icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Jobrotation

Klogere på kommunikation

En fantastisk mulighed. Sådan beskriver Jacob Høgsberg Stanford det jobrotationsprojekt, der tidligere i år sendte ham på efteruddannelse i kommunikation og mediepædagogik. Diplommodulerne på UC Sjælland har allerede sat sig sat sig spor i det daglige arbejde

  • Af Trine Kit Jensen
  • 19-2014 /

Jacob Høgsberg Stanford måtte i første omgang lige sunde sig lidt, da han fik at vide, at han sammen med fire kolleger skulle på efteruddannelse for at lære, hvordan it og medier kan bruges i arbejdet med Hulegårdens beboere. For de andre kom aftalen i stand i forbindelse med en medarbejderudviklingssamtale. Men den 32-årige socialpædagog, der har været ansat på botilbuddet i Brøndby i godt tre år, blev bare udpeget.

 – Måske havde ledelsen en forestilling om, at jeg var velegnet til det, fordi jeg hører til blandt de yngre. Det var lidt specielt at få at vide, at nu skal du om kort tid på efteruddannelse i 14 uger. Men overordnet set var jeg begejstret og meget glad for at komme af sted. Et betalt fuldtidsstudium er en stor ting at få tildelt af arbejdspladsen, siger han.

Efteruddannelsen fandt sted fra midten af januar til midten af april. På kommunikations-modulet, der lå først, handlede det om at få teorierne på plads, mens mediepædagogikken var mere praktisk orienteret. Her blev deltagerne undervist i, hvordan fx spil, apps og video kan bruges som pædagogiske redskaber og hjælpemiddel til at nedbryde nogle af de barrierer, mennesker med nedsat funktionsevne møder i samfundet.

– Jeg blev ikke ekspert, men fik nogle ideer, som jeg kunne gå hjem og arbejde videre med, siger Jacob Høgsberg Stanford.

En almindelig huskeseddel til indkøbsturen duer fx ikke, hvis man har svært ved at læse. Allerede i forbindelse med en eksamensopgave var Jacob Høgsberg Stanford derfor med til at udvikle en idé til en digital indkøbsseddel. Mere konkret i form af en video med billeder og tale, der via en QR-kode altid kan hentes frem på en smartphone eller tablet.

Lige nu arbejder han på et projekt, der skal hjælpe en 32-årig kvindelig beboer på Hulegården. Beboeren kan ikke læse. Men hun har stor glæde af sin smartphone, bærbare pc og iPad, som hun bl.a. bruger til at tage billeder og optage video – og den interesse skal nu bruges pædagogisk. 

I det daglige har kvinden behov for støtte til mange gøremål, fx tøjvask, oprydning, lægebesøg og kontakt til offentlige instanser. Men især over for andre end de faste støttepersoner har hun problemer med at italesætte, hvor meget støtte hun har brug for, og hvordan de bedst kan hjælpe hende.

– I nuet kan det være svært for hende at forklare hvilken støtte, hun har brug for i en given situation. Men hvis vi laver en video sammen, er det en længere proces, og via optagelserne kan vi nå frem til et resultat, der kan guide nye medarbejdere, fortæller Jacob Høgsberg Stanford.

Projektet omfatter også en plan om, at der skal optages videofilm, hvor kvinden sammen med sin kontaktpædagog udfører forskellige opgaver. De film kan hun efterfølgende bruge som manual og på den måde blive mere selvhjulpen.

Vil gerne af sted igen

Personligt oplever Jacob Høgsberg Stanford, at han har fået stort udbytte efteruddannelsen, der ikke blot har givet ham ny viden og nye færdigheder, men også nye faglige relationer.

– Fra Hulegården var der nogle med, som jeg ikke til daglig er i team med. Vi arbejder med lidt forskellige brugergrupper, og det har været givende at få bedre kendskab til hinandens ressourcer. Der var der også rigtig meget sparring med pædagoger fra de andre institutioner og spændende debatter om måden, man arbejder på. Den ældste var 60 år, så vi havde vidt forskellige forudsætninger, men et godt sammenhold undervejs, siger han.

Som et plus peger han også på, at alle deltagere på diplommodulerne har været fælles om i et eller andet omfang at arbejde med voksne, som har funktionsnedsættelser.

– Sidder man sammen med nogle, der arbejder i en børnehave, har man to forskellige perspektiver på tingene. Med det samme udgangspunkt er der meget, man ikke behøver at forklare, fordi det ligger implicit. Det er en stor fordel, siger han.

Jacob Høgsberg Stanford er forholdsvis nyuddannet pædagog. Efteruddannelse stod derfor ikke øverst på dagsordenen, da han i foråret blev sendt af sted til UCSJ. Men nu har han fået blod på tanden. Lige nu står han ikke først i køen til de nye moduler, der fra efteråret kobles på diplomuddannelsen, fordi andre medarbejdere på Hulegården også skal til. Men hen ad vejen håber han at stykke en fuld diplomuddannelse sammen.

– Jeg har fået at vide, at jeg med lidt tålmodighed vil få lov at komme af sted igen, og det vil jeg ikke sige nej til, fortæller han.

Jobrotations-modellen ser Jacob Høgsberg Stanford som en idé, alle parter kan profitere af.  

– De ledige i vikariaterne får både et forkursus og noget arbejdserfaring, som nogle af dem måske mangler. Så alle vinder på det her, siger han. 

Sidstnævnte gælder også – og ikke mindst – beboerne på Hulegården og i de andre specialtilbud, mener han.

– De får forhåbentlig større livskvalitet. Det overordnede mål er, at vi hele tiden forbedrer den pædagogiske indsats, vi yder på tilbuddene. Det er nummer et, siger han. 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Uddannelse