Politiet ansætter socialpædagoger
Københavns Vestegns Politi har ansat socialpædagoger, som sammen med betjentene skal forebygge, at unge havner i bandekriminalitet
Det er arketyperne, det er det traditionelle feminine og maskuline, som er på spil, når Københavns Vestegns Politi sender en socialpædagog og to betjente på gaden i Ballerup for at skabe kontakt til unge, som befinder sig i miljøet omkring de etablerede rockerbander, men som endnu ikke er blevet medlem.
Men der er også meget andet på spil, når socialpædagog Melanie Nielsen (31) og de to civilklædte politibetjente Jesper Eriksen (42) og Sonny Sandeep Singh (30) sætter sig ind i politiets sorte personbil for at køre Ballerups gader tynde.
De ved, hvor de skal lede, og de ved også, hvilke bydele i Ballerup, de skal holde sig væk fra.
For selv om man ikke umiddelbart kan se, at de kommer fra politiet, så rygtes det hurtigt, hvem de er. Nogle kan lide dem. Hos andre er de derimod ikke så populære, for lykkes deres arbejde, bliver der ikke rekrutteret nye medlemmer til rockerbandemiljøerne og dermed bliver fødekæden til banderne brudt.
København Vestegns Politi har som den første politikreds i landet kastet sig ud i et helt nyt projekt, hvor de har ansat tre pædagoger, som i samarbejde med politiet skal forsøge at få de unge, som er på vej eller allerede er i kriminalitet, ud og i gang med noget mere fremadrettet som fx en uddannelse eller et arbejde. Og til at løse den opgave har man valgt at lade den politimæssige faglighed arbejde sammen med den socialpædagogiske i projektet ‘Lokalnetværket for Unge’(LFU).
Det er et toårigt projekt, hvor der også er ansat akademikere, som bl.a. skal tage sig af at dokumentere arbejdet med de unge. Lokalnetværket er en del af den partnerskabsaftale, som Københavns Vestegns Politi har indgået med Herlev, Ballerup og Gladsaxe kommuner for at forebygge bandekriminalitet.
To fagligheder er repræsenteret, når de tre medarbejdere opsøger de unge. Det er den politimæssige myndighed, som vi alle på den ene eller anden måde kender, og den socialpædagogiske indsats, som i nogle samfundskredse ikke er særlig kendt, men til gengæld meget kendt hos dem, der har haft brug for støtte.
– Nogle af de unge vælger at tale med mig, fordi de fx har kærestesorger eller familiemæssige problemer. Andre vil tale med politiet om, at de fx har følt sig dårligt behandlet, da de blev anholdt, siger Melanie Nielsen.
Sådan er det ofte første gang, de tre taler med en ung, men senere udviskes skellene mellem de to faggrupper – dog uden helt at forsvinde. Det skal den helst heller ikke, for hele projektets idé er, at begge fagligheder skal være til stede og supplere hinanden.
En krammer eller et håndtryk
Lokalnetværket har eksisteret i et halvt år, og den første tid er gået med at få kontakt til miljøet og indkredse den gruppe unge, som er i fokus for deres indsats. Med tiden er det tanken, at de unge, som har brug for det, får tilbudt en form for mentorordning, hvor de får individuel støtte til at komme videre.
En dag i august fulgte fagbladet Socialpædagogen med i gruppens opsøgende arbejde. Vi kørte rundt i den sorte bil med stop undervejs, hvor de to betjente og socialpædagogen gik ud og talte med de unge.
Det første, som umiddelbart slår fagbladets udsendte, er, at socialpædagogen hilser ved at give knus til nogle af de unge, som hun kender. Politibetjentene giver typisk ikke et kram, men et håndtryk. Også til de unge, som de kender godt.
Men det er langt fra den eneste forskel mellem de to faggrupper.
Alle tre har været igennem et langt afklaringsforløb, hvor de har skullet finde fælles fodslag mellem en politimyndighed, der er uddannet til at fokusere på den stillede opgave, fx at afhøre en person, der sælger hash, og så den socialpædagogiske arbejdsmetode, hvor opgaven er over tid at skabe relationer og opbygge en kontakt med henblik på fx at støtte en misbruger til at komme ud af sit misbrug.
I begyndelsen følte Sonny Sandeep Singh det en kende grænseoverskridende og som en ubehagelig indtrængen i et andet menneskes privatliv, når Melanie Nielsen midt i en samtale med en ung mand, de havde kontaktet på gaden, kunne spørge ham, om han var på stoffer.
Jesper Eriksen og Sonny Sandeep Singh har også skullet vænne sig til ikke at optræde som traditionel politimyndighed og give bøde til en, der sælger hash. I stedet skal de – uden dog at fralægge sig politimyndigheden – agere med et kriminalpræventivt sigte og afveje, om de ikke opnår mere i forhold til den unge ved at skabe en god relation.
Når de kører rundt for at opsøge de unge, har de valgt at skifte politiuniformen ud med civilt tøj. Men de har hele det politimæssige udstyr med – både pistol, politiskilt og det blå blink til at sætte oven på bilen – hvis det bliver nødvendigt.
I andre sammenhænge, fx når de taler med forældrene til en ung eller er til møde med en offentlig myndighed, bærer de politiuniform.
For Melanie Nielsen, der bl.a. har en fortid som gademedarbejder, har det været en udfordring at skulle lave opsøgende arbejde sammen med politiet, for de unge lytter umiddelbart mere til politiet end til, hvad en socialpædagog siger.
– Hvis en politimand siger nej, er der mere myndighed bag ordene, end hvis en socialpædagog gør det, og de unge kan godt lide, at de kan tale med en politimand uden at være bange, siger hun.
Døgnrapporten som arbejdsredskab
Den dag, Socialpædagogen er med, begynder med et møde mellem de tre, hvor politiets døgnrapport bliver skimmet for at se, hvad der er sket af interesse for Lokalnetværket. Et rigtig godt arbejdsredskab, fortæller Melanie Nielsen.
– Vi får en viden om vores målgruppe, som det for en socialpædagog ville være svært at indhente, fordi vi ikke har adgang til politiets døgnrapport.
Denne dag fortæller døgnrapporten, at der har været uro blandt nogle unge knallertkørere, der er blevet taget af politiet. Det aftales, at Sonny Sandeep Singh, der i forvejen har god kontakt til en af dem, opsøger de unge. Det ville virke alt for voldsomt, hvis de alle tre går derhen.
Lokalnetværkets målgruppe er typisk mellem 11 og 18 år, og drenge fra indvandremiljøer udgør et lille flertal.
Det er onsdag, og den dag er der fodbold, hvor medarbejdere fra Ballerup Kommunes udegående team og Lokalnetværket spiller fodbold med de unge drenge/mænd, som møder op. Derfor sender de en sms til de unge, de kender, for at minde dem om, at der er fodbold i aften, hvis de har lyst.
En enkelt ung svarer tilbage med et ‘tak’.
Herefter bliver dagens køretur tilrettelagt, og de giver politistationen besked om, at de nu er ude at køre. Det er en sikkerhedsforanstaltning, hvis der skulle ske dem noget på turen.
De udvælger de såkaldte ‘hot spot’ – steder, som de denne dag vil besøge. De ved, hvor de unge, som er projektets målgruppe, holder til, og samtidig holder de sig væk fra de områder, hvor to rivaliserende rockergrupper dominerer. De ved ‘fra miljøet’, at en konflikt er under opsejling mellem de to.
– Vi kører ikke derind i civil. Det handler om vores egen sikkerhed, siger Jesper Eriksen.
De er bevidste om, at de skal passe på, fordi de bevæger sig i miljøer, hvor nogen ikke bryder sig om deres tilstedeværelse, fordi de måske får nogle unge væk fra miljøet. Samtidig kommer de som politimæssig myndighed, der har kompetence til at anholde en person, hvis de vurderer, at der ikke er andet at gøre.
