En kasteløs i kamp for 150.000 hjemløse
Raj Bhushan er inder og kasteløs. Han er uddannet socialarbejder og har viet sit liv til at kæmpe for de svage og de hjemløse i hovedstaden New Delhi – og de indiske myndigheder kan ikke længere komme uden om ham og organisationen Urban Rights Forum
Første gang Socialpædagogen møder 31-årige Raj Bhushan er han sammen sin kæreste på en cafe i Delhi. Indiens hovedstad, som egentlig hedder New Delhi, er officielt befolket af cirka 15 mio. mennesker og får København til at minde om en mindre provinsby. Den er en hektisk myretue døgnet rundt, hvor lyd, lugt, farver, mennesker, hunde, køer, biler, busser, knallerter og tuk tuk’er bombarderer sanserne uafladeligt.
Anden gang vi møder Raj, er han sammen med 32-årige Ashok Mansor, en kollega fra Urban Rights Forum – en NGO, der arbejder for de hjemløse og er stiftet af bl.a. Raj og Ashok.
Vi er på vej ud i et af de belastede kvarterer i Delhi, Motia Kahn, hvor mange hjemløse holder til, og hvor Raj og Ashok ved stædighed over for myndighederne har formået at få et shelter op at stå for 600 hjemløse.
– Vær forsigtig og pas på dine ting, siger Raj, mens vi går ned ad den smattede gade, hvor hvide mennesker som Socialpædagogens udsendte normalt ikke færdes. Men sammen med de to, som er kendte ansigter i kvarteret, føler man sig tryg.
Ved indgangen til shelteret, som er en stor gammel nedlagt bygning i tre etager, strømmer børn og voksne os i møde. Øjne og ansigtsudtryk, der signalerer sårbarhed, nederlag, stor menneskelig smerte og så alligevel på samme tid håb, hilser hjerteligt og spørger om alt muligt.
Identitetsløse
Raj og Ashok går i gang med arbejdet med det samme, da først kvinderne stikker papirer og dokumenter op i hovedet på dem.
Det handler om identitet. Mange af Delhis hjemløse har ingen identitet, er ikke registreret nogen steder, og det er en svær proces overhovedet at få en identitet i Indien. Og har du ingen identitet, har du ingen rettigheder overhovedet. Du er nobody.
Det er her, at Raj og Ashoks viden og evner kommer ind i billedet, og de går i gang med at gennemgå dokumenter og papirer fra de tilstrømmende voksne, der hiver papirerne op af plastikposer og rækker dem frem med bedende og spørgende øjne.
De hjemløse ved godt, hvad Raj og Ashok betyder for deres liv og muligheder: De er vejen til bedre levevilkår og et tåleligt liv midt i al elendigheden.
For tre år siden var der ikke noget shelter her. Raj og Urban Rights Forum knoklede dengang som i dag for at overbevise regeringen og myndighederne i Delhi om, at de skal gøre noget for de hjemløse. Bl.a. ved at tilbyde dem shelters. ‘Vi har ikke bygninger til dette formål’, lød myndighedernes svar.
– Det ville vi ikke høre på, så vi gik rundt i Delhi for at finde tomme bygninger, fotografere dem og dokumentere, hvor der var ledige bygninger. Et af de steder er dette shelter. Efter vi havde fortalt myndighederne, at her var en ledig bygning, kunne de ikke komme uden om det, og det endte med, at den blev overladt til de hjemløse som shelter. I første omgang uden vand og el, men det har de siden måtte give sig på og åbne for, fortæller Raj Bhushan med et smil.
I dag er der fem shelters i Delhi, og det er Urban Rights Forums fortjeneste.
Her i shelteret i Motia Kahn kan de hjemløse vaske sig, lave mad og indrette sig på gulvet med en soveplads. Her er tag over hovedet, og det hjælper mange hjemløse gennem vinteren, hvor omkring 300 døde sidste år i Delhi pga. af de lave temperaturer.
