icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Udsatte

Zornigs barndom som undervisning

Målrettet film og undervisningsmateriale om Lisbeth Zornig Andersens barndom til socialpædagoger og andre fagfolk, som arbejder med udsatte børn og unge

  • Af Lone Marie Pedersen
  • 18-2013 /

I maj 2012 viste DR1 den prisbelønnede dokumentarfilm ‘Min barndom i Helvede’, der handler om forhenværende børnerådsformand Lisbeth Zornig Andersens rejse tilbage til sit barndomsmiljø. Seerne møder bl.a. stedfaderen Jan, som krænkede hende seksuelt, da hun var en lille pige. Men han kan ikke huske det. Det kan moren, som lå i sengen ved siden af, mens overgrebene foregik, heller ikke. Filmen vakte stor opmærksomhed om udsatte børn. Det samme gjorde hendes erindringsbog ‘Zornig – vreden er mit mellemnavn’, der udkom i efteråret 2011.

Film og bog bliver nu fulgt op med undervisningsmateriale, der er målrettet de fagfolk, som er tæt på udsatte børn og unge.

– Mit håb er, at min barndom kan bruges konstruktivt og forebyggende, siger Lisbeth Zornig Andersen.

Til dem, der er tæt på

I undervisningsmaterialet henvender Lisbeth Zornig Andersen sig især til pædagoger, socialrådgivere, lærere, studerende, ældste elever i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne, samt udsatte unge.

Med afsæt i fem kortfilm med ikke tidligere viste optagelser fra Lisbeth Zornigs rejse tilbage til barndommen bliver seerne præsenteret for begreber som tillid, loyalitet og samarbejde. Filmene behandler hver et tema: ‘Mors magt’, ‘et barn – to beskrivelser’, ‘tillid’, ‘politianmeldelse eller ej’, ‘tilknytning til krænker’.

Til hver af de fem film er der opstillet flere dilemmaer, som seerne kan diskutere. Under temaet ‘Mors magt’ kan deltagerne fx debattere: ‘Hvorfor skal Lisbeth bo på børnehjem?’ og ‘Hvordan kunne det lade sig gøre, at Lisbeths mor kunne styre sagsforløbet og få så meget magt?’.

I en pressemeddelelse står der, at formålet med undervisningsmaterialet er at gøre temaer som svigt, vold og overgreb konkrete i undervisningslokalerne og på arbejdspladserne, så alle bliver bedre til at hjælpe de udsatte børn og unge. 


Film og undervisningsmateriale kan downloades gratis på www.udsatteundervisning.dk

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis