Herning-modellen – set fra Herning
Med satspuljen er der afsat næsten 100 mio. kr. til en omlægning af kommunernes indsats for udsatte børn og unge – med inspiration fra bl.a. Herning. Men hvordan ser Herning-modellen ud i et socialpædagogisk perspektiv?
Hvis vi startede fra et barns perspektiv, nemlig den dengang 11-årige ‘Mads’, hvis enlige far netop var blevet indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling, kunne historien om Herning-modellen begynde sådan her:
– Hvem er den vigtigste voksne i dit liv?
– Min… Min far.
– Din far kan ikke hjælpe dig lige nu. Han er syg. Meget syg. Hvem kan ellers hjælpe dig?
– Min… Min fodboldtræner.
Men vi starter et andet sted. I et mødelokale på Børne- og Familiecenter Herning har centerlederne Benny Madsen og Lise Lester sammen med to medarbejdere inviteret Socialpædagogen til en præsentation af Herning-modellen set fra Herning.
De sidste måneder er Herning for alvor kommet på det socialpolitiske danmarkskort, og byen på heden er endda nævnt med navn i satspuljeaftalen, hvor der er sat 96 mio. kr. af til ‘med inspiration fra Sverige og Herning Kommune at understøtte kommunerne i at omlægge deres indsats for udsatte børn og unge til en tidligere, forebyggende og mere effektiv indsats’.
Pengene skal bl.a. bruges til at etablere et udadgående rådgivningsteam, som skal yde faglig støtte til kommunernes omlægning, til en ansøgningspulje, hvor man kan søge om midler til dækning af de ekstraudgifter, der forventes i startfasen, og til at dokumentere effekter af forebyggende tiltag.
Fodboldtræneren putter
Men hvad er det så, de har gang i i Herning – og har haft siden 1. januar 2013? Jo, for Mads begyndte det med en indflytning på Børne- og Familiecenterets døgnafdeling Toften, da hans far blev indlagt. Tidligere ville han have fået tildelt en kontaktpædagog, der så det som sin vigtigste opgave at give Mads så meget omsorg som overhovedet muligt. Nu fik han i stedet en basispædagog, der også havde Mads’ omsorgsbehov som sit primære fokuspunkt – men som ikke nødvendigvis selv skulle give den.
– Er det okay, at vi ringer til din fodboldtræner, spurgte hun.
Ja. Det ville Mads gerne have. Og da fodboldtræneren hørte, hvad der var sket, tilbød han med det samme at komme.
– Jeg bliver hos dig i aften, Mads, sagde han.
– Og jeg skal nok putte dig.
Alice Eijgendaal, der er socialpædagog og teamleder på Toften, siger:
– Før gik vi som pædagoger ind og skulle meget hurtigt tage over i de nære relationer. Nu prøver vi i stedet at finde ud af, hvad barnet har af nære relationer og se, om der er nogen, der kan bidrage med mere, end de gør. Vi har fx haft en børnehaveklasselærer, der meldte sig på banen, og så var det hende, der kom og holdt i hånden og puttede barnet om aftenen, fortæller hun.
Else Clausen, der er socialpædagog og afdelingsleder døgninstitutionen Claudisvej under Hedebocentret, giver et andet eksempel:
– Hos os har vi fx haft en pige med selvskadende adfærd, der ikke kunne sove alene om natten. Tidligere ville jeg nok have kaldt en vikar ind som nattevagt. Nu fik jeg i stedet en aftale med pigens faster, der kom og sov på Claudisvej.
|
Fakta om de interviewede Benny Madsen er centerleder på Børne- og Familiecenter Herning, der omfatter en vifte af tilbud for udsatte børn og deres familier – lige fra åben, anonym rådgivning, der varetages af pædagoger, til kortvarige, intensive anbringelser på Toften. Lise Lester er centerleder på Hedebocentret, der ligeledes omfatter en bred vifte af tilbud til udsatte og sårbare unge – også den spænder fra åben, anonym rådgivning af unge i Herning til kortvarige, intensive anbringelser på Claudisvej. Alice Eijgendaal er socialpædagog og teamleder på Toften, der har ni pladser til børn i en kort, intensiv anbringelse – samt ambulant behandling og andre tilbud som fx opfølgning i plejefamilier. Else Clausen er socialpædagog og afdelingsleder på Claudisvej, der tilbyder tidsbegrænset døgnbehandling til op til syv unge mellem 14 og 18 år. Der er tale om unge med psykosociale problemstillinger og ofte også psykiatriske problemstillinger som fx angst, selvskade eller depression. |
Et nyt mindset
Ifølge Benny Madsen er det vigtigste ved Herning-modellen selve tankegangen, der bl.a. har fokus på inddragelse af civilsamfundet og barnets eget netværk.
