icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Brugerbaggrund

Et vilkår i menneskelivet

Slotsvænget er et af de socialpsykiatriske botilbud i Danmark, som har haft medarbejdere med brugerbaggrund i længst tid. I dag ansættes alle medarbejdere på baggrund af både uddannelse og egne livserfaringer med eller uden psykisk sygdom

  • Af Marie Barse
  • 24-2015 /

– For nogle år siden gik jeg og sagde, at en tredjedel af vores medarbejdere havde brugerbaggrund, men i dag kan jeg faktisk ikke sige det, for vi deler det ikke op på den måde i brugerbaggrund og ikke-brugerbaggrund, siger forstander på Slotsvænget Jørn Eriksen.

Slotsvænget i Lyngby-Taarbæk Kommune var et af de første socialpsykiatriske botilbud i Danmark, som begyndte at ansætte medarbejdere med brugerbaggrund.

Det startede for mere end ti år siden samtidig med, at stedet ændrede praksis til at have fokus på muligheden for at komme sig også over meget alvorlig og invaliderende psykisk sygdom.

Beboerne er voksne med diagnoser inden for skizofrenispekteret.

– Det er lidt sjovt at se, hvordan det blomstrer op med recoveryorientering i dag i både behandlingspsykiatrien og socialpsykiatrien, efter vi har arbejdet med det i 12 år. For 12 år siden, når jeg snakkede om recovery, så blev det fuldstændig latterliggjort af andre fagfolk, fortæller Jørn Eriksen, som i høj grad var drivkraften bag omlægningen af Slotsvængets kultur og praksis.

Slotsvænget begyndte at arbejde mod recoveryorientering – hvor fokus hos både beboere og personale er, at man kan komme sig over psykisk sygdom – tilbage i 2003, efter at flere og flere brugere fra udlandet begyndte at stå frem og fortælle deres historier om, hvordan de var kommet sig.

– Vi kunne se undersøgelser, der viste, at folk kunne komme sig. Forskningen viste, at man ikke var kronisk syg, når man havde en psykisk sygdom. Så vi spurgte os selv, hvorfor kommer de sig ikke, dem der bor hos os, fortæller Jørn Eriksen.

Det spørgsmål betød, at Slotsvænget gik i gang med fuldstændig at omlægge deres kultur. De begyndte at holde kurser i mestring af psykiske problemer, og at arbejde med at forstå sine symptomer ud fra sine oplevelser i livet.

– Vi vidste, at vi skulle omstille vores praksis. Vi diskuterede den professionelle rolle, hvordan man kan forstå stemmer, og hvordan vi kan hjælpe folk med at se på deres livshistorie i stedet for at lindre symptomer, fortæller Jørn Eriksen.

Ind med eksbrugerne

Og de begyndte også at ansætte personale med brugerbaggrund.

– Vi søgte efter medarbejdere med brugererfaring, og den vigtigste kompetence var, at de var eksbrugere og havde prøvet at komme sig. Så vi gjorde det samme, som man gør nu med fx Projekt Peer. Og det fungerede faktisk ikke specielt godt, siger Jørn Eriksen.

Udfordringen var at få integreret disse ‘eksbrugere’ i personalegruppen – samtidig med, at de bevarede deres særpræg som medarbejdere med brugererfaring.

– De kom, og de var der og sad og snakkede lidt. De havde nogle gode snakke med beboerne, men de kørte sådan lidt parallelt med resten af medarbejderne, forklarer Jørn Eriksen.

Efter nogle år rygtedes det også i fagkredse, at Slotsvænget arbejdede med fokus på muligheden for at komme sig og komme videre i livet. Og at de havde folk med egne erfaringer fra psykiatrien ansat.

– Efterhånden begyndte veluddannede med brugererfaring at kontakte mig for at få job. Så vi begyndte at ansætte folk med brugerbaggrund i almindelige stillinger. Der er så mange veluddannede, som har oplevet psykiske problemer. Hvorfor ikke ansætte dem, som både har fagligheden og egne erfaringer, siger Jørn Eriksen.

