Lederen har det selv
Lotte Kaspersen har lavet et opgangsfællesskab, hvor der er fokus på erkendelse, kost og motion. Hun trækker på erfaringer fra sit eget liv med topidræt, ADHD og fordomme
Vartegnet, der før rummede journalister i TV-Byen, er nu overtaget af et revisionsfirma, men det troner stadig over Gyngemosen i Gladsaxe ved København. Boligblokke er skudt op i området, og i en af dem har opgangsfællesskabet LKbh til huse. Navnet er en sammentrækning af stifteren Lotte Kaspersens initialer og København.
Lejligheden på 6. sal til højre, kaldes Centralen. Det er fælleslejligheden, hvor beboerne i opgangen kan mødes for at spise og være sammen.
Daniel Pauli er den yngste beboer i opgangen og med sine lidt over to meter også den højeste.
– Jeg er nok også sundhedskongen. Jeg har ikke spist usundt i to år, siger han stolt.
Det har ført til et vægttab på 30 kilo, så han nu vejer 75 kilo. Det har betydet meget både fysisk og psykisk.
– Jeg har det fantastisk rart her. Både med de andre beboere og med personalet, siger han.
Og hvis det bliver for meget i Centralen, så kan han gå ind i sin store lejlighed.
– Da jeg først så den, tænkte jeg, det er alt sammen mit! Mit! Jeg kan let blive stresset, men jeg er god til at mærke efter, og så går jeg ind til mig selv.
Han er ved at tage en STU på Sputnik, hvor han har valgt kulturlinjen.
– Jeg kan godt lide at følge med i, hvad der sker i samfundet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal bagefter STU’en, siger Daniel Pauli.
|
Om LKbh Opgangsfællesskabet LKbh har 13 beboere. De unge i opgangsfælleskabet har en blanding af diagnoser; angst, depression, OCD, ADHD, Asberger og infantil autisme. LKbh har et samarbejde med Center for Autisme om supervision for både beboere og personale. Læs mere på www.lkbh.dk |
Strategier mod kaos
LKbh yder paragraf 85-støtte og vejledning i eget hjem. Alle lejlighederne i opgangen i LKbh er indrettet i sorte og hvide nuancer. Det er med til at give overblik og skabe tydelige rammer.
– Hvis der er tydelige rammer, så er der mere overskud til det kognitive arbejde. Jeg ved det, for jeg bruger det selv, fortæller Lotte Kaspersen.
Som 40-årig fik hun selv diagnosen ADHD. Hele livet har hun ubevidst lavet strategier for sig selv, fra hun stod op til hun gik i seng. På den måde fik hun styr på kaos.
Hun dyrkede i mange år eliteidræt, og opnåede bl.a. fire danmarksmesterskaber som fodboldspiller og flere landsholdsudtagelser. Idrætten var hendes redskab til at komme væk fra den evindelige uro hun havde i kroppen og væk fra den angst, hun latent gik rundt med.
Fra tidlig ungdom startede hendes misbrug af alkohol. Hun higede efter at opnå en indre ro, og den ro oplevede hun, når hun drak.
Nu holder hun foredrag om sit liv med ADHD og sidder i bestyrelsen for ADHD Foreningen i københavnsområdet.
Lotte Kaspersen er uddannet inden for det socialpædagogiske område, og hun har tidligere arbejdet som støtte og kontaktperson, privat konsulent, familieplejer og som ansvarlig leder i private institutioner. Hun har halvdelen af sit liv arbejdet med mennesker med ADHD.
– Jeg har set, hvordan det ikke skal gøres. Jeg har set mange magtanvendelser. Jeg elsker at arbejde med de uregerlige drenge med ADHD. Jeg kigger altid efter folks ressourcer, siger hun.
Efter at have arbejdet selvstændigt, som konsulent og foredragsholder, blev Lotte Kaspersen af flere samarbejdspartnere opfordret til at starte eget opgangsfællesskab.
– Det var essentielt for mig at starte op et sted, hvor alle mine krav blev opfyldt og efter længere tids søgning, fandt jeg opgangen her. Jeg lærer hver dag af mine ansatte, når jeg gå på arbejde, siger Lotte Kaspersen.
