icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Beskæftigelse

Ny jobindsats for udsatte borgere

En pulje på 53,5 mio. kr. skal gøre det lettere for udsatte borgere at finde fodfæste på arbejdsmarkedet

JobFirst er navnet på et nyt projekt under Beskæftigelsesministeriet, hvor der er afsat 53,5 mio. kr. til at forbedre og målrette indsatsen for udsatte borgere. Projektet bliver fra 1. marts rullet ud i 16 kommuner – ud fra filosofien om, at det for udsatte borgere handler om at blive en del af arbejdsmarkedet – ved at være på arbejdsmarkedet.

– En virksomhedskontakt kan med den rette støtte være det, der gør, at mennesker kan blive en del af arbejdsmarkedet og få et aktivt arbejdsliv. Jeg ser frem til at følge projektet og få mere viden om kommunernes arbejde med den virksomhedsrettede indsats for vores udsatte borgere, udtaler Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard (V).

Udgangspunktet er, at borgeren fra dag ét skal i gang på arbejdsmarkedet og snuse til forskellige arbejdsopgaver og virksomheder. Borgeren skal have de nødvendige skånehensyn og tilknyttes en mentor, der følger og støtter borgeren – og der afprøves forskellige arbejdsopgaver og virksomheder, indtil det rette match mellem borger og virksomhed findes. I projektet lægges der vægt på, at den enkelte borger undervejs opnår almindelige løntimer, så de kan komme tættere på ordinær beskæftigelse.

Tværfaglig indsats

Den virksomhedsrettede indsats kan imidlertid sjældent stå alene, når målgruppen er udsatte borgere. Men tanken med JobFirst er, at i stedet for at afvente, at der først tages hånd om fx sociale og helbredsmæssige udfordringer, skal borgerne som et led i projektet ud på en arbejdsplads så hurtigt som muligt. De øvrige indsatser igangsættes parallelt, så det sikres, at borgeren får den nødvendige tværfaglige indsats, som er udgangspunktet for et ressourceforløb.

JobFirst projektet kører frem til 2018, og der forventes at deltage 2.400 borgere i projektet, som får en virksomhedsrettet indsats, samt 2.400 borgere i en kontrolgruppe.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik