En mand med mange kasketter
Sparringspartner, arbejdsgiver og allieret. Som familieplejekonsulent i Greve Kommune har Niels Larsen mange forskellige roller. Også den dag han besøgte familien Schmidt
Niels Larsen når ikke hen til bordet med nødder, frugt og småkager for ‘Lillian Schmidt’ kan slet ikke vente. Hun må bare fortælle den store nyhed.
– ‘Rasmus’ har fået en ny læreplads!
Som familieplejekonsulent i Greve Kommune har Niels Larsen fulgt med på sidelinjen i de sidste ugers genvordigheder. I telefonen har Lillian Schmidt forklaret, hvor ked hendes ældste plejesøn var over at være i lære på et autoværksted, hvor tonen var hård, og de ældre lærlinge drillede. Hun har fortalt, hvordan hun og hendes mand ‘Anders Schmidt’ satte foden ned. Det, der foregik, var simpelthen ikke godt for deres plejesøn. Der skulle han ikke være. Og at de derfor støttede plejesønnen i at sige nej til pladsen, selvom personalet på teknisk skole blev rasende, for, som kontordamen udtrykte det, ‘man siger kun nej til en læreplads, hvis man får en røvfuld’.
Men nu stråler Lillian Schmidts øjne. For nu har plejesønnen Rasmus fået en ny læreplads. Og nu kører det. Nu tager han fløjtende af sted klokken halv seks om morgenen.
Niels Larsen smiler og deler glæden med Lillian Schmidt og hendes mand.
Niels Larsen har været deres familieplejekonsulent i syv år, hvor han er kommet på besøg hver ottende eller tiende uge og til tider haft ugentlig telefonkontakt. På den måde har han fulgt med i op- og nedture for de to plejesønner, Rasmus og ‘René’, der i dag er 13 og 18 år.
|
Kom og se hvad vi laver Familieplejekonsulenterne oplever ikke altid, at omverdenen forstår, hvad deres arbejde går ud på. Heller ikke andre socialpædagoger. Men nu åbner en af dem døren: Kom med og se, hvad der sker på et helt almindeligt besøg hos en plejefamilie. |
Uden vat og bomuld
Da Niels Larsen stående har hørt det vigtigste om Rasmus’ nye læreplads, sætter han sig ved bordet sammen med Lillian og Anders Schmidt. Dagsordenen er enkel: De tager børnene et for et.
– Jeg tænker, vi starter med Rasmus, siger Niels Larsen.
– Hvor er han henne siden sidst?
Og så får han detaljerne om, hvordan Rasmus blev drillet på det første autoværksted, at han begyndte at spise hovedpinepiller hver dag, og at det ikke hjalp, da Henning ringede for at tale med teknisk skole. Og hvor glad han er nu, hvor han har fået den nye plads.
– Med Rasmus går det godt, rigtig godt, men hvis man puster på ham, så vælter han, siger Lillian Schmidt.
Niels Larsen nikker.
– Han er startet på teknisk skole som en helt almindelig ung, efter at han jo har været på specialskole. Skulle man overveje at sige noget til skolen?
Nej, det mener Lillian og Anders Schmidt bestemt ikke.
Uden vat og bomuld
– Nu har han været der et år, og han klarer den. Han klarer den uden at blive pakket ind i bomuld og vat og være noget særligt, og det betyder meget for ham. Han sagde selv forleden dag, at han er glad for, at han bare er en på linje med de andre, og at han så kan komme hjem til os og tale om det, hvis der er nogen problemer, siger Lillian Schmidt.
– Okay, siger Niels Larsen og noterer ned på blokken.
En af hans vigtige opgaver som familieplejekonsulent er at holde øje med, om handleplanen følges, fx i forhold til uddannelse, og prøve at hjælpe, hvis den ser ud til at skride.
Når han kommer hjem, skriver han et kort referat til sagsbehandleren om hver enkelt ung – en gang om året en længere status.
Bagefter fortæller Lillian og Anders Schmidt, at det betyder meget for dem, at de løbende informerer Niels Larsen om de valg og beslutninger de træffer, så de ikke pludselig står alene med ansvaret for en situation, der ikke er optimal – som hvis beslutningen om at sige nej til lærepladsen endte med, at Rasmus droppede ud af skolen. Eller omvendt: At han var gået helt ned, fordi han var blevet presset til at blive.
Et spørgsmål om kroner og øre
– Og hvordan går det med hans tennis, spørger Niels Larsen.
Det spørgsmål vækker brede smil, for det går så godt, så godt. Rasmus vinder medaljer.
Lillian Schmidt finder tre regninger frem og rækker dem til Niels Larsen.
Tennisklubben er ret dyr, viser det sig, for der har både været udgifter til en sommerskole og et særligt elitehold.
– I må bare dække det, I dækker, siger Lillian Schmidt og Anders Schmidt indskyder:
– Det er da bedre, at han spiller tennis end, han sidder og drikker.
Niels Larsen nikker, og tror da heller ikke, at det bliver noget problem at dække udgifterne.
Bagefter fortæller han, at han og de fire andre familieplejekonsulenter i Greve Kommune taler sammen om økonomiske spørgsmål og prøver at lægge en fælles linje. Så længe det drejer sig om mindre beløb, bestemmer de selv, ellers går det videre til sagsbehandleren, der evt. også får sin chef ind over.
– Normalt kan plejebørnene i hvert fald gå til én fritidsaktivitet, og så går vi ikke op i, om den er dyr eller billig, siger Niels Larsen.
Vederlag
Det er også familieplejekonsulenterne, der forhandler vederlag.
– På den måde er jeg en mand med mange kasketter, for jeg er fx både sparringspartner, arbejdsgiver og en allieret, der bærer familieplejernes ønsker og behov ind i resten af systemet, siger Niels Larsen.
Når det gælder spørgsmålet om vederlag, går det i Niels Larsens øjne for det meste gnidningsfrit.
– Grundlæggende kan man jo sige, at det er et lidt tosset system, hvor man går ned i løn, når man gør sit arbejde rigtig godt, fordi man får flere vederlag, jo flere problemer barnet har. Men familieplejerne synes for det meste, at det er helt fair, når de fx går ned i vederlag, fordi de ikke længere behøver være så meget hjemme hos barnet og i stedet kan begynde at arbejde ude, siger han.
Personligt har Niels Larsen aldrig oplevet en vederlagsdiskussion, der gik helt i hårknude, om end nogle har været uenige i, at de ikke skulle gå op i vederlag.
– Og det er da sket for nogle af mine kollegaer, at forholdet mellem familieplejer og familieplejekonsulent er blevet så dårligt, at det har været nødvendigt at skifte familieplejekonsulent, siger han.
En anstrengende bio-mor
På familieplejebesøget går de videre til næste barn, René.
Også han har det godt, passer specialskolen og er begyndt at spille fodbold.
Lige nu er det mest påtrængende problem hans biologiske mor og den forestående konfirmation. Selv om der er et halvt år til, bekymrer René sig allerede.
– Han er så bange for, at hans mor skal drikke sig fuld. Jeg har sagt til ham, at det gør hun ikke, men så spørger han: Og hvad nu, hvis hun alligevel gør det? Og så har jeg sagt, at så tager vi hende altså i hoved og røv og ind i en taxa. Og det har jeg også sagt til hans mor, men hun siger: Ved du hvad, det behøver I slet ikke at tænke på. For det bliver ikke noget problem.
Niels Larsen ser alvorlig ud.
– Ja, han er bange for at hun drikker. For det har han oplevet så mange gange før. Og han vil gerne have hende med?
Lillian Schmidt nikker.
– Det har vi slet ikke diskuteret. Hun er hans mor. Hun skal med…
Talsmand for familien
Når Niels Larsen selv skal nævne et punkt, hvor han har spillet en væsentlig rolle i forhold til plejefamilien, drejer det sig netop om Renés biologiske mor. På et tidspunkt kom hun ugentligt i familien Schmidts hjem, slængede sig i sofaen og talte uendeligt længe med Lillian Schmidt uden at værdige sin søn et blik.
Hun rodede i familiens ting, indtog deres hjem og ringede midt om natten.
– Hun mente, at når vi havde taget hendes søn i pleje, var hun nok også en del af vores familie, siger Anders Schmidt, der også havde en oplevelse af, at René var hårdt belastet af samværet med moderen.
Sagsbehandleren var ny, og hun mente, at moderen skulle have endnu mere tid med sin søn – og endnu mere tid i familien Schmidts hjem.
– Men så sagde jeg fra, siger Niels Larsen.
– Det gik simpelthen ikke. Hele plejeforholdet var i fare for at blive afbrudt, og i den situation var jeg talsmand for plejefamilien. Det var mig, der talte deres sag ind i systemet, fortæller han.
Efterfølgende blev der iværksat en psykologundersøgelse, hvor psykologen også talte med moren, og enden blev, at samværet blev indskrænket af hensyn til René.
Forebygger problemer
Niels Larsen bruger også meget tid på at ruste plejefamilierne og dele den indsigt, han selv får, fordi han møder så mange forskellige familieplejere.
– Jeg gør eksempelvis meget ud af at tale med plejeforældrene om, at det ikke er alle plejebørn, der kan blive boende i teenage-årene. Nogle gange er det bedre at barnet fx flytter på et opholdssted, og hvis man venter alt for længe med at indse det, ender relationen måske med at bryde helt sammen, så man slet ikke kan ses. Så kan det være bedre at stoppe tidligere, så plejebarnet eksempelvis flytter på et opholdssted, men kommer hjem i weekenden, siger Niels Larsen, og nævner et konkret eksempel med et plejebarn, der som ung er kommet ud i vold og misbrug, og nu ikke længere kan bo i plejefamilien på fuld tid.
– Så spørger de sig selv: Hvad har vi gjort galt? Og der er det min opgave at gå ind og sige: I har ikke gjort noget galt, men han er så tidligt skadet, at det ikke kunne lykkes.
Engang imellem er Niels Larsen også skrap og påpeger, at familieplejeren skal gøre noget anderledes.
– Et godt eksempel er ferier. Et par gange har jeg været nødt til at påpege, at nogle af de tidligt skadede børn, som har behov for enormt meget struktur, altså ikke har brug for at blive slæbt med på lange campingferier til udlandet, så det skal familien lade være med. Og det kan selvfølgelig godt være en svær situation, hvis de bare enormt gerne vil af sted, og jeg så siger, at det er altså ikke det, de skal lige nu.
Hjemme hos familien Schmidt er der ikke brug for løftede pegefingre. Tværtimod er der masser af anerkendelse til Lillian og Anders Schmidt. Da mødet er færdigt, lægger de også vægt på betydningen af netop den. Lillian Schmidt siger:
– Vi er lidt stolte, når vi kan fortælle, at René og Rasmus er så godt kørende. Vi giver jo faktisk hele vores liv til det her, og så betyder det meget, at der er en, der følger med. En, der siger til os, at det er godt arbejde, vi udfører.
Af hensyn til tavshedspligten har vi anonymiseret alle oplysninger om plejefamilie og plejebørn.