I dag er de fleste medarbejdere på Slotsvænget ansat i almindelige stillinger som fx sygeplejerske, psykolog eller socialpædagog, men alle bruger egne livserfaringer i arbejdet. Uanset om de har oplevet egentlig psykisk sygdom eller ej.

Derudover har Slotsvænget fået nogle af sine bedste medarbejdere ved at have folk med brugerbaggrund ansat i flexjob, og ved at beboere har fået arbejde på stedet og siden er blevet ansat i almindelige stillinger.

Recovery


Recovery betyder at komme sig og handler kort og godt om, at mennesker med psykisk sygdom kan komme sig. Nogle kan blive helt fri for deres sygdom eller sårbarhed, andre kan lære at leve et stort set almindeligt liv, hvor de tager hensyn til deres sårbarhed. Og nogle vil have brug for en vis grad af støtte det meste af livet.

Recovery er en meget individuel proces, og den enkelte med psykisk sygdom skal selv finde sin vej til at komme sig. Det kan være ved hjælp af medicin, psykologhjælp, sport, planlægning af livet, det åndelige osv. Ikke to recoveryprocesser er ens.

Nogle ting går dog igen fra person til person. Det er vigtigt med et godt socialt netværk, det er vigtigt at have styr på bolig og økonomi, og det er vigtigt at have en kriseplan, så man kan håndtere psykiske kriser, før de tager magten fra en.

 

Ligeværd er grundlag for udvikling

Michael Rassum er ansat som socialpædagog på Slotsvænget. Han har ikke papir på at have brugerbaggrund, men efter hans mening er det heller ikke så afgørende.

– Jeg bruger også mine egne livserfaringer i arbejdet. På den måde bliver samtaler med beboerne ikke en samtale, hvor jeg udspørger beboeren om hans problemer og kommer med løsningsforslag. I stedet har vi en ligeværdig samtale, hvor jeg også inddrager mine egne erfaringer. Jeg tænker ikke over det i samtalerne med beboerne. Det kommer meget intuitivt, fortæller han.

Det betyder, at han i sit arbejde bruger hele sig selv og ikke kun sit professionelle jeg.

– Man skal give meget af sig selv her, fordi man er så tæt på mennesker, som har det meget svært. Det med at man tager den professionelle kappe på, når man går på arbejde, den går ikke her. Du skal være dig selv og ikke en professionel. Det skaber tillid, siger Michael Rassum.

Han understreger, at det først er, når tilliden er etableret, at der er rum for at inspirere til udvikling og støtte vedkommende i at komme sig.

Musikken og relationskortet

Når en beboer flytter ind på Slotsvænget, får han eller hun et katalog over botilbuddets medarbejdere. Her står den enkeltes profession, eventuelle egne erfaringer med psykisk sygdom, og om vedkommende er gift og har børn.

Herefter kan beboeren vælge, hvilke medarbejdere han ønsker at have sine tætteste relationer til og vælge dem ind i sit såkaldte relationskort.

Mikkel Schunk på 26 år har boet på Slotsvænget et års tid, og han har for nylig valgt Michael Rassum ind i sit relationskort.

– Jeg fandt ud af, at vi har en fælles interesse for musik. Jeg bruger Michael både til at have samtaler med, og så laver vi også musik sammen. Fordi vi har musikken som interessefællesskab, så er der et naturligt ligeværd mellem os, siger Mikkel Schunk.

Efter en seks måneders indlæggelse på Oringe Psykiatriske Hospital valgte Mikkel Schunk specifikt, at han gerne ville bo på Slotsvænget.

Det gjorde han netop fordi, de arbejder med, at man kan komme sig, og fordi de har særlige tilbud til mennesker, som hører stemmer.