– Der er tale om et helt nyt mindset, og det er det, der er det vigtige. Ikke de helt specifikke indsatser, der kan variere fra kommune til kommune, siger han.
Ud over det såkaldte ‘normaliseringsperspektiv’ med inddragelse af barnets familie og netværk handler det nye mindset ifølge Benny Madsen om tidlig opsporing og indsats, fokus på beskyttende faktorer samt en sammenhængende indsats, hvor de specialiserede tilbud tænkes sammen med såvel myndighedsdelen som almenområdet i form af fx skole og fritidstilbud.
– Og så ligger der også en investeringstankegang i mindsettet – en idé om, at det rent kroner og øre-mæssigt kan betale sig at investere i forebyggelse. Og her tænker jeg ikke kun på myndighedsdelen i form af ansættelse af flere socialrådgivere – som ellers er det, der er blevet fokuseret mest på i pressen – jeg tænker også på investeringer i selve udføredelen. Altså selve de sociale tilbud, siger Benny Madsen.
Herning-modellen kan også anskues som en grafisk model, hvor alle kommunens tilbud til udsatte børn, unge og familier er plottet ind på en trappestige – med de mindst indgribende nederst og de mest indgribende øverst. På det nederste trappetrin finder man ‘tidlig forebyggelse i almen’, der fx omfatter sundhedsplejens besøg og åben, anonym rådgivning. De næste trin bærer overskrifterne ‘forebyggelse’ og ‘hjemmebaserede indsatser’ og omfatter fx forskellige evidensbaserede træningsprogrammer som PMT og DUÅ, De Utrolige År, samt hjemmehossere, og de øverste trin omfatter først anbringelse i slægt eller netværk, så anbringelse i plejefamilie og øverst anbringelse på institution.
– Pointen med indsatstrappen er, at vi sammentænker de forskellige tilbud, sådan at den anonyme, åbne rådgivning fx drives af socialpædagoger, der også laver forældretræningsprogrammer. Det betyder både, at de fra forældretræningen har gode erfaringer, som også kan komme hr. og fru Jensen til gode, når de ringer, fordi deres fireårige ikke vil sove om natten – og at de kan spotte, når hr. og fru Jensen har mere alvorlige problemer, der kræver støtte højere oppe på indsatstrappen, siger Benny Madsen.
Tidlig opsporing
I Herning Kommunes egen præsentation af indsatstrappen slås det fast, at ‘alle indsatstrin kan benyttes, der skal blot være fokus på at bringe barnet/den unge mod et almindeligt hverdagsmiljø (ned ad trappen) igen’.
Ifølge Benny Madsen handler det på ingen måde om at lukke øjnene for problemer, der kræver en indsats højere op ad trappen. Tværtimod er der større fokus på at spotte problemerne.
– Tidligere har jeg hørt nogen sige, at det at skrive en underretning kunne være som at sende et postkort fra de varme lande – man vidste ikke rigtig, om det blev modtaget, og hvad der skete. Nu bliver der reageret med det samme, siger han.
Men indsatstrappen indebærer et fokus på, om problemer kan løses ved brug af redskaber længere nede på indsatstrappen. Det har Alice Eijgendaal et helt konkret eksempel på i form af familien ‘Ghazali’ – bestående af mor og tre børn på fire, otte og ti år.
– Da børneflokken blev anbragt på Toften, havde socialrådgiveren en klar opfattelse af, at det ville blive nødvendigt med en permanent anbringelse i plejefamilie, og de kom her mest, fordi der var forskellige ting, der skulle afklares, så plejefamilien kunne rustes bedre til opgaven, fortæller Alice Eijgendaal.
