icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Forskning

Stemmer fra en bande

Ti bandemedlemmer kommer til orde i ny forskningsrapport. Hvad er bandemedlemmernes eget perspektiv på eksempelvis de socialpædagogiske indsatser, de har mødt gennem livet?

  • Af Maria Rørbæk
  • 23-2015 /

– Jeg håber, at fx socialpædagoger kan udvikle nye indsatser med afsæt i min forskning.

Sådan siger ph.d. Kirsten Elisa Petersen, der netop har udgivet forskningsrapporten ‘Stemmer fra en bande’ på DPU, Aarhus Universitet.

I løbet af to år har hun arbejdet på først at få bandemedlemmerne i tale og dernæst gennemføre timelange interviews, for så til sidst at samle materialet og lede efter mønstre og fællestræk. Formålet har været at få bandemedlemmernes eget perspektiv på bl.a. de socialpædagogiske indsatser, de har mødt igennem livet.

– Jeg brugte gatekeepere som fx pædagoger og institutionsledere, der satte mig i forbindelse med bandemedlemmerne – og i begyndelsen var det meget svært at få kontakt, men pludselig kom der hul igennem. Bl.a. fordi nogle anbefalede andre at være med. Og bandemedlemmernes motivation for at medvirke var bl.a., at forskningsprojektet kan bruges af fx pædagoger og lærere, fortæller Kirsten Elisa Petersen, der er lektor i læring og udvikling.

Hun mener især, at tre pointer fra forskningsprojektet kan have relevans for socialpædagoger:

For det første giver interviewene et fingerpeg om, hvornår det bedst kan betale sig at sætte ind med socialpædagogiske indsatser. For det andet påpeger de væsentlige forskelle mellem bandemedlemmer med dansk baggrund – og bandemedlemmer med anden etnisk baggrund. Og for det tredje viser de, hvor vigtigt relationsarbejdet er.

– Det er selvfølgelig ikke nogen nyhed, at relationer er vigtige i socialpædagogisk arbejde – men forskningsprojektet bekræfter, at relationen virkelig er afgørende for, om en indsats virker eller ej. Fx fortæller et af de ti bandemedlemmer, hvordan han først for alvor fik lyst til at tage en uddannelse, da han fik en mentor, som han kunne stole på, og som blev ved med at være der for ham, uanset hvor mange gange han ‘faldt i’ og fx brændte ham af, siger hun.

Dybdegående historier

Kirsten Elisa Petersen understreger, at man selvfølgelig skal være varsom med at generalisere alt for meget ud fra hendes datamateriale, der jo kun består af ti dybdegående interviews – og at hun ikke kan vide, om de ti er repræsentative for flertallet af bandemedlemmer.

– Men med det forbehold er der et meget tydeligt mønster i de ti interviews, nemlig i forhold til spørgsmålet om, hvornår i livet de unge er eller har været modtagelige for socialpædagogiske indsatser. Og her er det helt tydeligt, at de dels er modtagelige, når de er meget unge – typisk 12-13 år – og er på vej ind i kriminalitet, og så igen når de er unge voksne i 20’erne, fortæller hun.

I aldersspændet mellem cirka 14 og 20 år kan de unge derimod være sværere at nå med socialpædagogiske indsatser, fordi de har fokus et helt andet sted. Der er fuld fart på, og som en af dem udtrykker det:

‘Hopper du ikke på ambulancen, så mister du chancen… De voksne er flinke nok, men ambulancen kører jo.’

– Det kan stadig være brugbart og relevant med socialpædagogiske indsatser for unge i den aldersgruppe. Men et vigtigt fund i interviewene er, at de unge kan være endnu mere modtagelige, når de bliver ældre og fx er i 20’erne, siger hun – og illustrerer bl.a. sin pointe med 20-årige ‘Martins’ historie. Martin blev allerede som barn tvunget til at begå kriminalitet af sin far, der med Martins egne ord er psykopat – og Martins tidlige ungdomsliv har ifølge Kirsten Elisa Petersen været præget af masser af kriminalitet, flugt fra politiet, stoffer og ballade. I løbet af ungdommen har forskellige voksne tilbudt hjælp og støtte, men Martin oplevede det ikke som særlig relevant – han havde travlt med at køre sit liv på egen hånd i højeste hast.

Nu ser det anderledes ud, og Martin fortæller, at han er optaget af, hvordan han kan få en anden fremtid – og hvordan hans nuværende kontaktperson har spillet en vigtig rolle og bl.a. opmuntret ham til at tro, at han godt kan tage en uddannelse – vel at mærke som den første i sin familie.

– Det er relevant viden, at nogle ældre bandemedlemmer i højere grad begynder at have fokus på andre fremtidsmuligheder – for ellers tænker man måske, at de er ‘tabt’, og at det ikke nytter at prøve at hjælpe dem, siger Kirsten Elisa Petersen.

Etniske forskelle

Kirsten Elisa Petersen har interviewet fire bandemedlemmer, der er etnisk danske – og seks med anden etnisk baggrund. Og selv om det er små tal, kan hun også her se et mønster.

– For de etnisk danske drenge kommer kriminaliteten først – og de kommer med i en bandegruppering for at kunne udføre kriminaliteten. Drengene med anden etnisk baggrund er derimod først kommet med i en bandegruppering, og er så efterfølgende begyndt at lave kriminalitet. I første omgang bliver de tiltrukket af fællesskabet i bandegrupperingen, siger hun.

Ligeledes virker det som om, at der er stærkere fællesskabsbånd blandt de anden-etniske bandemedlemmer, der taler om ‘broderskab’ og ‘venskab for livet’. Og hvor de etnisk danske drenge kan shoppe mellem forskellige bandegrupperinger, holder drengene med anden etnisk baggrund sig til den samme gruppe.

– De kender ofte hinanden fra de var små og er vokset op dør om dør i det samme boligkvarter, fortæller Kirsten Elisa Petersen.

Hun ved dog ikke, om medlemsskabet af banden nødvendigvis behøver at omfatte kriminalitet.

– Det har jeg ikke spurgt om, men noget, der i hvert fald har overrasket mig, er, at der tilsyneladende var en opfattelse af, at man på samme tid kunne være medlem af en bande og leve et mere almindeligt liv med familie og arbejde. Det blev ikke nødvendigvis opfattet som en modsætning. 


Rapporten ‘Stemmer fra en bande. Unge bandemedlemmers egne fortællinger om opvækst, hverdagsliv og fremtid’ er gratis og kan downloades via www.kortlink.dk/hsq6. Kirsten Elisa Petersen er på vej med endnu en rapport, der giver stemmer til socialpædagoger og andre professionelle, der på forskellig vis arbejder med bandemedlemmer – og med børn og unge i risikogruppen.