Fat i følelserne
Hanne er udviklingshæmmet og var som barn offer for incest, og de følelsesmæssige skader er aldrig blevet repareret. Med socialpædagog Dan Jørgensen som fast støtte deltager hun nu i et terapiforløb, der skal give hende den hjælp, hun ikke før har fået
Jeg får mere ro på mig selv, fordi jeg får bearbejdet alt det der incest. Jeg kan sove godt om natten. Jeg er ikke så stresset på arbejdet mere, og jeg kommanderer ikke så meget med de andre.
Sådan siger Hanne om det terapiforløb, hun i øjeblikket er i gang med. Hanne er 35 år, udviklingshæmmet og blev i barndommen seksuelt misbrugt af sin far. Hendes faste følgesvend i terapien er socialpædagog Dan Jørgensen. Han er leder af den socialøkonomiske virksomhed Danhostel Faxe Vandrerhjem, hvor Hanne i mere end ti år har været i beskyttet beskæftigelse.
– Jeg gik ind i det her af to grunde. Jeg ville gerne have noget mere viden om det her område – og Hanne havde alvorligt brug for hjælp, siger han.
De ubearbejdede traumer efter overgrebene har sat sig meget tydelige spor hos Hanne. Hun har udviklet en alvorlig spiseforstyrrelse og vejer i dag 165 kg. Et par gange om måneden starter Dan Jørgensen derfor bilen for at køre med hende ind på Rigshospitalets Center for Seksuelle Overgreb, hvor hun er i terapi hos psykolog Annalise Rust (se den efterfølgende artikel, red.).
– Hanne skal have det bedre. Hun har valgt at tackle overgrebene ved at trøstespise, og vi er regulært bange for, at hun dør, hvis vi ikke får stoppet overspiseriet, siger Dan Jørgensen.
Behandlingsforløbet på Rigshospitalet er en del af et metodeudviklingsprojekt, der fremover skal give mennesker med kognitive handicaps mulighed for at få professionel hjælp, når de har været udsat for seksuelle overgreb. Et tilbud, som kun de færreste får i dag – bl.a. fordi de har svært ved at få udbytte af traditionel samtaleterapi.
Som 16-årig gik Hanne kortvarigt til samtaler med en psykolog, da en efterskole havde opdaget og politianmeldt overgrebene. De samtaler har hun fortalt, at hun ikke fik noget ud af, og når personalet på Faxe Vandrerhjem er kommet med forslag, der måske kunne hjælpe hende, er de hver gang blevet afvist.
Dan Jørgensen var derfor ret sikker på, at Hanne også ville takke nej til ideen om behandling på Center for Seksuelle Overgreb.
– Hun har tidligere givet udtryk for, at hun i hvert fald ikke skulle tale med psykologer eller noget som helst andet. Men vi brugte al vores pædagogiske indsigt på at få hende til at forstå, at hun var i en situation, hvor der var nødt til at ske noget. Pludselig sagde hun så ud af det blå, at det ville hun faktisk gerne, fortæller Dan Jørgensen.
Hanne selv, der har taget en kort pause fra sin køkkentjans, nikker i retning af Dan Jørgensen, da hun bliver spurgt, hvorfor hun valgte at slå til.
– Fordi han tager med mig derind, siger hun.
Svært med mænd
De seksuelle overgreb, der sendte Hannes far i fængsel, begyndte, da hun var 8-10 år. De fortsatte i omkring tre år, og det seksuelle misbrug har ikke blot haft konsekvenser i form af trøstespisning. Hanne har også en meget veludviklet retfærdighedssans og vil rigtig gerne hjælpe andre, når de er i nød.
– Når hun oplever noget, hun ikke mener, er retfærdigt, kommer hendes temperament hurtigt til udtryk. Da hun er temmelig stor og taler temmelig højt, kan hun i den grad sætte andre på plads. Men desværre misforstår hun ofte situationer og blander sig i ‘konflikter’, hvor der ingen konflikter er. Det skaber store problemer for hende, fortæller Dan Jørgensen.
Overgrebene har også betydet, at Hanne i sit voksne liv helt har fravalgt intime relationer til det modsatte køn. Generelt har hun det svært med mænd, men Dan Jørgensen er en undtagelse. Ham stoler hun på. De to har kendt hinanden, siden han for godt seks år siden blev ansat på Faxe Vandrerhjem, hvor Hanne arbejder fire dage om ugen.
– Jeg er meget tæt på hende og kan også give hende et kram, fordi vi bevidst har arbejdet med det, siger han.
Bestemmer selv
Behandlingsforløbet på Rigshospitalet startede i februar sidste år, og Dan Jørgensen er hver gang med for at støtte og bakke op, så hun får mest muligt ud af terapien hos Annalise Rust.
– Hanne formulerer sig ikke så godt. Så under samtalerne må jeg i mange tilfælde gå ind og ‘oversætte’ eller fortolke det, hun siger – uden at jeg lægger ordene i munden på hende. Det kan jeg, fordi jeg kender hende så godt, siger han.
I terapien bliver der arbejdet med de følelser af angst, vrede og afmagt, der er forbundet med overgrebene i barndommen. De uforløste følelsesmæssige spændinger sætter sig igennem i Hannes voksne liv og målet er, at hun skal lære sig selv bedre at kende, så hun bliver i stand til at vriste sig fri af dem og på sigt kan få et mere stabilt følelsesliv.
– Trøstespiseren er det lille misbrugte barn, der sidder inden i Hanne og er enormt ked af det. Hende skal vi have til at forstå, at det, hun har været udsat for, bestemt ikke var ok, men at det ikke var hendes skyld. Hun skal indse, at det nu er hende, der bestemmer over sit eget liv, og at hun godt kan få det bedre. Sidegevinsten skulle så gerne være, at hun ikke spiser så meget, siger Dan Jørgensen.
Giver mening
Samtalerne med Annalise Rust varer typisk en times tid pr. gang, og mellem de enkelte sessioner bliver der i hverdagen fulgt op på terapien. Det sker fx helt konkret, når Hanne på vandrerhjemmet bliver optændt af den ‘retfærdige’ harme, der ofte er malplaceret.
– Det er den store fordel ved, at jeg som støtteperson er med i hele forløbet. Når der opstår en episode herhjemme, kan jeg trække paralleller til det, vi har talt om i terapien, og fortælle Hanne, hvad det er, der sker med hende. Det kan hun relatere sig til i situationen, og så giver det i hendes verden mening, siger Dan Jørgensen.
Sammen med en pædagog på stedet, der har en terapeutuddannelse, laver Hanne nu også afslapningsøvelser, der skal løse op for spændinger. I kølvandet på dem udfylder hun et sæt ‘humørskemaer’ med sure og glade ansigter, hvor hun på forskellige parametre skal krydse af, hvordan hun har det. Der er både et skema for den ‘lille’ Hanne og for den voksne Hanne – og ved at sammenligne dem er det muligt at se, hvor der sker fremskridt.
Forløbet på Rigshospitalet varer nogle måneder endnu, men ligesom Hanne oplever Dan Jørgensen, at hun er begyndt at høste gevinster af terapien. Før var hun fx bange for alle former for intimitet, men nu vil hun gerne have massage.
– Massagen er med til at give hende en bedre nattesøvn, og det betyder, at hun får lidt mere overskud, siger Dan Jørgensen.
Hanne er også blevet lidt mere åben og glad, og i modsætning til tidligere er hun i stand til at formulere, hvordan følelsesmæssige påvirkninger smitter af på hendes adfærd. Fx er hun nu helt klar over, hvorfor hun er blevet så tyk.
– I dag kan hun sætte ord på, at hun trøstespiser, fordi et eller andet gør hende ked af det. Samtidig er hun blevet mere opmærksom på, hvor meget hun spiser, hvad hun spiser og om hun bevæger sig nok, siger han.
Tid og nærvær
Selv oplever Dan Jørgensen, at han får stort udbytte af at deltage i metodeudviklingsprojektet. Samtidig er han i højere grad end før blevet bevidst om, at socialpædagoger har et ansvar for at spotte og hjælpe udviklingshæmmede, der lider af traumer efter seksuelle overgreb.
– Vi har i mange år vidst, at der er et problem med seksuelt misbrugte udviklingshæmmede. Men jeg har ikke hørt ret mange tale om, hvad vi kunne gøre ved det. Det har været lidt tabubelagt, og vi har ikke været klædt ordentligt på til at tage fat i det, siger han.
Via erfaringerne fra projektet er han imidlertid blevet overbevist om, at socialpædagoger godt kan være med til at gøre en positiv forskel for en gruppe mennesker, der ofte bliver dobbelt hårdt ramt af seksuelle overgreb.
– Mange udviklingshæmmede er i forvejen følelsesmæssigt skadede, fordi de på grund af deres handicap oplever at blive valgt fra af omgivelserne. Bliver de så også seksuelt misbrugt, får de det ultimative stempel på, at de slet ikke duer, siger han.
Skal mennesker som Hanne profitere af terapi, kræver det en psykolog, der har en indgående forståelse for udviklingshæmmede og kan tilrettelægge terapien derefter, vurderer Dan Jørgensen. På den socialpædagogiske front er det nødvendigt at lægge stor energi og mange timer i indsatsen. Derfor kan det blokere for hjælpen, at kommunerne er karrige med støttetimer, peger han på.
Ligesom mange af de andre udviklingshæmmede, der arbejder på Faxe Vandrerhjem, bor Hanne i egen bolig. Alle er visiteret til støttetimer i boligen, men i et beskedent omfang, der typisk kun rækker til assistance med fx økonomi, tøjvask og rengøring.
– Tid og nærvær er enormt vigtigt, hvis vi skal hjælpe de her mennesker, og det bliver ikke altid prioriteret. Her på vandrerhjemmet er vi privilegerede. Vi er dem, der er tættest på, fordi vi har de udviklingshæmmede i rigtig mange timer hver uge og ser dem i mange sociale sammenhænge, siger Dan Jørgensen.
Hanne optræder under pseudonym.