Den store pakke
Socialpædagog Christian Apetri er en de 11 medarbejdere, ledelsen medregnet, der vejleder og støtter beboerne. Derudover er der fem vikarer tilknyttet.
Christian Apetri arbejdede sammen med stifteren, Lotte Kaspersen, da hun var afdelingsleder på en anden arbejdsplads. Da hun lavede sit eget sted, var han en af de fem, der skiftede arbejdsplads til fordel for opgangsfællesskabet.
– Lotte kom med et tiltag, der slog bunden ud af tønden. Hun ville lave det bedste tilbud for den her gruppe unge. Jeg var smigret over, at hun valgte mig. Lønnen er god, og jeg fik betalt resten af min uddannelse til psykoterapeut. Men pengene var blot en del af den store pakke. Det var visionen, der i sidste ende overbeviste mig. Jeg vil gerne være stolt af at gå på arbejde og vide, at jeg har gjort en forskel, og ikke bare har vedligeholdt, som jeg førhen har oplevet, siger han.
Christian Apetri har fem morgenvagter på en måned, hvor han møder kl. 7 sammen med en kollega. Den første opgave er at få de unge op.
– Det er forskelligt, hvor lang tid det tager. Nogen kan vækkes med en sms, mens det kan tage en halv time med andre. Der er et tilbud om morgenmad, men vi laver den ikke for de unge, siger han. Klokken 10 bliver alle opgaver skrevet ind og fordelt på en tavle.
– Vi er meget organiserede. Derfor lykkes tingene. Det er frihed under ansvar, siger han.
Alle de ansatte er to og to kontaktpersoner for fire unge. Hvert halve år bliver ordningen taget op til evaluering.
– Vi ændrer ikke for ændringens skyld. Kun hvis vi kan se, at det er hensigtsmæssigt, og at vi kan se, at vi kan byde ind med netop vores kompetencer i forhold til en ungs situation og udfordringer, siger Christian Apetri.
Beboere i form
De unge skal melde sig til madholdet, hvis de vil være med. I dag står den på pizzarester med salat, men næste dag er der en beboer, som har fødselsdag, og så er der flæskesteg med tilbehør. Beboerne er med til at bestemme retterne. Det eneste krav er, at der skal være et grønt indslag.
– Der er en beboer, hvor vi kører fire til seks repetitioner på menuen. Det foregår i hendes egen bolig to gange om ugen. Formålet er at få hende til at opnå et godt kendskab til de retter, hun kan lide, siger han.
Alle de unge, der bor i opgangen, får tilbudt et gratis medlemskab af et fitnesscenter i nærheden, og Hanne Østergård kører fælles træning for de unge to gange om ugen med træning formiddag og eftermiddag, og de har også mulighed for at få lagt en kostplan.
– Det er et tilbud, men man behøver ikke at benytte sig af det, siger Christian Apetri.
Når aftensmaden er indtaget i Centralen, kan de unge hænge ud og spille WII, Playstation 3, bordtennis, bordfodbold, air-hockey, skak eller et brætspil.
– Vi har før prøvet at diske op med hjemmebagte boller og spil om aftenen, og det var et så stort hit, at vi har snakket om at indføre det som et fast punkt på dagen, siger han.
Fra klokken 22 er der ingen ansatte i opgangen, men de unge kan få hjælp ved at ringe til en akuttelefon. Christian har ud over morgenvagterne otte vagter fra 10 til 22 på en 4-ugers vagtplan.
Hun går forrest
Men hvordan har han det med en leder, der selv har diagnosen ADHD?
– Lotte kan handle impulsivt, og der kan også ryge en finke af fadet. Men det er så befriende, at hun er den første til at komme og beklage, hvis det er sket. Hun er ikke for stolt til at erkende, hvis hun har begået fejl, siger han.
Med det som udgangspunkt for samarbejdet, skal der meget til, før det går galt mellem personale og ledelse, mener Christian Apetri.