Kæmper for de kasteløse
Efter et par timer i shelteret, hvor Raj og Ashok har snakket med og hjulpet alle dem, der havde behov for det, går vi tilbage mod metrostationen i skumringen. Millioner af indere er på gaderne – på vej ud eller på vej hjem.
Ashok Mansor var selv hjemløs i ni år, før han blev hevet op af rendestenen for at være aktiv i organisationen, hvor han har været i tre-fire år. Han har tre børn og kone, men al hans tid går med at hjælpe de hjemløse.
– Det er min hjertesag, og jeg går rundt og organiserer og hjælper dem, fordi de har brug for det, siger han.
Raj Bhushan har kæmpet for de marginaliserede hele sit liv.
– Jeg er selv fra et marginaliseret samfund, fordi min far var dalit, kasteløs. Jeg har forsvaret menneskerettigheder, siden jeg var ung, og jeg har desuden gået på socialarbejderskole i Mumbai fra 2003-2005. Der blev jeg præsenteret for de udstødte i byen: Hjemløse, sårbare mennesker, der boede på gaden. Det kunne jeg identificere mig med, og ingen tog sig af dem.
Hans familiebaggrund har gjort ham til socialarbejder, mener han:
– Det er i mine gener, og min styrke er at arbejde med disse mennesker. Jeg kommer fra et meget sårbart miljø, og vi følte altid diskrimination og uretfærdighed.
Efter sin eksamen som socialarbejder kæmpede Raj videre for de kasteløses rettigheder. Han henvendte sig til EU’s hjælpeorganisationer, og han gik systematisk til værks.
Til Danmark
IDSN (International Dalit Solidarity Network) i København hørte om Raj Bhushans og organisationens arbejde, og de kontaktede ham. Oplysningscenter om den 3. verden (O3V) i Aarhus var derefter i Indien på studietur, og her mødte de Raj. De ville gerne have ham til Danmark, og de lavede et forslag til Danida, som betalte hans tur. Han var den eneste fra organisationen, der kom til Danmark.
– De valgte mig pga. min opvækst og baggrund. Jeg tog så rundt og holdt foredrag om de kasteløse, og jeg var på tekniske skoler, lærerseminarier, folkeskoler, pædagogseminarier m.m. Jeg talte om racisme og diskrimination og var i Danmark i halvanden måned, fortæller Raj, der under opholdet boede hos en fra O3V i Aarhus.
– Det var dejligt at bo med en familie, og jeg knyttede mig til deres søn.
Han mødte også socialpædagoger, der arbejder med hjemløse, og for Raj var det tydeligt, at socialpædagoger i Danmark arbejder langt mere institutionaliseret.
– Socialarbejder eller socialpædagogik er en helt ny profession her i Indien, og vi søger den rigtige tilgang for at finde ud af at forbinde vores arbejde til det politiske. Der findes ingen organisation for socialarbejdere, og det er decentralt og uorganiseret. Mange forstår ikke det, vi laver, men samtidig har folk respekt for os, fordi vi arbejder i områder, hvor ingen tager ud, forklarer han.
Jeg vil ændre verden
Raj og de øvrige i Urban Rights Forum får ikke løn for det, de laver. Det er frivilligt og båret af en lyst til at hjælpe.
– Jeg kæmper med økonomien og bruger en lille opsparing og min kærestes penge.
Han er forundret over andre socialarbejdere i Indien – han synes, de gør for lidt.
– Vores mål er: ‘Get people empowered’. Vi lavede derfor en organisation for de hjemløse – med de hjemløse. Den er drevet af dem selv nu. Vi er i alt fire-fem socialarbejdere her i Delhi, der er med i projektet. Nogle er uddannede – andre ikke. Vi går rundt og møder de hjemløse på gaderne, organiserer dem med eget id og egne bankkonti, fortæller Raj Bhushan.
Han gik ud og spurgte de hjemløse: Hvor er problemerne? Han har brugt mange nætter på gaderne, og det er der mange, der ikke tør.
– You have to have a passion, som han siger.