På Toften er der altid et systematisk og højt prioriteret fokus på børnenes forældre og andet netværk, og der er ansat tre netværksmedarbejdere (to socialpædagoger og en socialrådgiver), der har fokus på netværket. Samtidig med, at de tre børn fik en kontaktpædagog, fik moderen en netværksmedarbejder, der skulle hjælpe hende – og hun fandt hurtigt ud af, at noget var galt. Det var som om, at moderen gled ind og ud af kontakten, og da hun blev hjulpet til læge, viste det sig, at hun led ad en ubehandlet depression, efter at hendes mand – børnenes far – var død i en voldsom ulykke. Og at hun endvidere var mærket af et liv som flygtning.
Ingen krav
– Nu fik det førsteprioritet at få moderen på fode. Hun fik antidepressiv medicin af lægen, og vi sagde, at der ikke måtte stilles krav til hende – og anbefalede fx rådgiveren, at hendes arbejdsprøvning skulle sættes i bero, så hun ikke blev stresset yderligere. Og vores samarbejde er så godt, at der bliver lyttet, når vi anbefaler sådan noget, siger Alice Eijgendaal.
Det viste sig, at moderens følelsesmæssige relation til sine børn var intakt – det var kun alle de ydre ting, hun ikke kunne overskue, som fx at sørge for børnenes madpakker, huske deres lægeaftaler og pakke deres skoletasker.
– Så vi gik ind og kompenserede for alle de ydre, strukturelle ting, så moderen bare skulle være der for børnene og give dem kærlighed og omsorg. Og ret hurtigt blev det sådan, at moderen faktisk var sammen med sine børn i alle deres vågne timer på Toften. Det var hende, der puttede dem om aftenen, og hende der vækkede dem om morgenen, og langsomt voksede hun med opgaven, fortæller Alice Eijgendal.
Efter et års anbringelse kom børnene hjem igen – men de får stadig intensiv støtte, bare nogle trin længere nede på indsatstrappen. Familien er tilknyttet dagbehandlingstilbuddet Broen, der er målrettet børn og deres familier, hvor anbringelse overvejes – men hvor det skønnes, at der er potentiale i familien til at arbejde med børn og forældres kompetencer.
Tre dage om ugen er to af børnene i Broen efter skole/børnehave og indtil kl. 19.00, så moderen i det tidsrum kun skal tage sig af ét barn – og børnene samtidig får socialpædagogisk støtte i Broen, hvor de har en tæt relation til en kontaktpædagog. Endvidere får moderen en gang om ugen besøg af en socialpædagog, der hjælper hende med at planlægge de praktiske gøremål omkring børnene.
– Og kontaktpædagogen holder også hele tiden øje med, at børnene er i trivsel, fortæller Alice Eijgendaal.
Netværksmøder
Netværksmedarbejderne har også fokus på netværket rundt om familien – både det civile, som fx en nabo eller en moster, og det professionelle, som fx barnets lærer i skolen.
Der bliver målrettet afholdt netværksmøder, hvor alle i netværket byder ind med, hvordan de kan hjælpe – og i familien Ghazalis eksempel betød det fx, at en onkel meldte sig på banen, så han hver fredag henter børnene og kører dem på weekend – skiftevis hos sig selv og hos deres bedsteforældre.
– Og så er vores opgave også at sørge for, at dem, der melder sig, ikke bliver overbelastet. Det kan fx være ved at sige til en nabo: ‘Okay, det er rigtig fint, hvis du vil hjælpe med at læse lektier to timer om søndagen. Og så er det også nok. Så behøver du ikke bekymre dig om, hvad der sker de andre dage. Det er der andre, der sørger for’, fortæller Alice Eijgendaal.
Netværksmedarbejderne understøtter også det professionelle netværk – og kan fx hjælpe lærerne ved at komme med i skole og observere og være sparringspartnere.
– Læreren skal jo forholde sig til hele klassen på en gang, og derfor ser netværksmedarbejderen måske noget helt andet end det, læreren ser. Konkret kan det fx være et barn, der kun kan holde koncentrationen i 15 minutter, og så lige skal have en helt kort opfordring til at arbejde videre – fx ved at læreren lige lægger hånden på barnets skulder og opfordrer det til at fortsætte, siger Alice Eijgendaal.
Bange for misforståelser
Benny Madsen og Lise Lester er glade for og stolte over, at Herning-modellen skal udbredes til andre kommuner, men de er bekymrede for, om modellen bliver misforstået. Fx lægger Benny Madsen vægt på, at det altså ikke er nok med en tidsbegrænset anbringelse – det skal være en tidsbegrænset, intensiv anbringelse, hvor der sker en målrettet og helhedsorienteret indsats for både barnet og familien.
– Hvis der er nogle kommuner, der tænker, at det bare gælder om at korte anbringelserne ned og spare en hel masse penge, så går det altså ikke. Vores intensive anbringelser er fx også meget dyrere pr. dag end andre anbringelser, fortæller han.
På både Toften og Claudisvej arbejdes der eksempelvis intenst med ART, der ved hjælp af forskellige øvelser og træningsopgaver støtter børn eller unge i at håndtere følelser, og på Claudisvej bliver der under anbringelsen intensivt arbejdet med at nå forskellige, konkrete mål.
Else Clausen fortæller:
– Forløbene kan være meget forskellige, men et konkret eksempel kan være pigen ‘Line’, der led af angst og i flere år faktisk ikke ville stå ud af sengen, da hun boede hjemme. På Claudisvej har Line arbejdet intensivt med sin angst – og hun er ikke sluppet af med den, men hun er blevet bedre til at håndtere den. Fx har hun fået nogle redskaber, så hun selv kan færdes i trafikken, sådan at hun fx begynder at tælle biler, hvis hun mærker, at angsten er på vej, siger hun.
Ikke kun socialrådgivere
I pressen er Herning-modellen i høj grad blevet forbundet med ansættelsen af flere socialrådgivere – og det er da også et vigtigt element, at der nu er et tæt samarbejde mellem socialpædagoger og socialrådgivere, sådan at der fx er opfølgningsmøder hver sjette uge.
– Jeg er bare bekymret for, at det bliver opfattet som om, at det udelukkende handler om at ansætte flere socialrådgivere – for hvis det skal lykkes, skal selve udføredelen i form af socialpædagogiske tilbud også følge med. Der må ikke ske en opgaveglidning mellem myndighed og udføredel, og det er nødvendigt at være skarpe på, hvad hver vores faglighed kan og skal bringe ind i indsatsen. Det ved vi godt her i Herning, men jeg kan godt blive bekymret for, om det kommer tydeligt nok frem, siger Lise Lester.
Benny Madsen supplerer:
– Ja, for der skal jo være nogle gode socialpædagogiske tilbud, som socialrådgiverne kan sætte i værk. Ellers nytter det jo ikke noget. Hvis man vil anbringe færre børn, skal der være nogle andre socialpædagogiske tilbud til de børn, der tidligere ville være blevet anbragt – og de alternative tilbud skal ikke bare være lige så gode som en anbringelse. De skal være bedre.
For Mads kom Herning-modellen i praksis til at betyde, at han efter opholdet på Toften blev anbragt i netværkspleje hos sin faster og hendes familie.
– De får lidt støtte, men ikke så meget. Men det er også en lidt speciel situation, fordi det faktisk er en meget ressourcestærk familie, fortæller Alice Eijgendaal.
Og fodboldtræneren? Han er stadig inde i billedet og støtter op ved frivilligt at være den, der kører Mads til og fra træning og kamp.
Alle oplysninger om børn og familier er anonymiserede. Læs mere om Hedebocentrets arbejde med ART i artiklen ‘Styr på relationer og vreden’ i Socialpædagogen nr. 11/2014 som du finder på www.socialpaedagogen.dk/arkiv
|
Diskuter på facebook: Hvad tænker du om Herning-modellen? Hvilke perspektiver og fordele ser du ved, at Herning-modellen bliver udbredt i resten af landet? Er der noget, der bekymrer dig? Hvilken rolle bør Socialpædagogerne som forbund spille? Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook |