Det handler om kultur og kreativitet
Den lukningstruede Børne- og Ungdomspsykiatri i Esbjerg har målrettet arbejdet med at nedbringe tvang over for bl.a. den nu 18-årige Alice. Det handler om konkrete tiltag som sansestimulation og relationsopbygning – og om en kultur, hvor der er plads til at være kreativ og afprøve nye ideer
– Det er meget ubehageligt at vågne op og kigge ned af sig selv og tænke: ‘Åh, nej, nu er jeg blevet spændt fast i bælte igen! Hvad er der sket?’. Så er det meget bedre, hvis man kan komme ud af psykosen på en mere rolig måde.
Sådan siger 18-årige Alice, der som 14-årig for første gang blev indlagt på Børne- og Ungdomspsykiatrien i Esbjerg og siden har tilbragt omkring en tredjedel af sit liv dér. I dag er hun udskrevet og bor på et opholdssted for psykisk sårbare.
Nærværende fagblad har sat hende og socialpædagog Ronnie Sydbøge stævne, så de sammen kan sætte ord på den kultur og de tiltag, der er med til at mindske tvangen på afdelingen. Og som helt konkret betyder, at Alice formentlig har fået færre oplevelser med bælte og beroligende indsprøjtninger, end hun ellers ville have fået.
– Jeg tænker i hvert fald, at det skete oftere i starten, siger hun.
Død og blod
Alice har svært ved at forklare, hvordan det føles, når hun får en psykose.
– Jeg kan slet ikke huske, hvad der sker. Det er ligesom om, sygdommen tager helt over, siger hun.
– Må jeg prøve at beskrive det, spørger Ronnie Sydbøge, hvorpå Alice nikker.
– Du ser, hører og dufter ting, der ikke er der, men som opleves helt virkelige for dig. Uhyggelige ting som fx folk, der hænger døde fra galger. Fx nogle, der hænger i et reb fra et træ. Og der kan være døde mennesker, der går rundt. Eller også ligger der blod på gulvet. Og når du spiser, kan maden smage uhyggeligt – som fx af blod. Og så hører du også stemmer, der siger, at du er dum og grim og fed og ikke fortjener at leve, og at du skal tage dit eget liv.
Alice nikker.
– Ja, jeg hører hele tiden stemmer – også når jeg ikke har en psykose. Der er måske ti forskellige stemmer, der taler til mig, og det er vigtigt, at jeg hører, hvad de alle sammen siger. Ellers kan det gå galt, og så er det, at jeg kan få en psykose.
|
Tvang i Esbjerg
Selvom Børne- og Ungdomspsykiatrien i Esbjerg arbejder målrettet med forebyggelse af tvang, kan det ikke helt undgås. I 2015 blev der ifølge indberetningen til Sundhedsstyrelsen anvendt tvang 26 gange – heraf otte gange beroligende medicin, seks gange bælte, syv gange fastholdelse og fem gange remme.
|
Observerer de unge
En af de vigtigste metoder til at forebygge tvang er at være på forkant.
– Vi har opbygget en kultur, der tilsiger, at vi så vidt muligt hele tiden er sammen med de unge. Vi sidder ikke på kontoret og ordner ting – vi ordner det ude i miljøet, fortæller Ronnie Sydbøge, der tidligere har vist vej til ‘Torvet’. Et åbent fællesrum, hvor der både er spisefaciliteter og en form for dagligstue, hvor man fx kan lægge puslespil.
– På Torvet kan vi observere de unge, og Alice, jeg ved fx, hvordan du ser ud, når du er på vej til at få en psykose. Du trækker dig stille og roligt tilbage fra fællesskabet – fra relationen og kontakten – og bliver fraværende i blikket. Og så er det med at handle hurtigt. For jo længere, du trækker dig tilbage i den psykotiske verden, jo sværere er det at trække dig ud af den. Men vi har forskellige metoder, der kan hjælpe med til at trække dig ud – eller undgå at du kommer ind i psykosen.
Alice nikker.
– Ja, det kan fx hjælpe at dyrke motion og slå til boksebolden eller få et dejligt varmt bad med duftende shampoo. Nogle gange kan det også hjælpe, at personalet holder mig i hånden. Bare det at mærke sådan en dejlig varm hånd kan gøre en forskel – eller at jeg får noget knust is mellem tænderne. Når jeg mærker isen, er det som om, jeg bedre kan mærke mig selv – men hvis jeg er helt inde i psykosen, kan jeg slet ikke mærke isen. Det skal være tidligt.
Alice kan ikke selv huske den dag, hun ankom i ambulance – spændt fast på båren. Helt væk i psykosen, men det kan Ronnie Sydbøge.
Skub-op-isen
– Ambulancefolkene fortalte, at de uden held havde forsøgt at få kontakt med dig, og de tænkte, at du skulle lægges i bælte. Men jeg kendte dig jo fra tidligere og ville prøve at se, om vi kunne gøre noget andet. Egentlig ville jeg have givet dig knust is, men der var kun skub-op-is i fryseren – altså sådan en trekantet sodavandsis. Og da jeg gav den, kunne jeg fornemme, at du mærkede noget. Det var jordbæris, men jeg sagde: ‘Er det dejligt med appelsin?’, og da du svarede: ‘Det er jordbær’, vidste jeg, at der var en kontakt. Og så hjalp det dig til at komme tilbage.
I dag er skub-op-is kommet med på repertoiret over tiltag, der også kan bruges til andre patienter.
– Og det er et meget godt eksempel på, at vi hele tiden prøver at udvikle os. Og det vigtigste er faktisk ikke de konkrete tiltag – som skub-op-is – men den kultur, der gør, at vi hele tiden afprøver ting, der kan være alternativer til tvang. Og her er det utrolig vigtigt, at ledelsen går foran og siger, at det er det, vi skal. Og at det også bliver anerkendt, hvis man afprøver noget, der så viser sig ikke at virke. At det anerkendes, at man gør forsøget og prøver noget andet end det, vi plejer, siger Ronnie Sydbøge, der fx engang har prøvet at vikle en kollega ind i sorte plasticsække, fordi en ung midt i sin psykose troede, at der var farlige bakterier overalt – og af frygt for smittefaren ikke turde lade nogen komme ind på værelset med medicinen.
– Men hun turde godt lade kollegaen komme ind, når bare hun var dækket af plastic.
|
Socialpædagogerne er inde i kampen
Også Socialpædagogerne i Kreds Sydjylland arbejder for bevarelsen af Børne- og Ungepsykiatrien i Esbjerg. Kredsformand Michael Madsen har skrevet et høringssvar til regionspolitikerne. Her advarer han mod konsekvenserne af en lukning og skriver bl.a.:
– Socialpædagogerne Sydjylland finder det yderst beklageligt, at der […] peges på flytning af døgn- og dagbehandlingsafdelingen for Børne og Ungdomspsykiatrien i Esbjerg til Aabenraa. Med de foreslåede omstillinger er Socialpædagogerne Sydjylland bekymret for såvel patientbehandlingen som for den faglige udvikling i Esbjerg. Argumenterne er bl.a.:
Læs hele høringssvaret på www.kortlink.dk/ktpm |
Vigtige relationer
Når Alice er i en psykose, kan hun som udgangspunkt slet ikke høre, hvad folk siger til hende.
– Men nogle gange er der nogle bestemte stemmer, der kan trænge igennem til mig. Fx har jeg oplevet at kunne høre Ronnie, selvom jeg ikke kan høre andre. Så kan jeg fx høre at Ronnie taler til mig og siger: ‘Kom tilbage til os. Kom tilbage’. Og det kan nogle gange hjælpe, men ikke altid.
Hvorfor hun netop kan høre Ronnie Sydbøges stemme, har Alice svært ved at forklare – men han har selv et bud.
– Jeg tror, det er fordi, at vi to har sådan en god relation. Og det er netop det, vi gør rigtig meget ud af – at opbygge relationer til de unge. Ved at lave ting sammen, hvor man bruger sig selv. Alice og jeg har fx dyrket fitness sammen, her er det vigtigt, at jeg har mig selv med. Man skal ikke sige til en ung: ‘Tag lige en halv time på motionscyklen’, og så selv stå og kigge på. Nej, man skal også selv op på cyklen.
– Det har også betydet rigtig meget for mig, at du selv har fortalt mig din historie, indskyder Alice.
– Om at du selv har mistet din kone til kræft. For hvis jeg skal give noget af mig selv, vil jeg også gerne vide noget om dig. Men jeg synes, at du har fundet en gylden middelvej, for det har fx heller ikke været sådan, at jeg havde det rigtig dårligt, og du så sagde: ‘Jeg har haft det meget værre end dig’. Du har fortalt om dig selv på det rigtige tidspunkt, siger hun.
Åbenhed om selvskade
Ronnie Sydbøge supplerer:
– Her på afdelingen er vi enige om, at det kan være godt, når vi i personalet inddrager vores egne livserfaringer, men det skal altid ske med et fagligt udgangspunkt – altså, at man ved, hvorfor man gør det, og at man gør det, fordi det kan gavne de unge. Det skal selvfølgelig ikke bare være fordi, det kan gavne en selv – men fordi det kan være med til at skabe tillid og danne relationer.
En for nogen meget kontroversiel måde at danne relationer på sker ved, at personalet er begyndt at kunne lave aftaler med selvskadende unge om, at en ansat kan være til stede, mens den unge skader sig selv.
– Det er vi begyndt på efter, at vi flere gange havde erfaret, at det på ingen måde hjalp at sige til de unge, at de skulle holde op med at skade sig selv – de fortsatte bare i smug. På et personalemøde diskuterede vi, om vi kunne gøre noget helt andet, og så kom ideen om at være til stede, og lægen sagde god for at prøve. Og det har nu vist sig, at det faktisk kan dæmpe behovet for selvskade, når det bliver mere åbent – samtidig med, at det gør noget rigtig godt for relationsdannelsen, når vi kan være til stede med den unge i den situation, hvor den unge har det allersværest. Det skaber tillid, at vi på den måde kan rumme den unge, og så bliver det på et senere tidspunkt måske muligt at tale med den unge om, hvad der skal til for, at hun eller han holder op med at skade sig selv, fortæller Ronnie Sydbøge.
|
Nærheden gjorde en forskel
Et af argumenterne for bevarelsen af Børne- og Ungdomspsykiatrien i Esbjerg er behovet for et tilbud i nærområdet. For 18-årige Alice har det haft stor betydning, at hun har været indlagt ca. 20 minutters kørsel fra henholdsvis moderen og faderens bopæl. For som hun fortæller:
– Mine forældre har besøgt mig to gange om ugen – det ville være sværere, hvis de skulle køre længere. Når jeg har haft det rigtig dårligt, er min mor nogle gange kommet for bare lige at give mig et knus – og det har fået mig til at falde lidt ned. Det har haft stor betydning for mig – også selvom jeg nogle gange kun lige har kunnet rumme at være sammen med hende i fem minutter. – Jeg har haft besøg af min bedste veninde, Pernille. Vi har hygget os sammen på mit værelse, og det har givet mig følelsen af at få lidt af den barndom, jeg ellers mister. – Jeg har haft god mulighed for korte besøg derhjemme, så jeg fx bare lige har spist sammen med mine forældre. Hvis jeg skulle køre meget langt, ville jeg nærmest have brugt alle kræfterne, inden jeg kom hjem. |
Forskellighed er et plus
Han pointerer, at forskellighed i personalegruppen er et stort plus, når der på den måde skal ideudvikles – ligesom det er forskelligt hvilke medarbejdere, der bedst når ind til forskellige unge. Af samme grund har Børne- og Ungdomspsykiatrien i Esbjerg gennem årene sørget for at sammensætte en meget blandet personalegruppe.
– Hvis man ikke tænker over det, vil man være tilbøjelig til at ansætte nogen, der ligner en selv – men det er helt forkert. Vi har ikke brug for tyve, der kan strikke og lave rolige aktiviteter sammen med de unge, og vi har heller ikke brug for tyve, der som jeg dyrker motion med de unge – vi har brug for nogle, der kan noget forskelligt. Og det er også derfor, man ikke bare kan nedlægge vores afdeling og gøre det samme et andet sted – det har taget lang tid at opbygge vores velfungerende, tværfaglige personalegruppe.
For Alice har indlæggelsen på Esbjerg Børne- og Ungdomspsykiatri haft stor betydning. Også i dag, hvor hun er udskrevet, og hvor personalet på hendes opholdssted kan bruge nogle af de samme metoder, som de bruger på Esbjerg Børne- og Ungdomspsykiatri.
– Det kan fx være, hvis jeg er ved at udvikle en psykose, og personalet så kan hjælpe ved at give mig knust is.
For at bevare en vis grad af anonymitet optræder Alice kun med sit fornavn. Ronnie Sydbøge har flere gange holdt oplæg om indsatsen i Esbjerg Børne- og Ungdomspsykiatri. Senest på Socialpædagogernes psykiatrikonference. Læs om hans oplæg i artiklen ‘Relationsarbejdet gjorde mig rask’ i Socialpædagogen nr. 5/2016.
Efter redaktionens slutning besluttede Region Syddanmark at droppe ideen om at lukke Børne- og Ungdomspsykiatrien i Esbjerg – bl.a. efter protester fra både tilbuddet selv og fra Socialpædagogerne Kreds Sydjylland. Læs mere her.