icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Tvangsbehandling

Politikere tøver med lovændring – igen, igen

Astrid Krag er den tredje sundhedsminister i træk, der åbner op for, at demente, udviklingshæmmede og andre handicappede i særlige situationer bør kunne behandles med tvang – for at undgå omsorgssvigt. Men nu udskyder politikere endnu engang beslutningen om en eventuel lovændring

  • Af Maria Rørbæk
  • 12-2012 /

Hvis et udviklingshæmmet menneske slår ud med hånden, når han skal have sin hjertemedicin, er det fortsat ulovligt at skjule pillerne i yoghurt – eller på anden måde tvinge ham til at spise medicinen.

På Christiansborg har politikere endnu engang besluttet at udskyde det, som sundhedsministeren kalder en ‘kontroversiel sag’ – nemlig spørgsmålet om, hvorvidt det i særlige situationer skal være tilladt at behandle fx udviklingshæmmede eller demente, der modsætter sig behandling uden at forstå konsekvensen.

I dag er det (når man ser bort fra psykiatriloven) kun tilladt i akut livstruende situationer, og ikke når der fx er tale om smertefuld blærebetændelse, brækkede hofter, basal tandbehandling eller undersøgelser for kræft og andre alvorlige sygdomme.

Før jul var sundhedsminister Astrid Krag (SF) åben for at ændre loven. Til Socialpædagogen sagde hun: 

– Sundhedspersonalet og de pårørende har et ansvar for de patienter, der ikke kan forstå deres behov for behandling og forudse den lidelse, som de helt unødvendigt påfører sig selv ved at afvise behandling. Der kan f.eks. være tale om en udviklingshæmmet diabetiker med et fodsår, som skal behandles, inden der opstår koldbrand i foden, eller en dement, ældre kvinde, som er faldet og har brækket en arm, som ubehandlet vil resultere i smerter og nedsat førlighed.

Sundhedsminister Astrid Krags opsummering til Socialpædagogen, 11. maj 2012


I december havde jeg et møde med de berørte fag- og patientorganisationer, herunder Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd, Danske Patienter, Alzheimerforeningen og Socialpædagogernes Landsforbund, samt formanden for Det Etiske Råd.

Selv om der var bred opbakning til ministeriets overvejelser om at ændre lovgivningen i forhold til behandlingsafvisende demente og andre varigt inhabile, så var der også et stærkt ønske om at sikre patientens retssikkerhed og ordentlige kontrolforanstaltninger. Den generelle holdning var, at tvang aldrig må blive en selvfølge, og at den i forvejen svage patient ikke bare sættes ud på et sidespor, uanset at de pårørende har givet samtykke.

Min opfattelse af denne kontroversielle sag er helt på linje med de ønsker og bekymringer, som fag- og patientorganisationerne gav udtryk for. Derfor har det også været vigtigt for mig at sikre en ordentlig proces.

 

Udskudt til efter sommerferien

Dengang lød meldingen fra Astrid Krag, at hun ville tage et møde med de berørte organisationer og derefter tage en politisk drøftelse af sagen.

– Og er der grønt lys hele vejen rundt, forventer jeg naturligvis, at det mere konkrete lovgivningsarbejde iværksættes hurtigst muligt og gerne i indeværende folketingsår, sagde hun.

Nu lyder ministerens melding:

– Resultatet af drøftelsen blev – og det under-streger jo bare, hvor vanskelig denne sag er – at ordførerne gerne ville have lejlighed til at drøfte det i folketingsgrupperne. Jeg afventer nu gruppernes tilbagemeldinger, så jeg ved, om der er basis for at udarbejde og fremsætte et lovforslag efter sommerferien.

Til den tid vil problemstillingen have været kendt i mindst 14 år, for den blev allerede nævnt i bemærkningerne til Lov om patientrettigheder fra 1998. Astrid Krag er da også den tredje sundheds-minister i træk, der åbner op for en lovændring. Allerede i 2009 skrev daværende sundhedsminister, Jakob Axel Nielsen (K):

‘Jeg anerkender, at der er et behov for lovligt at kunne udøve den fornødne omsorg over for patienter, der ikke er i stand til at tage ordentligt og værdigt vare på sig selv – også når dette desværre indebærer en nødvendig brug af tvang.’

Året efter skrev hans efterfølger på posten, daværende sundhedsminister Bertel Haarder (V), også, at der var et reelt behov for at kigge nærmere på reglerne og vurdere, om der var behov for en lovændring (se faktaboksen på næste side).

Etisk Råd gav grønt lys

Efterfølgende sendte Bertel Haarder bolden til Etisk Råd, der sidste år i oktober kom med en udtalelse, der gav grønt lys til sygdomsbehandling af demente, der modsætter sig behandling. Rådets medlemmer var dog indbyrdes uenige om grænsen for, hvornår tvang bør være lovlig.

12. januar i år opsummerede sundhedsministeriet sagen i et notat, der blev sendt til sundhedsordførerne – og efterfølgende har sundhedsministeren altså afventet deres tilbagemeldinger. Men i de mere end fire måneder, der er gået, er der ikke sket meget. Fra Konservatives sundhedsordfører, Benedikte Kiær, lyder meldingen:

– Vi er ikke kommet til det endnu i gruppen. Enhedslistens sundhedsordfører Stine Maiken Brix siger:

– Vi har ikke drøftet spørgsmålet i vores gruppe endnu.

Det har derimod Dansk Folkeparti og sundhedsordfører Liselott Blixt ser gerne, at det lovforberedende arbejde kommer op i tempo.

– Vi begyndte jo allerede diskussionen sidste år under Bertel Haarder, men der sker ikke rigtig noget, og det er nok fordi, det er så kompliceret. I grupperne kan man hurtigt blive uenige, hvis man diskuterer etiske spørgsmål uden at være ordentligt klædt på, men jeg synes, at vi én gang for alle skal arbejde det her grundigt igennem: Hvad skal der til for at finde en løsning sådan at vi på samme tid beskytter de svage borgere mod overgreb og omsorgssvigt? I første omgang vil jeg foreslå, at vi indkalder en række specialister, så sundhedsordførerne kan blive klædt bedre på til at træffe en beslutning.

Selv er Liselott Blixt afklaret med at tvang bør tillades i særlige situationer – men kun når det er dokumenteret, at der først er forsøgt med pædagogiske værktøjer, ligesom der skal være registrering og tilsyn.

Kort før Socialpædagogens deadline meldte den radikale sundhedsordfører, Camilla Hersom, også ud, at partiet nu er parat til at indlede en proces med henblik på lovgivning:

– Det er lettere at svare på hvorfor – end hvordan. Vi skal ændre loven, fordi det er oplagt uhensigtsmæssigt, at mennesker ikke kan få den sundhedsmæssige behandling, de har behov for, fordi de af den ene eller den anden årsag ikke forstår, hvad behandlingen går ud på og hvad konsekvensen kan være, hvis de ikke modtager den.

For også at kunne komme med et bud på, hvordan loven skal ændres, har de radikale med Camilla Hersoms ord brug for:

– En grundig høring af alle interessenter samt en etisk vurdering. Vi må bruge den tid, der er nødvendig, for tvang er ikke noget, man kan tage let på i et retssamfund.

Det skrev de tidligere ministre


Socialpædagogens aktindsigt i tidligere sundhedsministres korrespondence viser, at Astrid Krag er den tredje sundhedsminister i træk, der lover at se nær-mere på problemstillingen med udviklingshæmmede, demente og andre, der afskæres fra behandling, fordi de modsætter sig uden at forstå konsekvensen.

18. december 2009 skrev daværende sundhedsminister, Jakob Axel Nielsen (K) i et brev til rådmand Tina French Nielsen: ‘Jeg anerkender, at der er et behov for lovligt at kunne udøve den fornødne omsorg over for patienter, der ikke er i stand til at tage ordentligt og værdigt vare på sig selv – også når dette desværre indebærer en nødvendig brug af tvang.’

27. maj 2010 skrev daværende sundhedsminister Bertel Haarder (V) i et brev til samme rådmand: ‘Jeg kan på baggrund af din samt flere sundhedspersoners og pårørendes henvendelser tilslutte mig, at der er et reelt behov for at kigge nærmere på reglerne for behandling af denne gruppe af – i sagens natur meget ressourcesvage – patienter samt vurdere, om der er et behov for en lovændring.’

Læs også artiklen ‘Udviklingshæmmede lider – politikere tøver’ i Socialpædagogen nummer 13/2011

 

 

Ingen stemmer

Om tidsperspektivet er rimeligt eller urimeligt afhænger af øjnene, der ser. Professor Tim Knudsen fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet betegner det som ‘langsom behandling.’ Og det overrasker ham ikke:

– Følsomme etiske sager, der rummer dilemmaer, er vel lettere ofre for udskydelser og nøl.

Det vedrører desuden en gruppe mennesker, de handicappede, som ikke selv presser på – tværtimod må jeg forstå. Der er ingen stemmer i det her. Men måske risiko for kritik.

Hos Landsforeningen LEV, der arbejder for mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende, har konsulent Thomas Gruber forståelse for, at det lovforberedende arbejde kan tage tid, fordi der er tale om en kompleks problemstilling.

– Så jeg kan godt forstå, at der kan være behov for betænkningstid, men betænkningstiden giver kun mening, hvis den bruges aktivt til at skabe klarhed over, hvad man vil gøre – ellers er det jo bare en pause.

Socialpædagogernes næstformand, Marie Sonne, er helt enig:

– Selvfølgelig skal der gøres et gedigent arbejde med udformningen af lovforslaget, og det må gerne tage tid – men det må ikke ende i mølposen. Efter sommerferien skal der ske noget konkret – ellers må vi igen henvende os til ministeren.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik