icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Inklusion

Bare lyst til at være med

  • Af Hanne Sørensen Smith
  • 11-2012 /

Jeg har bare lyst til at være med, og jeg cykler på arbejde, så jeg er i form til 8,3 km i dag, erklærer Jan Lauridsen. Sammen med de andre fra Å-center Syd i Skjern står han klar med startnummer på trøjen og cykel i hånd.

– Jeg blev mobbet på min tidligere arbejdsplads, og det var ikke så godt. Men nu har jeg været 17 år og fire måneder på Skjern Industriser-vice. Det er beskyttet arbejde og i orden, siger Jan Lauridsen og rammer præcist dagens tema: Plads for os alle. Inklusion, så det batter.

– Jamen det er bare så godt med det initiativ. Det bliver rigtig sjovt, tilføjer socialpædagog Lillian Bjerg og rykker lidt frem i startkøen med sin cykel og sin Skjern-gruppe.

Langt over 100 andre rykker med på alskens cykeltyper – i den grad parat til start på dagens motionsløb på selveste Giro d’Italias åbningsetape i Herning centrum. Løbets største gruppe består af borgere og ansatte, der er stimlet sammen på initiativ af tre fællestillidsrepræsentanter i Social-pædagogerne Midt- og Vestjylland. Her er grupper fra Silkeborg, Thyholm, Skive, Ikast, Skjern, Kjellerup, Vildbjerg, Viborg og selvfølgelig Herning.

Business og folkefest

De officielle højttaleres italienske gloser tager fart med vinden, og lyserøde hvad-som-helst flagrer hvor-som-helst. Salgsbilernes højttalere snakker målrettet dansk: Giro d’Italia er i byen – køb, køb, køb. Og det, der ikke kan købes i lyserødt, er lyserødt alligevel: Springvandet, træerne, græsset. Men mælkebøtterne har fanden endnu en gang taget. De er standhaftigt gule. Var der nogen, der sagde Tour de France?

Bymidten er afspærret, cykelruten indeni lige så. Det vrimler med mennesker alligevel. Big business omkring 198 professionelle ryttere i verdens næststørste og hårdeste etapecykelløb. Folkefest med plads til os alle.

– Et fremragende tiltag, der passer med, atvi arbejder meget med inklusion og sundhed, mener Frank Heidemann Sørensen, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget i Ikast-Brande Kommune. Han cykler sammen med gruppen fra Skovbjergparken i Ikast.

– Fysisk aktivitet skaber ro i hovedet, tilføjer socialpædagog Jens Damberg Rasmussen og får nik fra Tim Christiansen og Torben Grum Madsen, der bor i Skovbjergparken.

Og så hjuler de af sted – alle sammen. I skøn blanding med hundredvis af andre trampende individer. Fart og tempo. Hygge og sludder. Vink og tilråb.

Klump i halsen

– Vi vil gerne blande os i billedet og vise, at selv om vi ser forskellige ud og kan have brug for trehjulede cykler eller sofacykler eller hvad nu for at være med, så kan vi faktisk være med. Vi kan berige os selv og hinanden og udvikle samfundet, så det bliver endnu bedre for os alle, siger Peter Sandkvist, formand for Socialpædagogerne i Midt- og Vestjylland.

De vilde ideer fra tre fællestillidsrepræsentanter om at benytte Giro d’Italia til at lave inklusion, trillede af sted i månedsvis og i medvind og fik den økonomiske støtte fra sponsorer, der gjorde det muligt at omsætte dem til virkelighed. Silkeborg, Ikast-Brande og Ringkøbing-Skjern kommuner, Socialpædagogernes Hovedbestyrelse og PKA havde alle sikret sig plads på de sorte deltagertrøjer.

– Jeg har en klump i halsen i dag, fortæller Susanne Bang Bådum, fællestillidsrepræsentant i Silkeborg Kommune og en af initiativtagerne.

– Det er flot. De er bare så klemte ude på institutionerne. Og så er det helt vildt fedt at se dem komme her alligevel og glæde sig sammen. I dag viser vi inklusion, så det batter.

Plads for dem alle


Ideen til at deltage i motionsløbet i forbindelse med Giro d’italias åbningsetape i Herning udsprang af samtaler om Socialpædagogernes pjece ‘Plads for dem alle’.

Den handler om en styrket indsats for voksne mennesker med handicap. i tre kapitler behandles hverdagsliv og boformer, beskæftigelses- og uddannelsestilbud samt inklusion og deltagelse i lokalsamfundet.

Pjecen kan gratis hentes som pdf her

 

 

37 minutter er n stil

Og de når alle målet i fineste stil, hvorefter den italienske pastafest trækker så mange på een gang, at nogle finder pastaen lige vel frossenagtig. Men pyt, videre og videre går det hen til Socialpædagogernes telt med plads til os alle. Baren byder på sandwich, gulerod, kage, vand og en lodseddel. Scenen fyldes af kæmpebandet Sysrock, der spiller og synger stribevis af velkendt musik, mens kaffen glider ned i brugte ben.

– Fantastisk, kommenterer forbundsformand Benny Andersen, der har leveret sit lånte udstyr tilbage.

– Jeg kiggede meget på publikum undervejs. Og jeg tror, at mange fik øje på, at det også er muligt for mennesker med andre forudsætninger at være med mange flere steder, end man lige tror. Sådan her kan man også gøre opmærksom på deltagelse i samfundet.

– Det er gået godt. 37 minutter er fin stil, tror jeg, siger Jan Lauridsen.

– Når jeg kommer hjem, ringer jeg til min familie og fortæller dem om det. Det er første gang, jeg har cyklet i en større by.

– Ja, vi nød det. Tænk at cykle lige midt på bilernes kørebane, tilføjer Lillian Bjerg fra Å-center Syd i Skjern.