meget om at skabe tryghed i rummet, siger hun.
Kim Rose understreger, at selv om skolen har fagligheden i fokus, er det langt fra nok at være faglig. Der skal mere til, når en elev fx starter hver skoledag med at klatre op i toppen af et grantræ.
– Man kan ikke være lærer her, hvis man kun kan tale om matematik. Man er også nødt til at kunne tale om følelser, hvis det er det, der fylder, og ude ved træet er det jo ikke matematikundervisningen, der fylder. Der handler det om at skabe tillid, så barnet kommer ned fra træet. Derfor er et kodeord her på stedet: ‘Tid, sted og opgave’. Hvad er din opgave her og nu? Og hvad er barnets opgave?
Matematik er matematik
For 13-årige Daniel er det gode forhold, han har fået til Kim Rose, noget af det, han sætter størst pris på:
– Hvis jeg er ked af det, er det bedste bare at tale med Kim. Ham stoler jeg allermest på. Vi har noget her på Stutgården, der hedder at stikke af. Det er hvis vi er meget sure eller meget kede af det. Så stikker vi af fra de voksne for at slippe for at snakke om det, og så er Kim kommet ud til mig, og så har jeg vænnet mig til at snakke med ham om det, jeg er ked af. Men jeg kan ikke tale med ham om det, når vi har matematik, for så er det bare matematik.
Kim Rose fortæller, at noget af det sværeste er at finde balancen i det enkelte tilfælde og afgøre, om man skal fastholde det faglige fokus, eller om man netop nu bør gøre en undtagelse.
– Det er meget svært, men den måde, man kan finde balancen på, er ved at spørge kollegaer: ‘Pressede jeg for meget på der?’. Man skal også kunne sige til sin kollega: ‘Du gav for hurtigt op’.
I det hele taget oplever Kim Rose, at det en balancegang at drive intern skole på et behandlingshjem:
– Hvis vi gik all in og skulle være en helt normal skole, fik vi sat vores elever af, for det kan de selvfølgelig ikke leve op til. Der er jo en grund til, at de bor på et behandlingshjem. Derfor gør vi på den ene side meget ud af at beskytte undervisningsmiljøet samtidig med, at vi på den anden side også er nødt til at kunne rumme eleverne som de er.
Et konkret eksempel på en afvejning er en dreng, der på et tidspunkt fik lov til at sidde under bordet og snerre, når der kom fremmede – ellers kunne han ikke holde ud at være i klassen, og så fik han lov, selv om det forstyrrede de andre. Omvendt er der andre gange, hvor en elev er så højtråbende og aggressiv, at han ikke får lov til at blive i klassen. I de tilfælde kan det være bedre, at barnet får hjælp i huset – evt. af en pædagog.
– Det er ikke fordi, børnenes besværligheder ikke må fylde, men nogle gange skal de fylde et andet sted, siger Kim Rose.
Faglige forbedringer
Det er cirka to år siden, at Stutgården begyndte at sætte mere fokus på fagligheden i skolen, og der kommer løbende flere tiltag. Fx vil en af klasserne nu begynde at gå en omvej mellem huset og skolen, der kun ligger nogle få hundrede meter fra hinanden. Når skolevejen forlænges, kommer der nemlig en endnu tydeligere adskillelse mellem skole og hjem. Skolen eksperimenterer også med at bruge de nationale test. De er obligatoriske for alle danske skolebørn, men tidligere har skolen søgt dispensation for samtlige elever.
Kim Rose fortæller, at de ikke har lavet en egentlig evaluering, og at det også kan være meget svært at vurdere, hvad der præcist er årsagen til, at et barn udvikler sig fagligt.
– Men vi har i hvert fald tre elever, der lige har brudt læsekoden efter, at de i flere år faktisk ikke kunne alfabetet. Og det er min helt klare fornemmelse, at vores fokus på fagligheden har en meget positiv indflydelse på elevernes indlæring.
13-årige Daniel griner og siger, at for hans skyld kunne de godt lukke hele skolen, så de kunne spille computer hele dagen. Men så tilføjer han eftertænksomt:
– Der er kun en god ting ved det. Og det er, at man bliver klogere af det.
Læs mere om Stutgårdsskolen på www.stutgaarden.dk
|
Diskuter dilemmaet på facebook: Bør skolegangen prioriteres højere? Lektor Inge Bryderup mener, at anbragtes skolegang ofte kommer i anden række, fordi der først og fremmest er fokus på omsorg og behandling. Har hun ret? Og kan det være anderledes? Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook |