Debat om familieplejeres vilkår
I et interview med Jyllands-Posten kritiserede socialministeren familieplejernes kamp for ordnede vilkår. Efterfølgende gik Socialpædagogernes formand i rette med ministeren
– Plejefamilien yder en indsats ved netop at være en familie og give tryghed, kærlighed og struktur, og det er ikke klassisk lønarbejde. Jeg forstår slet ikke synspunktet med, at familierne vil have samme vederlag, når det går godt. Mit svar er: Gider du glæde dig over, at det barn, du har i din varetægt, trives og har det godt.
Sådan sagde socialminister Karen Ellemann (V) for nylig i et interview med Jyllands-Posten, og det faldt mange familieplejere for brystet.
Bl.a. Maja Oxholm, der i fagbladet Socialpædagogens facebook-gruppe skrev:
– Hvor bliver jeg trist over, at en politiker synes, at det er så ligegyldigt, at nogle af vores svageste børn anbringes under ordnede vilkår. Risikoen for sammenbrud i anbringelsen er dermed større.
Af Jyllands-Posten fremgår det, at Karen Ellemann hylder tanken om at anbringe børn i mere familielignende rammer og undgå institution – og at hun derfor ikke er begejstret for kravet om, at plejefamilier skal have mere ordnede, funktionærlignende krav og fx være sikret en fast løn under hele anbringelsen. I modsætning til i dag, hvor familieplejernes vederlag sættes ned, hvis barnet trives godt.
– Jeg vil advare om at tage denne kamp, for det risikerer at gå ud over børnene, sagde hun.
I rette med ministeren
Efterfølgende gik Socialpædagogernes formand Benny Andersen i rette med socialministeren i et debatindlæg i samme avis, hvor han skrev, at socialministeren var ude med en enøjet og unuanceret kritik af plejeforældres krav om mere ordnede arbejdsvilkår:
– Ellemann går så vidt som til at sige, at plejefamilierne bare skal glæde sig over, at de børn, de har i deres varetægt, trives og har det godt. Naturligvis er plejefamilierne glade for, at det går godt med de anbragte børn. Det er jo succeskriteriet for deres arbejde, og de er tæt knyttet til deres plejebørn og ønsker dem alt det bedste. Men at tro, at det alene handler om hjemmebagte boller og eftermiddagste – det er helt skudt forbi. Det handler om kvalifikationer, om tid og om ressourcer. Og det får vi alene, hvis rammerne er i orden, og der er ordentlige vilkår for de familieplejere, som lægger deres liv og familie ind i opgaven – men som i langt de fleste tilfælde også helt eller delvist opgiver deres hidtidige job – fordi opgaven med de anbragte børn kræver det.
I debatindlægget slår Benny Andersen også fast, at der er forskel på den opgave, familieplejerne løser – og at en løsning om mere ordnede vilkår derfor ikke skal være den samme for alle familieplejere, men have øje for, hvor differentieret arbejdsområdet er.