– Jeg har haft mange samtaler med Olga (Olga Runciman, kendt psykolog, som selv hører stemmer, red.) om stemmer og angst. Vi har bl.a. lavet sådan et interview, hvor man går ind i hver enkelt stemme og navngiver dem, fortæller han.

På den måde har han efterhånden overtaget kontrollen med stemmerne, efter at de i en periode havde haft alt for meget magt.

– Jeg er egentlig glad for mine stemmer og håber ikke, at de forsvinder. Jeg skal bare lære at styre dem og blive venner med dem. På et tidspunkt optrådte de næsten guddommeligt, fortæller han.

Svært at uddanne sig til det her

Ifølge Mikkel Schunk er det rigtig givtigt i hans arbejde med at komme sig, at Slotsvænget har så mange medarbejdere med egne erfaringer.

– Det er svært at tale med en ikke-stemmehører om at høre stemmer. Fordi det er så svært at forklare det. En, der har prøvet det selv, forstår med det samme, hvad man taler om, siger han.

Ud over at det er en styrke i forhold til at støtte beboerne i at lære at tage magten over deres eget liv, så mener socialpædagog Michael Rassum, at det faktisk også giver en bedre arbejdsplads.

– Mennesker med de her problemer er generelt blevet for lidt forstået i deres liv. Det er svært at uddanne mennesker til denne her type arbejde, fordi man skal have en særlig evne til at forstå og tale med de mennesker, som bor et sted som det her. På en eller anden måde tror jeg, at det ligger folk med brugerbaggrund mere på sinde at hjælpe beboerne videre, fordi de selv har prøvet at komme videre, siger han.

Det er forstander Jørn Eriksen enig i.

– De medarbejdere, som har brugerbaggrund, har en særlig energi til at ville hjælpe beboerne. Men det er også en gruppe medarbejdere, som er meget følsomme. Det bliver en mere følsom arbejdsplads. Samtidig er man også mindre bange for angst og psykoser, fortæller han.

Jeg kunne jo ingenting

Da Johanna Soini flyttede ind på Slotsvænget i 2007, havde hun været 25 år i behandlingspsykiatrien og fået flere forskellige diagnoser, herunder skizofreni og bipolar lidelse.

– Jeg havde fået at vide, at jeg havde en genfejl og var kronisk syg. Da jeg kom her, havde jeg affundet mig med det og opgivet mine håb og drømme. En genfejl kunne jeg jo ikke gøre noget ved, så der var ingen grund til at tro på, at jeg selv kunne ændre noget. Drømme og håb ville kun gøre livet endnu mere uudholdeligt, fortæller hun.

Hun havde en samtale med forstander Jørn Eriksen, inden hun flyttede ind.

– Han sagde, at det kunne være, at jeg en dag kunne komme til at arbejde her. Og jeg tænkte bare: ‘Han er ikke rigtig klog. På Slotsvænget er det åbenbart ikke kun beboerne, der har en diagnose’. Jeg kunne jo ingenting, fortæller hun.

På trods af, at Johanna Soini var overbevist om, at hun i hvert fald ikke kunne komme sig, så lod hun sig alligevel overtale til at tage med på et kursus i personcentreret planlægning, som består af en række planlægningsværktøjer og konkrete øvelser, som kan understøtte en recovery-proces.

– Min kontaktperson blev ved med at spørge, om jeg ikke ville med på det her kursus, hvor man får redskaber til at håndtere livet og genskabe sit håb og sine drømme. Jeg blev ved med at sige nej, for jeg vidste jo, at jeg ikke kunne noget. Til sidst sagde jeg ja, for så kunne jeg jo bevise, at jeg intet kunne og behøvede ikke at høre mere på hende, fortæller hun.

Smertefuldt at miste håbet

Ud over kurset var det i høj grad statistik, som blev vendepunktet for Johanna Soini.

Hun blev nemlig præsenteret for flere statistikker og forskning, som viste, at folk kom sig. Og det var faktisk det, der gjorde den største forskel for hende. For hvis andre kunne, så kunne hun vel også.

– Jeg var ekstremt bange, da jeg begyndte at håbe igen, for hvad nu hvis jeg igen skulle opleve tilværelsen synke i grus. Den største sorg for mig var, da jeg måtte opgive dyrlægestudiet på grund af min psykiske sygdom. Og den sorg risikerer man jo at opleve igen, når man begynder at håbe og tro på, at man kan opnå nogle ting i livet, forklarer hun.

I dag er Johanna Soini kursusleder i personcentreret planlægning på Slotsvænget. Hun bor i egen lejlighed og arbejder fuld tid på at udvikle, planlægge og afholde kurser og temadage i mestring af livet.

Hun bruger bl.a. sine egne erfaringer til at undervise andre psykiatribrugere og medarbejdere i hele landet i, hvordan man kan genskabe håbet og tage kontrollen over sit eget liv.

– Jeg ville ønske, at jeg ikke havde brugt 25 år på den ene indlæggelse efter den anden, men jeg kan ikke ændre på det. Når jeg er rundt og undervise, føler jeg, at når jeg kan give andre håb, så er alle de år ikke helt spildt, siger hun.

Alle kan komme sig – i hvert fald lidt

Beboergruppen på Slotsvænget er, hvad nogle ville kalde ‘en tung gruppe’. De har typisk en lang fortid i behandlingspsykiatrien, er kraftigt medicineret, og mange har været en del af systemet i stort set hele deres liv.

Det gælder også Johanna Soini, som har haft en svær opvækst med mange svigt og misbrug.

På Slotsvænget arbejder man med at få de bagvedliggende livshistorier frem, så der kan arbejdes med dem. Og botilbuddet tilbyder særlige kurser for beboere, som hører stemmer, og kurser i at mestre og planlægge livet.

Alligevel er det selvfølgelig ikke alle beboere, som ender med at flytte i egen lejlighed og få fuldtidsarbejde ligesom Johanna Soini.

– Man skal lære at se små fremskridt som store fremskridt. Det kan fx være en, som ikke har kunnet overskue egen hygiejne, og som begynder at kunne det igen. Eller en, som ikke har kunnet se noget håb om at få det bedre og få et bedre liv, men som pludselig får et håb, siger Michael Rassum.

Projekt Peer kan være første skridt

Det er 12-13 år siden, at Slotsvænget tog de første spæde skridt hen imod at skabe udvikling hos den enkelte beboer i stedet for blot at symptombehandle og symptomlindre.

Siden har de udviklet deres praksis så meget, at alle medarbejdere nu bruger deres egne livserfaringer i arbejdet.

Jørn Eriksen og socialpædagog Michael Rassum er enige om, at Slotsvængets holdning til at have medarbejdere med brugerbaggrund ansat, er den mest optimale.

– I psykiatrien og socialpsykiatrien lærer du, at du ikke må være personlig og bruge dine egne erfaringer i arbejdet. Men så ansætter du folk til at gøre præcis det (i Projekt Peer, red.). Det bliver da en lidt mærkelig konstellation, siger forstander Jørn Eriksen.

De er dog begge positive over for Projekt Peer, som de mener, kan være første skridt på vejen mod en recovery-orienteret socialpsykiatri.

– Det er positivt, at man begynder at anerkende erfaringer som vigtige. Det er i modsætning til det gamle ekspertperspektiv. Det er vigtigt at spørge sig selv, hvad motivationen for at ansætte de her mennesker er. Hvis deres rolle er, at de skal bringe håb, så bør man spørge sig selv, hvorfor det er nødvendigt at ansætte peer-medarbejdere til det. Hvad mangler vi i vores praksis, siden folk oplever håbløshed, siger Jørn Eriksen.

Det er Michael Rassum enig i.

– Man skal være opmærksom på praksisser i organisationen, som er indgroede og som er i modstrid med tanken om, at man kan komme sig. Fx ideen om, at medarbejderen er eksperten og beboeren er beboeren, understreger han.