Rasmus og den trygge base
Nattely i fred for mænd og hjælp til at komme videre. Det er tilbuddet på Café Klare på Vesterbro i København, hvor socialpædagog Rasmus Christensen er med til at skabe en tryg base for en broget flok hjemløse kvinder. Men stedets fremtid er usikker
Go’morgen, go’morgen, go’morgen. Klokken er halv ni, og socialpædagog Rasmus Christensen går rundt for at vække de kvinder på Café Klare i Lyrskovgade, der endnu ikke er stået op. De hjemløse kvinder er fordelt på tre værelser, indrettet med køjesenge. Der bliver banket forsigtigt på, før han stikker hovedet ind, og vækningen foregår blidt.
– Det er ikke altid lige sjovt for vores kvinder at skulle op og ud i al slags vejr uden noget at se frem til. Men når det nu ikke kan være anderledes, handler det om at skabe så god en stemning som muligt, siger Rasmus Christensen, der har arbejdet på Café Klare siden åbningen for to et halvt år siden.
‘Seje piger sætter grænser’, lyder budskabet på en plakat, der hænger ud for det sidste værelse i rækken. Men selv de sejeste kvinder kan have det svært på traditionelle herberger, hvor 80 pct. af brugerne er af hankøn. Her risikerer de at blive udsat for vold og seksuelle overgreb, og det var baggrunden for, at der som led i Københavns Kommunes hjemløsestrategi i marts 2011 blev etableret et sted kun for kvinder.
Fire koksestole i opholdsrummet på Café Klare giver sammen med køjesengene i alt 20 overnatningspladser. Derudover rummer stedet et dagtilbud, hvor Rasmus Christensen sammen med socialrådgiver Ane Hinna Menzer står for rådgivning, hjælp til komplekse problemer og motivation til livsforandring.
Natcaféen åbner på hverdage kl. 19 og i weekenden kl. 22. Om morgenen skal kvinderne normalt være ude kl. 10 – med mindre de har en aftale med Rasmus eller Ane. Men i dag er det tirsdag, hvor der er åbent hus til kl. 14. Det giver mulighed for at strække både søvn og morgenmad lidt længere. I opholdsrummet med det åbne køkken bliver der brygget kaffe, mens en kvinde indhyllet i en dyne forsøger at komme til sig selv. En anden står foran et spejl og afslutter sit morgentoilette med et strejf af parfume, og i et tilstødende rum arbejder en vaskemaskine på højtryk.
– De fleste af kvinderne går meget op i at få et bad og gøre noget ud af tøj, make-up og hår. Møder man dem på Hovedbanegården, vil man ikke umiddelbart tænke, at de er hjemløse. Men kradser man lidt i lakken, ryger facaden, siger Rasmus Christensen.
Stor forskellighed
Siden åbningen har 555 forskellige kvinder haft glæde af Café Klare, og 10-25 pr. døgn bruger stedet. De yngste er kun lige fyldt 18 år, mens den ældste har været 72, og det er ikke kun aldersspredningen, der er stor. Også på andre måder er det en broget skare, der finder vej til Lyrskovgade.
Nogle er stofmisbrugere og prostituerede, der i årevis har haft deres gang i narkomiljøet på Vesterbro. Der kan også være tale om unge, som er på vej ind i miljøet og bliver henvist til Café Klare af socialarbejdere på gaden. Andre er sofasovere, der før har overnattet i lejligheder rundt omkring – ofte med sex som modydelse. Stedet tager også imod voldsramte kvinder, som på grund af et misbrug ikke kan få plads på krisecentre. Og endelig er der dukket helt nye grupper af hjemløse op, som før ikke har været så synlige.
Det kan fx være kvinder, som på grund af psykiske lidelser er havnet på gaden. Eller det kan være helt unge kvinder med muslimsk baggrund, som er blevet smidt ud hjemmefra, fordi de har en livsstil eller en kæreste, forældrene ikke bryder sig om.
– De har ofte et meget dårligt socialt netværk og kan være præget af en opvækst med fx fraværende forældre, en voldelig far eller en psykisk syg mor, fortæller Rasmus Christensen.
I dag er der så pakket i opholdsrummet på Café Klare, at interviewet må foregå på en bænk i Enghaveparken over for. Men normalt spiser Rasmus Christensen og socialrådgiverkollegaen altid morgenmad med kvinderne efter en briefing fra nattevagterne.
– Hvis vi skal hjælpe, er vi nødt til at lære dem at kende og finde ud af, hvem de er. Omvendt har kvinderne også brug for at lære os at kende, så de føler sig trygge og tør bede om den hjælp, de har brug for. Nogle er fra start meget kontaktsøgende. Men andre skal vi smile til i to måneder, før de er klar til at åbne op og gå i dialog, siger han.
I de tilfælde er der tale om et langt, sejt tillidsopbyggende arbejde, og her kan det være til nytte af og til at servere en kop kaffe på sengen eller tilbyde et par rene, tørre strømper. Små ting, der gør en forskel.
Brobygning til systemet
Den egentlige rådgivning starter først, når natcaféen lukker, så der er fred og ro til en snak på tomandshånd. Fra kvinde til kvinde kan der være stor forskel på, hvad rådgivningen handler om, men brobygning til social- og sundhedssystemet spiller en væsentlig rolle.
– Fx hjælper vi med at etablere kontakt til sagsbehandlere eller andre myndighedspersoner, så de kan blive skrevet op til bolig, få kontanthjælpen igen, hvis den er stoppet, få en støttekontaktperson eller få tilskud til fx psykologhjælp, fortæller Rasmus Christensen.
Bistanden kan også bestå i at hjælpe en stofmisbruger med at komme i metadonbehandling, så hun slipper for at sælge sex for at skaffe penge til stoffer. For hende kan det være svært at overskue, hvor hun skal henvende sig og holde fast i beslutningen om, at hun vil ud af misbruget. Rasmus Christensen tager sig derfor af alt forarbejdet, sørger for at følge hende derhen og støtter hende, til hun er kommet godt i gang med behandlingen.
Som et tredje eksempel på, hvad hjælpen kan dreje sig om, nævner han en ung og meget forpint psykotisk kvinde, der kom til Café Klare efter at være blevet samlet op af behjertede mennesker på gaden. Hende fik han overtalt til at tage med på en psykiatrisk akutmodtagelse. Her blev han i venteværelset, til det var hendes tur, så hun ikke fortrød halvvejs i køen. Og da hun efterfølgende blev indlagt, besøgte han hende på afdelingen for at sikre sig, at hun var tryg.
Rasmus Christensen har også flere gange besøgt stofmisbrugende kvinder, der er røget i fængsel.
– En kaotisk stofmisbruger har typisk mere ro på, når hun er i fængsel. Så der har jeg en super god mulighed for at sætte noget i gang og tage fat i kontaktpersonerne omkring hende, så hun ikke står på gaden igen, når hun bliver lukket ud. Det er desværre noget, vi ofte oplever, siger han.
Rasmus Christensen og socialrådgiver Ane Hinna Menzer har i princippet de samme arbejdsopgaver. Men de har forskellige indfaldsvinkler til opgaverne, og er de låst fast i en situation, kan de have stor gavn af at sparre med hinanden.
– Nogle ting er Ane bedst til, og på andre områder har jeg nogle spidskompetencer. Så vi supplerer hinanden rigtig godt, siger han.
Det gode eksempel
Mens de fleste kvindekrisecentre kun har personale af hunkøn, er der udover Rasmus Christensen to andre mænd i medarbejderstaben på Café Klare. En mandlig nattevagt og en mandlig vikar.
Rasmus Christensen har ikke hørt om kvinder, der har afholdt sig fra at opsøge Café Klare, fordi der er mandlige ansatte. Men han lægger ikke skjul på, at det for en mand giver særlige udfordringer at arbejde et sted, hvor en stor del af kvinderne har været udsat for vold eller seksuelle overgreb.
– Mange har i deres liv mødt rigtig mange dårlige eksempler på hankønnet. Så jeg prøver at fremstå som det gode eksempel og vise dem, at mænd ikke behøver at være nogle svin, men også kan være rare og venlige. Uden andre bagtanker end de rent pædagogiske. Jeg tænker også altid over, hvad jeg siger, og hvad jeg signalerer med mit kropssprog, fortæller han.
Det er ikke kun kvinder, der er på vagt over for mænd, Rasmus Christensen skal kunne tackle. Han kan også komme ud for ‘sexchikane’ fra kvinder, som giver ham et klap i røven eller spørger, om de skal være kærester.
– I de situationer er det vigtigt, at jeg er helt klar i spyttet, og jeg har haft god nytte af tale med kvindelige kolleger og sygeplejersker, som oplever noget lignende på fx Mændenes Hjem, siger han.
Det sværeste ved jobbet er for Rasmus Christensen at være vidne til kvinder, der kæmper for at komme på fode, men ofte ikke har held med det, fordi de på mange fronter er så pressede, at de træffer forkerte beslutninger. Fx er der kvinder, som er så sultne efter et sted at bo, at de flytter sammen med en kæreste, der banker dem. Der er også kvinder, som er fast besluttede på ikke at ville fixe, men falder i og må prostituere sig for at finansiere misbruget.
– Når mennesker mister deres værdighed er det meget hårdt at se på, siger han.
Omvendt er det en fryd, når en af de kvinder, han gennem lang tid har forsøgt at få kontakt til, pludselig smiler tilbage.
– I et job som det her kan der være langt mellem snapsene. Men forleden var der en, der sagde: ‘Du har en helt fantastisk pædagogik’. Det er store ord i en brugergruppe, der generelt er trætte af pædagoger, og så bliver man glad, siger han.
– Derudover er det selvfølgelig altid rart at opleve, når en af vores kvinder får en lejlighed, bliver glad for at bo der og på sigt får overskud til at udleve nogle af sine drømme.
Drager omsorg for hinanden
Cafe Klare samarbejder med hjemløseenheden i Københavns Kommune, og en repræsentant herfra kommer forbi en gang om ugen. Hver torsdag morgen får stedet besøg af en sygeplejerske og en fodterapeut fra Sundhedsrummet under Mændenes Hjem, og frivillige fra Missionen Blandt Hjemløse sørger for, at kvinderne kan få massage.
Sidstnævnte står også for en madklub med hygge og samvær onsdag aften, der både er for nuværende og tidligere brugere. Madklubben er populær, og trods forskellighederne oplever Rasmus Christensen, at kvinderne generelt kommer godt ud af det med hinanden.
– En stofmisbruger kan nogle gange have svært ved at rumme en paranoid skizofren, der hører stemmer og siger mærkelige ting. Det kan give konflikter. Men ofte oplever jeg, at kvinderne støtter og drager omsorg for hinanden, fortæller han.
Omsorgen kan fx vise sig ved, at der bliver lagt et tæppe omkring en kvinde, som ligger og kokser i sofaen. Den kan også komme til udtryk, når en ældre stofmisbruger fraråder de unge at gå ud og tage stoffer. Eller når en bruger henvender sig til personalet, fordi en angstplaget kvinde på et af værelserne har brug for hjælp.
– For mange af kvinderne er det rart, at de kan give noget positivt videre, og selv om vi ynder at kalde dem ressourcesvage, er mange i virkeligheden stærke. Selv ville jeg ikke overleve tre dage som hjemløs på Vesterbro, så de kan nogle ting, som vi andre ikke kan. Det prøver vi at udnytte og bygge videre på i det relationsskabende og brobyggende arbejde, siger Rasmus Christensen.
Foreløbig er 322 kvinder sluset ud fra Café Klare. Heraf er 126 flyttet i egen bolig eller er blevet hjulpet tilbage i egen bolig, mens andre er sluset videre til krisecentre, socialpsykiatriske botilbud eller tilbud under hjemløsestrategien med massiv bostøtte. 35 er kommet i døgnbehandling eller er blevet indlagt på psykiatriske afdelinger, og nogle er efter eget ønske sluset ud til mere traditionelle herberger. I statistikken optræder nogle kvinder flere gange, fx hvis de efter en indlæggelse igen er dukket op på Café Klare.
En kæp i hjulet
Siden åbningen har Café Klare fået mange mindre donationer til enkeltprojekter og indkøb, og midler fra OAK-Foundation betaler i øjeblikket aftenfunktionen i tidsrummet 19-22. Men stedet er overvejende finansieret af satspuljemidler, der dækker resten af åbningstiden plus rådgivningen i dagtimerne. De udløber ved årsskiftet, og det kan stikke en kæp i hjulet på arbejdet med de hjemløse kvinder.
Støtte fra Københavns Kommune er afgørende for, at projektet kan fortsætte i sin nuværende form, og stedets videre skæbne afhænger af, hvordan politikerne på rådhuset prioriterer under efterårets budgetforhandlinger. I øjeblikket krydses der derfor fingre på Café Klare. Men Rasmus Christensen vælger at se optimistisk på fremtiden.
– Mere end 500 kvinder har indtil videre profiteret af stedet, og det viser, at der er behov for de skærmede kvindepladser. Vi har skabt en tryg ramme for de her kvinder, som ellers er svære at placere, og må vi lukke med udgangen af december har jeg for manges vedkommende svært ved at se, hvor de så skal gå hen, siger han.
Ved 11-tiden vender vi fra Enghaveparken tilbage til Lyrskovgade 2, hvor Café Klare ligger på anden sal. Nede på gaden står en bruger og ryger en cigaret med et håndklæde om sit nyvaskede hår. Hun kan nyde udsigten til et af de blomsterbede i gaden, stedet har adopteret, så kvinder med grønne fingre har noget at rive i. En anden kvinde kommer ud af opgangen, står stille et øjeblik og forsvinder så i retning mod Istedgade.
Læs mere på www.cafeklare-natcafe.dk