– Man skal sige sin mening. En modsat mening end hendes egen bringer debat og udvikling. Det er faktisk mere, hvis man holder sin mening tilbage eller er passiv, at hun kan blive sur. Hun vil have, at vi skal engagere os i de unge mennesker, og vi skal brænde for det, vi laver. Hun går efter guldet, om det så bare er et spil kort, siger han, og han ser det som en fordel, at Lotte Kaspersen kommer med en livserfaring, som beboerne kan relatere til.
– Lotte brænder for de vilde ADHD-drenge. Hun kan sætte sig ind i, hvordan de har det, siger Christian Apetri.
Det er sket, at en ung, der var tiltænkt en lejlighed, bare ikke passede ind i fællesskabet.
– Her var Lotte rigtig god. Hun hjalp med at finde et andet sted, og hun kørte for ham. Hun sørgede for, at det ikke endte med at blive et nederlag for ham. Et kendetegn ved Lotte er, at hun altid tager ansvar og går forrest i de situationer.
Gode forhold, høje krav
Han fortæller, at det er en god arbejdsplads med gode forhold, men der bliver også krævet meget af de ansatte.
– Vi er en personalegruppe, der kender hinanden ud og ind. Vi har mange ambitioner og visioner, men vi er nødt til at minde os selv om historien om Rom og den ene dag, selvom jeg synes, at vi er nået virkelig langt på det ene år, vi har været i gang, siger han og fortsætter:
– Det, at vi accepterer begrænsningerne, giver stor kollegial trivsel, for vi kender hinandens indstilling til det at arbejde. Vi ved, at når vi ikke når det, så er det, fordi vi simpelthen ikke kan nå det, siger Christian Apetri, og Lotte Kaspersen medgiver, at hun stiller store krav:
– Det er et tungt område, og jeg plejer at sige ‘I kan få alt, så længe I giver alt’. Så ja, jeg har store forventninger til mine ansatte, men det har jeg også til mig selv, siger hun.
Typisk for et ADHD-sind kommer nye ideer i en lind strøm, og derfor er der ansat en souschef, der skal tage sig af den daglige drift.
– Jeg brænder for mange ting, og jeg er allerede videre. Derfor har jeg ansat en souschef, der deler mine visioner, så jeg kan få tid til andre ting, men jeg kommer stadig her i huset, siger Lotte Kaspersen, der gerne vil lave lignende opgangsfælleskaber i andre byer.
Sikker linedans
Opgangens ældste beboer er Pernille Kaaber, der er 34 år. Før boede hun i en andelslejlighed inde i København med forskellige hjælpere tilknyttet. Hun har en depression, og hun har været indlagt tre gange på psykiatrisk afdeling.
– Jeg har ikke været indlagt, siden jeg som den første flyttede ind her. Det har reddet mit liv. Det er et roligt grønt område, og der er altid en udstrakt hånd og støtte fra mennesker, jeg stoler på, siger hun og beskriver sit liv som en linedans.
– Det er meget anstrengende, men nu har jeg fået en lang støttepind, og det giver mig overskud til at være mere glad og have det sjovere sammen med de andre beboere og personalet, siger hun.
Da hun boede selv, kunne der gå dage mellem, at hun fik noget at spise. Nu får hun sund mad hver dag.
– Jeg går også til træning, og det er den bedste medicin mod depression, jeg har prøvet. Jeg er også begyndt at cykle til og fra aftaler. Før var jeg for bange til at gøre det, men nu føler jeg mig tryg. Jeg har fået et mentalt overskud, siger hun.
Hun ved, at de grimme tanker kommer, når vinteren og den mørke tid fortrænger sensommeren, men hun er bedre rustet til at stå imod dem nu.
– Jeg har samtaler med en psykiater, jeg har min træning, får lysterapi og så er jeg et sted, hvor der er en masse gode ting, der kan aflede mine tanker. Her får jeg støtte, og jeg bliver set på, som den person, jeg er, ikke som en klient, siger hun. Da hun bliver bedt om at beskrive Lotte Kaspersen, flyder hun over med rosende ord.
Alle positive tillægsord passer på hende. For den første gang i mit liv, har jeg fået en helt, som jeg kan se op til. Hun er fantastisk, siger Pernille Kaaber siddende i en solstråle i sin lejlighed.