icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Jobrotation

Sporskifte til nyt arbejdsfelt

Den erfarne socialpædagog Hans Endersen har hele sit arbejdsliv arbejdet med børn og unge. Da han sidste år blev ledig, var han parat til at skifte spor, og via et jobrotationsvikariat med tilhørende forkursus fik han en fod indenfor på specialområdet

  • Af Trine Kit Jensen
  • 19-2014 /

Hans Endersen var i mere end ti år viceforstander på Skolehjemmet Skovly i Gl. Holte – en døgninstitution for udsatte børn og unge med psykosociale problemer. Men Rudersdal Kommune valgte sidste år at lukke skolehjemmet, og den 59-årige socialpædagog mistede sit job.

– Det var dejligt lige at få lidt luft i en periode. Men på grund af min alder var jeg lidt bekymret, og jeg var spændt på, om jeg kunne få et ny job et andet sted, siger han. 

Hans Endersen afsluttede sin pædagoguddannelse i 1979 og har altid arbejdet på børne- og ungeområdet. Men i kølvandet på anbringelsesreformen og Barnets Reform har der været nedskæringer på mange institutioner for børn og unge. I erkendelse af, at det nok ikke var på det felt, de fleste stillinger lå, valgte han derfor at søge meget bredt og var åben over for at prøve kræfter på et nyt arbejdsfelt. Bortset fra et enkelt tilbud om et vikariat, som han valgte ikke at tage imod, var der imidlertid blankt afslag på de mange jobansøgninger.

– Jeg fik ikke rigtig nogle tilbagemeldinger på mine ansøgninger og blev ikke kaldt til samtale.  Så jeg tænkte: Det her er ikke så godt, fortæller han.

Han var derfor straks interesseret, da han via Socialpædagogernes a-kasse hørte om jobrotationsprojektet, hvor en gruppe ledige ville få mulighed for bytte plads med medarbejdere fra fem specialtilbud, mens de i tre måneder var på efteruddannelse.

– Det lød som en god indfaldsvinkel til at komme ud og prøve mig selv af i en ny sammenhæng, siger han.  

Hans Endersen mødte op til et orienteringsmøde i a-kassen, hvor lederne fra de fem tilbud var til stede for at præsentere de forskellige arbejdspladser. Efterfølgende søgte han som sin første prioritet et vikariat på Blindecenter Bredegaard i Fredensborg. Han kom til samtale, fik vikariatet og efter en måneds forkursus på dagpenge med introduktion til specialområdet havde han 6. januar i år første arbejdsdag på fuld overenskomstmæssig løn.

Blindecenter Bredegaard er et bo- og dagtilbud for voksne udviklingshæmmede med synshandicap. Så Hans Endersen havnede i en noget anden boldgade, end han var vant til. 

– Med min erfaring fra døgninstitutioner for børn og unge var det selvfølgelig ikke fremmed for mig at arbejde et sted, hvor mennesker bor og har deres liv. Men det var nyt at skulle arbejde med voksne handicappede. Omstillingen var en stor udfordring, men samtidig spændende, og jeg blev taget enormt godt imod – både af beboerne og af de medarbejdere, jeg skulle arbejde sammen med, fortæller han. 

Hans Endersen faldt ret hurtigt godt til, og efter de tre måneder i jobrotation gled han direkte ind i et almindeligt vikariatet, der løb frem til 1. september.

Rigtigt arbejde

Hans Endersen havde kun været arbejdsløs i et par måneder, da a-kassen informerede ham om muligheden for at deltage i jobrotationsprojektet. Han understreger derfor, at han ikke i detaljer kender vilkårene for de aktiveringsordninger, der også giver ledige mulighed for at få en fod indenfor på en arbejdsplads, høste erfaringer og lære nyt. Umiddelbart kommer jobrotations-ideen dog ind som en klar vinder. 

– Et jobrotationsvikariat er ikke aktivering, men et rigtigt job med relevant arbejde til en god løn, og jeg har en forestilling om, at man i jobpraktik står lidt mere ude på sidelinjen, siger han.

Som en del af det månedlange forkursus var der i syv dage sidemandsoplæring ude på de arbejdspladser, hvor de ledige skulle vikariere, mens resten af undervisningen foregik på UC Sjælland (UCSJ) i Roskilde. Her bød skemaet bl.a. på forsorgshistorie, indføring i det specialpædagogiske arbejdsområde og pædagogens professionelle rolle her. På skemaet var også lovstof og etik, samt fx praktisk undervisning i, hvordan man kommunikerer med de svageste borgere. Hans Endersen var især glad for de dage, hvor ledere og pædagoger fra de fem involverede institutioner kom forbi for at undervise.  

– Det var de rigtig gode til, og det var hver gang super spændende og vedkommende, siger han.

Som led i forkurset fik Hans Endersen også et kursus i hygiejne, løfteteknik og medicinhåndtering. Sidstnævnte er et krav, når man arbejder på specialinstitutioner som Bredegaard, og med kursusbeviset som en ekstra fjer i hatten regner han med fremover at være mere attraktiv for arbejdspladser på specialområdet.

Men det blev dog ikke nødvendigt at søge job andetsteds, da vikariat nummer to sluttede. Hans Endersen er nemlig fra 1. september blevet fastansat på Blindecenter Bredegaard.

– Der var allerede for nogle måneder siden følere ude, hvor man spurgte mig, om jeg eventuelt kunne være interesseret i et fast job. Det har jeg fået, og det er jeg rigtig, rigtig glad for, siger han.

Samtidig afslører Hans Endersen, at specialtilbuddet i Fredensborg er et af de steder, hvor han i sin ledighedsperiode søgte job uden at komme i betragtning.

– Jeg tror derfor, at det har haft stor betydning, at de gennem jobrotationsprojektet har haft en mulighed for at se mig lidt an og lære mig at kende som person, siger han. 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Uddannelse