– I Mumbai sprang jeg over muren om natten og snakkede med de hjemløse. Det var hårdt for mig, men jeg kunne ikke lade være. Der er ingen organisation i Indien for de fattige og hjemløse, så derfor er det naturligt for mig at gøre det. Jeg er født med det, og jeg vil ændre verden.
– Det er hårdt, ja, men jeg vil prøve at institutionalisere det, som det er i Danmark, siger han og håber, at bare fem ud af et hold på 130 på socialarbejderuddannelsen i Mumbai følger hans eksempel og bliver rigtige ‘social workers’.
Glade øjne
Raj bliver glad bare ved at se i de hjemløses øjne, fordi de er blevet hjulpet, og de værdsætter det.
– Jeg er med til at gøre en forskel. Tre generationer af hjemløse har ikke haft et tag over hovedet, og børnene har ikke set en skole. Vi giver dem håb og forbinder det sociale arbejde med andre professioner. Men du skal ville det og være stærk og motiveret. Åbn dine øjne, der er meget at lave. Vi har kun ét liv. Det er ikke nok, siger Raj og smiler.
Han og Urban Rights Forum kæmper for, at rettigheder for de hjemløse skal være indføjet i alle love på alle planer i Indien.
Sidste år fik de en masse opbakning fra folk, der lavede fx tæpper til de hjemløse. De donerede også penge.
– Der er støtte derude, og med de rette midler er der masser af muligheder. Vi har presset på for at få de hjemløse ind i lovgivningen med støtte fra mange sider og det internationale samfund.
I begyndelsen blev vi ikke godt modtaget. Så begyndte vi med at anlægge sager mod staten, og i begyndelsen var de ikke glade for at se os, men i dag kan de ikke undgå os, siger han stolt.
Indiske NGO’er er nu involveret, og Urban Rights Forum har lavet meget lobbyarbejde, hvor de fortalte, hvad de gerne ville.
I alt det, organisationen har lavet, har de altid haft tæt kontakt til de hjemløse.
– Vi spurgte altid de hjemløse og talte med dem hele tiden. Vi organiserede dem i komiteer. I dag har de deres egne organisationer i alle områder af Delhi. Folk kan få fat i mig 24 timer i døgnet, og de ringer tit til mig, fortæller Raj.
De slipper ikke for os
Urban Rights Forum lavede en undersøgelse for to år siden, hvor de gik rundt til hjemløse i hele byen. Ud fra den regner organisationen med, at 10.000 kvinder og måske helt op mod 150.000 mænd er hjemløse.
En af årsagerne til det store tal er, at regeringen har nedrevet meget slum, bl.a. i forbindelse med Commonwealth Games, der blev afholdt i Delhi i 2010. Slummen blev revet ned for at få byen til at tage sig godt ud. Det sendte mange tusinde folk på gaden.
Raj Bhushan føler, at Delhi er fjendtlig imod de hjemløse. Derfor planlægger han og Urban Rights Forum et arrangement for de fattige i Delhi, som han kalder ‘Urban Poor’. Målet er at få opmærksomhed og presse regeringen og politikerne til at forholde sig til problemerne og gøre noget ved dem.
Raj Bhushan fastslår med milde og målrettede øjne, at han har lært meget af de hjemløse. Hele hans tilværelse er bygget op om det at hjælpe dem. Han synes også, at han får så meget igen af de udstødte.
– Jeg sover med fred i sjælen, fordi jeg har gjort en god gerning hver dag. Det er meget tilfredsstillende. Hver eneste dag ser jeg en mening med det, jeg gør. Jeg ser lyset i de hjemløses øjne, og jeg har set, at forholdene for nogle er blevet bedre. Vi flytter meninger.
– Før var de hjemløse usynlige. Nu er de synlige, så alle bliver nødt til at tage problemerne alvorligt. Regeringen giver os tøvende nogle penge – så får de fred i et stykke tid. Men de slipper ikke for os – ‘we are not going away’, understreger Raj Bhushan.
Per Vinthers rejse til Delhi var støttet af Danida.