De studerende er en berigelse
Lisbeth Thorsen er praktikvejleder på Socialpædagogisk Udviklingscenter i Helsingør, hvor der hele tiden er to pædagogstuderende i praktik. I hendes øjne er de pædagogstuderende en stor gevinst for arbejdspladsen
Hvorfor gør du sådan? Hvad er formålet med den regel der? Hvordan kan det være, at du gør sådan med én beboer – og det helt modsatte med en anden beboer?
De pædagogstuderende, der kommer i praktik på Socialpædagogisk Udviklingscenter i Helsingør, bliver opfordret til at være nysgerrige og kritiske, og det afføder en hel masse spørgsmål i hverdagen.
– Det er meget nemt at stirre sig blind på sin egen praksis, men de studerende får stort set altid sat et nyt lys på det, vi gør, siger praktikvejleder og socialpædagog Lisbeth Thorsen.
Socialpædagogisk Udviklingscenter har konstant to pædagogstuderende i enten anden eller tredje praktik, og i Lisbeth Thorsens øjne er det en stor gevinst for arbejdspladsen.
– De studerende får lov og plads til at arbejde med refleksion over vores – og deres egen – praksis, og de har fx et fast punkt på dagsordenen til vores personalemøder, hvor de fortæller om det, der optager dem. Vi er en stor arbejdsplads, der bl.a. rummer café, værested, døgntilbud og bostøtte i eget hjem for mennesker med nedsat funktionsevne, og i løbet af det halve år, hvor de studerende er i praktik, skal de have berøring med hele organisationen. Vi har sat navn på hvem, der skal stå til rådighed for at fortælle de studerende om forskellige ting, som fx arbejdet med sanseintegration, seksualitet eller neuropædagogik, så mange er involveret i praktikvejledningen – og det er altid noget, der er stor interesse for at gøre. Sikkert fordi, det også er så berigende for os selv, siger hun.
Skærper argumentationen
Lisbeth Thorsen bliver også selv udfordret, når hun omgås de studerende. Fx har hun flere gange oplevet studerende stille kritiske spørgsmål, når de hører om et tilfælde, hvor en hjemmevejleder som led i handleplanen formidler kontakt til en prostitueret.
– Så siger de typisk, at det håber de aldrig, de selv kommer til at gøre. For nogle studerende kan det være meget svært at acceptere, at det at formidle kontakt til en prostitueret kan være en socialpædagogisk opgave. Det er da også et dilemma, men jeg plejer at sige, at så længe det er lovligt, skal mennesker med funktionsnedsættelser have de samme muligheder som andre mennesker, siger hun.
De studerendes spørgsmål om prostitution er ikke en dramatisk øjenåbner for Lisbeth Thorsen, for også uden de studerende ville hun tænke over etikken.
– Men de studerendes spørgsmål bringer vores egne argumenter i spil, og jeg bliver skarpere på at forklare dem. Fx er jeg blevet skarpere på at formulere, at man i det socialpædagogiske arbejde skal kunne sætte sine egne normer og personlige præferencer til side. Ligesom man fx også skal være parat til at følge en beboer til et politisk møde med et parti, man selv er modstander af.