Omsider hjælp til traumerne
Mennesker med kognitive handicap er i højrisikozonen, når det gælder seksuelt misbrug. Men efter overgreb får de færreste professionel hjælp. Nu har Socialstyrelsen taget initiativ til et udviklingsprojekt, der skal sikre dem et kvalificeret behandlingstilbud
Udviklingshæmmede og andre med kognitive handicaps er lette ofre. De er nemme at lokke, har svært ved at sætte grænser og kan bagefter have svært ved at fortælle, hvad der er sket. Risikoen for, at de bliver udsat for seksuelt misbrug, er mere end dobbelt så stor som i den øvrige del af befolkningen – men efterfølgende er der sjældent tilbud om hjælp.
– Rigtig mange får aldrig tilbud om terapi, hvor de kan bearbejde deres traumer, fortæller Annalise Rust, psykolog og forsker ved Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet.
Årsagerne til den manglende hjælp er mange. Annalise Rust peger bl.a. på myter om, at overgrebene ikke påvirker mennesker med kognitive handicap i samme alvorlige grad som andre.
Hun peger også på, at socialpædagoger på bosteder og institutioner kan være bange for, at man gør ondt værre, hvis der bliver ribbet op i sårene. Derudover er der regulær mangel på behandlingstilbud, fordi traditionel psykologbehandling ikke slår til.
– Kognitivt funktionshæmmede har svært ved at få noget ud af almindelig samtaleterapi. Med den gængse måde at arbejde psykologisk på kommer man til kort, og der har derfor været en forestilling om, at de slet ikke kan profitere af psykoterapi, siger Annalise Rust.
På den baggrund er hun glad for, at Socialstyrelsen har iværksat et metodeudviklingsprojekt, som Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet bidrager til. Her og på Center for Voldtægtsofre ved Aarhus Universitetshospital har 25 mennesker med kognitive handicap fået tilbud om et behandlingsforløb. Indsatsen skal mindske følgerne af overgrebene og forebygge nye – og målet er samtidig at afprøve, hvilke behandlingsmetoder og teknikker, der virker bedst.
Støtten afgørende
Projektet har været i gang i halvandet år, og nogle forløb er afsluttet, mens andre fortsætter frem til sommer. Tilbuddet omfatter voksne af begge køn fra 18 år og opefter, der enten er født udviklingshæmmede, har en erhvervet hjerneskade eller diagnoser inden for autisme-spektret.
De seksuelle overgreb kan være sket for nylig eller i barndommen, og nogle har været udsat for gentagne overgreb – enten fra samme person eller flere forskellige.
I alle forløb deltager en støtteperson, som i dagligdagen har tæt kontakt til den, der er i terapi. Det sker for at give personale på bosteder og institutioner større viden om feltet og sikre, at der bliver fulgt op på behandlingen.
– Noget af forandringen sker i terapien. Men for at have en blivende effekt skal den følges op i hverdagen. De kognitivt funktionshæmmede skal også derhjemme opleve, at de bliver lyttet til, set og rummet i forhold til det, de har været udsat for. Det kræver en vældig forståelse fra personalet omkring dem, og der skal arbejdes ensartet med det, siger Annalise Rust.
Krop og følelser
Terapien tager udgangspunkt i, at deltagernes hukommelsesfunktion, abstraktionsevne og evne til at udtrykke sig verbalt ikke er på samme niveau som andres.
– Du er nødt til at møde dem på niveauer, hvor sproget ikke er så afgørende, siger Annalise Rust.
Overgreb sætter sig som stress i kroppen. Derfor arbejdes der bl.a. med massage, åndedrætsteknikker, afspænding og hypnoterapi, som kan lukke op for erindringer, give adgang til de følelser, der er forbundet med overgrebene – og åbne mulighed for at bearbejde dem, så sårene kan heles.
Sidstnævnte kan fx ske gennem rollespil med figurer og dukker, hvor deltagerne bruger deres fantasi og forestillingsevne til at ‘uskadeliggøre’ gerningsmanden, så han ikke bliver ved med at spøge i underbevidstheden.
– Gerningsmanden er måske en ‘forfærdelig drage’ og klienten en ‘krokodille’, der bider ham ihjel. I forestillingens verden er alt muligt, og det giver den samme følelsesmæssige lettelse, som hvis det skete i virkeligheden, fortæller Annalise Rust.
De mestringsstrategier, deltagerne lærer, kan de bruge, hvis de hjemme på bostedet eller institutionen fx vågner med mareridt om natten. Hvis de ikke selv er i stand til det, sørger støttepersonen for, at erfaringerne fra terapien bliver bragt videre til det øvrige personale. Det sker i form af helt konkrete handlingsanvisninger, der også bliver skrevet ned i en bog.
En af deltagerne har været en kvinde, som på grund af voldsomme vredesudbrud er anbragt på en sikret institution. Hun gik som barn amok, når faderen havde forgrebet sig på hende. Men der var ingen, der så eller lyttede til hende, så hun gik ind på sit værelse, hvor hun sad alene med alle sine følelser.
– På de institutioner, hvor hun siden har boet, har reaktionen været den samme. Når hun er gået amok på de andre beboere, har hun bagefter låst sig inde på sit værelse. I terapien har vi derfor talt om, at hun ikke må være alene, når hun har det sådan. Den anbefaling har personalet fulgt, og i dag har hun ikke længere brug for aggressionsdæmpende medicin, siger Annalise Rust.
Tager længere tid
Et terapiforløb på Center for Seksuelle Overgreb løber normalt over 10 gange, mens deltagerne i projektet har været forbi Rigshospitalet 15-20 gange.
– Det tager længere tid, fordi der skal mange gentagelser til. Så når man iværksætter en terapeutisk behandling i forhold til den her gruppe, skal både bosted og kommune være villige til at stille de ressourcer til rådighed, som det kræver, siger Annalise Rust.
Undervejs er både behandlere og støttepersoner blevet interviewet, og via før- og eftermålinger vil det blive vurderet, om behandlingsmålene for den enkelte deltager er nået.
Det er Rambøll Management, der står for evalueringen, som går i gang, når de sidste forløb til sommer er afsluttet. Senere udarbejdes en endelig metodebeskrivelse med anvisninger på, hvordan et kvalificeret behandlingstilbud til målgruppen kan skrues sammen – både når det gælder selve terapien og den socialpædagogiske støtte og opfølgning.
Allerede nu tør Annalise Rust dog godt punktere myten om, at mennesker med kognitive handicaps ikke kan profitere af psykoterapi.
– Jeg synes, vi er nået rigtig langt, og det oplever socialpædagogerne også. Der sker en positiv forandring i de her forløb, siger hun.
Personligt håber hun, at erfaringerne fra projektet kan bane vej for, at mennesker med kognitive funktionsnedsættelser også får terapi-hjælp på andre fronter.
– Rigtig mange af deltagerne har ikke blot været udsat for seksuelle overgreb. De har også været omsorgssvigtede, og mange er blevet mobbet i skolen. De har på mange måder et svært liv, og måske kan projektet give inspiration til, at de også får tilbud om terapi, hvis de har været udsat for andre ting, der kan være lige så belastende som seksuelt misbrug, siger hun.