Betjentene er vant til at spotte optræk til trusler eller angreb mod dem, derfor er aftalen, at hvis enten Jesper Eriksen eller Sonny Sandeep Singh siger til Melanie Nielsen ‘Kom, vi går’, så er det ikke til diskussion.
– Så kan jeg altid bagefter spørge, hvorfor vi skulle gå, siger Melanie Nielsen.
Den bløde præventive politihat
Det kan være et psykisk krævende arbejde, fordi de hele tiden skal være udadvendte og opsøgende i kontakten til de unge. De skal være i stand til at holde en samtale kørende uden her og nu at være direkte resultatorienterede. Tværtimod skal de arbejde langsigtet på at opbygge relationer til de unge, der er projektets målgruppe.
Sonny Sandeep Singh fortæller, at han nogle gange om aftenen, når han kommer hjem efter en arbejdsdag, bare er så træt i hovedet, at han ikke orker at tale med nogen.
Lokalnetværket er et tilbud, som den unge kan fravælge, og den relation, som de to betjente og socialpædagogen måske har brugt flere uger på at opbygge, kan forsvinde lige så let som dug for solen, hvis den unge ikke vil være med mere.
– For den her gruppe unge er der ikke langt fra et knallerttyveri til et organiseret bandemiljø, som er nemt at blive lokket ind i, siger Sonny Sandeep Singh.
– Det er den unges tillid til os og ikke hans kriminalitet, vi skal arbejde med, siger Jesper Eriksen.
Det har begge betjente skullet lære sig, og de har hver især en daglig indre monolog kørende om ikke at skulle udskrive en bøde til en ung, der fx kører på knallert uden hjelm.
Desuden skal de også hele tiden tage stilling til, om de ulovligheder, de er vidne til, er af en sådan karakter, at de skal handle som politimyndighed.
– Det skriger i min krop ikke at gøre noget ved det, vi er vidne til. Vi er skolet til at reagere på ulovligheder og vant til at have faste regler, vi skal holde os til. Sidder der to betjente ved siden af hinanden i patruljevognen, reagerer vi ens på ulovligheder, siger Sonny Sandeep Singh.
Jesper Eriksen supplerer:
– Vi er nødt til at lukke øjnene for de små ting, ellers vil de unge stikke af. Vi skal hele tiden have fokus på projektets hovedformål, at vi er der for at få de unge væk fra bandekriminalitet.
Begge betjente er glade for, at de kan vælge det, de kalder den bløde præventive hat.
I kontakten med de unge, bliver de ofte spurgt: ‘Kan I stadig anholde?’ Og ja, det kan de godt, er svaret.
Men det er bedst ikke at skulle være tvunget til det. Fx møder de denne onsdag en dreng på en (formentlig stjålet) knallert, og han har ingen hjelm på. Da drengen ser de tre komme kørende, standser han sin knallert, står af og trækker den. Begge parter hilser respektfuldt på hinanden. De tre medarbejdere ved, at stort set alle i drengens familie er kriminelle. Arbejdet går derfor ud på at opbygge en god kontakt til drengen, så det måske på længere sigt bliver muligt at sætte et forløb i gang, så han og andre familiemedlemmer kan komme ud af kriminalitet. Havde drengen i stedet ræset af sted, da han så dem, havde politiet været nødt til at sætte efter ham.
Foucault og det pædagogiske
Melanie Nielsen har som socialpædagog sit fokus på at skabe en god kontakt til de unge og er derfor mindre optaget af, om en knallertkører bærer hjem eller kører rundt på en stjålet knallert.
For hende ligger den store udfordring i at kunne opbygge relationer til de unge gennem det opsøgende arbejde, og hun læner sig i sit metodevalg op af den franske idehistoriker Michel Foucaults tanker om det såkaldte praksisnære socialpædagogiske arbejde. Og det er en viden, som hun insisterer på, at Jesper Eriksen og Sonny Sandeep Singh også skal have del i. Derfor taler hun sig varm om de metoder, hun bruger, alt imens hun styrer bilen rundt i Ballerup.
De kører på skift bilen, og for Melanie Nielsen var det i begyndelsen en overvindelse at skulle sætte sig bag rattet. Med to betjente så tæt på var hun bange for at overtræde færdselsreglerne.
Hun har arbejdet med det opsøgende gadearbejde i mange år, og for hende er det meget naturligt at kontakte unge, der er samlet på gaden, selv om hun ikke har et bestemt ærinde andet end at lære dem at kende.
– Vi tiltrækker forskellige grupper, og de, der er bange for politiet, vil måske hellere snakke med mig.
Undervejs på køreturen deler de kort ud om, hvem de er, og hvordan man kan få kontakt med dem. De kan registrere, at flere og flere unge kontakter dem enten på telefon eller når de møder dem på gaden.
Dummebøder til drenge
Et af hot-spot-stederne er ved en S-togsstation. Her er der som regel altid nogle unge, der sælger hash. Denne dag sidder der en 14-årig knægt, som de kender. Han er ‘ansat’ af en rockerbande til at sælge hash.
I dag vil han ikke snakke med dem, men gemmer sig lidt bag sin hætte. Løfter dog hånden til hilsen, da de kører forbi ham.
Melanie Nielsen har tidligere talt med ham og givet ham sit kort. ‘Hvad skal jeg med det’, spurgte han og stak det så i bukselommen. Nogle dage vil han godt snakke.
Drengens kunder kommer fra alle samfundslag, fortæller Melanie Nielsen, og når at undskylde, at hun nu bliver uprofessionel, fordi hun ikke kan undertrykke sin private vrede.
– Jeg kan godt blive harm over, at almindelige mennesker som du og jeg, som måske er på vej til arbejde, kan få sig selv til at købe hash af en dreng på 14 år!
Selv får drengen 100 kr. i timen, men hvis han bliver taget af politiet og må aflevere sin klump hash, idømmer bandemedlemmerne ham en såkaldt dummebøde, som han skal betale af på, før han selv får penge.
– Ofte bliver de unge drenge truet ind i miljøet, siger Jesper Eriksen, der har en fortid som fængselsbetjent.
Den direkte vej
Næste stop er et indkøbscenter. De parkerer altid bilen et stykke fra det sted, de skal hen, for ikke at få bilen ødelagt.
De tager en hurtig runde i centret for at se, om der er unge mennesker, som er i deres målgruppe. Mens de tilsyneladende slentrer en almindelig tur, bliver der sendt falkeblikke rundt, og blinde hjørner i centret bliver undersøgt. Der bliver hilst på et par unge, som de kender, men som ikke er i deres målgruppe. De er på udkig efter en bestemt dreng, som de ikke har set i nogle dage, og de er bekymrede for, hvad han har rodet sig ud i.
De finder ikke drengen.
Herefter går turen til fritidsklubben, der ligger i et stort socialt boligkompleks. Fra døgnrapporten ved de, at tre unge aftenen før har stjålet knallerter, og der har været en del uro uden for klublokalerne. Politiet blev tilkaldt.
Knallerttyvene er ‘kandidater’ til rockermiljøet, men samtidig deltager de ofte også i Lokalnetværkets fodbold onsdag aften.
De taler med klublederen, som har et grundigt kendskab til de tre unge og miljøet omkring dem, og bliver enige om, hvem der gør hvad i forhold til de unge. Lederen er glad for samarbejdet med Lokalnetværket, der kan tage fat der, hvor hun bliver nødt til at slippe. Hverken lederen eller hendes medarbejdere kan nå at følge op på alt det, der sker med den her gruppe unge, som med deres opførsel samtidig også dræner klubben for mange personaleressourcer.
Lokalnetværkets tilstedeværelse betyder også, at tingene går lidt stærkere, når det er netværket og ikke hende, der kontakter de kommunale myndigheder, fortæller hun. Den tid, som hun sparer, kan bruges på de andre unge i klubben.
Endelig er der den fordel, at netværket kan snakke med de unge på en anden måde, end hun kan. Via sin ansættelse er hun forpligtet til at reagere på de ulovligheder, som hun får kendskab til.
Vi er bare så almindelige
Næste stop er foran en tobaksforretning, hvor tre unge opholder sig. Ved siden af er der en gruppe voksne samlet omkring et par bænke, hvor de sidder og drikker. Her bliver der talt højt om tingene.
Igen bliver bilen parkeret lidt derfra.
De går i samlet flok hen til de tre unge og præsenterer sig. Den ene dreng har hørt lidt om lokalnetværket og kan så forsikre, at de ikke tilhører målgruppen. Han er selv begyndt på teknisk skole, og den anden arbejder i et supermarked.
Der er en god stemning, og der bliver grinet og – igen, igen – skal politibetjentene bekræfte, at det er rigtigt, at de er politibetjente. De viser deres politiskilte. Det synes drengene er sejt. Pigen siger intet under hele samtalen, men smiler hele tiden til den mest snakkende af drengene.
Det, der umiddelbart er en almindelig samtale, er samtidig også Lokalnetværkets forsøg på at få indblik i miljøet. Melanie Nielsen er mest direkte i sine spørgsmål om, hvorvidt de kender nogen, der ryger hash, om de selv gør det osv.
Der bliver hilst af, og begge drenge tager imod kortet, som fortæller, hvordan man kan komme i kontakt med netværket. Pigen takker nej.
Det er et hårdt benarbejde at blive kendt både af de unge i kommunen og af de forskellige myndigheder som skole og socialforvaltning, er de tre enige om. Det kræver dagligt et personligt overskud.
Socialpædagoger bruger sig selv
Undervejs på køreturen beder Socialpædagogen de to betjente om at fortælle, hvad socialpædagoger er gode til.
Jesper Eriksen: – De har en anden vinkel at arbejde kriminalpræventivt på, fordi de har nogle andre metoder til at få fat i de unge. Fx gennem forældresamarbejde, og de kan se, hvilke tegn der fx er på, at sønnen er ude i noget skidt. Går han fx med rigtig dyre Nike sko, som han almindeligvis ikke ville have råd til at købe.
Sonny Sandeep Singh: – Melanies kompetence ligger også i, at hun ser ting, som jeg tænker måske er ligegyldige for den opgave, vi er ude i. Når vi møder en ung, kan hun fx spørge, ‘passer du din skole?’, mens jeg er mere fokuseret på det konkrete, om han sælger hash.
Jesper Eriksen: – Socialpædagoger har nogle pædagogiske redskaber, de kan hænge tingene op på. Det har vi ikke.
Melanie Nielsen supplerer: – Jeg har et værktøj til at se perspektiverne, mens I mere har et tunnelsyn.
Sonny Sandeep Singh retter hende: – Jeg vil nu ikke kalde det et tunnelsyn, men et fokus: Hvad står vi med lige nu, og det er det, vi handler på.
Jesper Eriksen: – Melanie er mere teoretiker, vi er mere praktikere. Politifolk er vant til at handle her og nu. Vi kommer ud i politiuniform, og forventningerne er, at vi klarer den situation, der er årsagen til, at politiet er hidkaldt.
Samarbejdet forudsætter, at de alle tre skal give sig, så enderne kan nå sammen, er de enige om. Men det er anstrengelserne værd, for arbejdsglæden er stor.
– Vi kunne godt tænke os, at det nogle gange gik lidt hurtigere. Melanie er den af os tre, der har flest meninger om, hvad der skal gøres, og hun skal hele tiden have en begrundelse for, hvorfor vi gør, som vi gør, siger Jesper Eriksen.
De tre pædagoger, som Vestegnens Politi har ansat, arbejder meget forskelligt, er Jesper Eriksen og Sonny Sandeep Singhs erfaring. Melanie Nielsen inddrager fx en stor del af sin personlighed i sit faglige arbejde.
Og sådan er det ikke med betjentene. De er skolet til at lave det samme, så man altid ved, at den anden gør, som man selv ville have gjort.
Men de kan godt lide, at Melanie Nielsen stiller spørgsmål til tingene, selv om det nogle gange kan være hårdt at tænke ‘ud af boksen’, som de siger.
– Nogle gange er man helt hæs, når man kommer hjem, siger Sonny Sandeep Singh.
Dejligt med modspil
Så er det Melanie Nielsens tur til at fortælle, hvad politibetjente er gode til, og hendes første kommentar er, at de mange gange rykker ved hendes holdninger.
– Jeg kan nogle gange godt være lidt for lyserød i min opfattelse af tingene.
Og hvad det betyder, bliver forklaret af Sonny Sandeep Singh:
– Hvis Melanie ser en dreng stikke hånden nede i en fremmed persons jakkelomme, så vil hun straks forsvare det og sige, at han gør det, fordi han fryser om hånden…
Melanie Nielsen fremhæver desuden de to betjentes evne til at tale med mange forskellige, såvel myndigheder, almindelige mennesker som fulde folk på gaden.
– Jeg er vant til at tale med den samme type mennesker – måske er det mit tunnelsyn.
Hun fremhæver, at det både er positivt og negativt, at de er så resultatorienterede.
– Hvis vi kun var pædagoger ansat til det her arbejde, blev det måske lidt for meget rundkredspædagogik.
Og så udgør hendes to kollegaer en tryghed i arbejdet, fordi de – som politimyndighed – udstråler en autoritet.
– Når de fx siger til en ung mand: ‘Er du sød at slukke jointen, mens vi taler sammen’, så virker det. Sagde jeg det samme, er der større sandsynlighed for, at jeg ville få fuck-fingeren. De unge har respekt for politiet.
Halfodbold
Dagen slutter med fodbold i hallen. 14-18 stykker er mødt op. Det er flere end tidligere, så det tager de som tegn på, at de er ved at blive kendte. Ikke alle er i Lokalnetværkets målgruppe, men i periferien af den.
Sonny Sandeep Singh spiller fodbold med de omkring 10 unge, som vil være med. Det er tydeligt, at Sonny Sandeep Singh er en god spiller, men også tydeligt, at han ikke spiller for selv at score mål, men har sit fokus på de unge. Diskret spiller han hele tiden bolden til de unge og bringer dem i fokus, måske er en af dem heldig at score. Han opmuntrer og klapper på skulderen, når det går godt.
Imens sidder Jesper Eriksen og Melanie Nielsen og taler med de drenge, der også er mødt op, men som ikke vil spille. De vil sidde og snakke. Jesper Eriksen skal igen, igen lægge øre til, hvor dumt politiet har opført sig over for en knallertkører. Jesper Eriksen lytter tålmodigt uden at forsvare politiet eller give den unge medhold, og lidt senere kan samtalen udvikle sig videre til at handle om noget andet i den unges liv.
De arbejder begge to med at skabe kontakt til de fremmødte og forsøger at skabe en god stemning med humor og lethed.
Melanie Nielsen får skældud af en dreng, fordi hans venner har fortalt ham, at Melanie Nielsen har sagt noget om ham til vennerne. Han siger, at han kun er mødt op for at skælde hende ud og vil ikke tale med hende, fordi hun har brudt hans tillid. Han er ophidset og tror ikke på Melanie Nielsens forsikringer om, at hun ikke har talt med hans venner. Da han har raset ud, slår han sig ned ved bordet og efter lidt tid vil han hellere end gerne tale med Melanie Nielsen om de problemer, han slås med.
Det samme vil en dreng, der har begge arme bundet op, fordi han er kørt galt på en knallert, han i øvrigt havde stjålet. Begge drenge tilhører projektets målgruppe.
En anden ung mand er mødt op, fordi han har hørt om projektet og vil gerne have sine kriminelle fætre med til fodbold. Han aftaler med Melanie Nielsen, at han skal prøve at få sine fætre med næste gang.
Da klokken er 22:00, forlader de alle hallen.
Men før Melanie Nielsen, Jesper Eriksen og Sonny Sandeep Singh kan holde fyraften, skal de tilbage til kontoret og skrive ind i logbogen, hvordan dagen er forløbet.