Vi skal passe på værdigheden
Udviklingen på handicapområdet har historisk set været revolutionerende – men knækker kurven nu, så vi får et A- og et B-hold for udviklingshæmmede, lød spørgsmålet på debatmøde om fremtidens handicappolitik
Det kan være svært at begribe, at dansk socialpolitik for ikke så frygtelig længe siden var præget af racehygiejne, hvor man mente, at de åndssvage – en betegnelse, der dækkede en mangfoldig skare af skæve eksistenser – var bærere af dårlige gener, og de åndssvage derfor blev anbragt på ubestemt tid uden rettigheder og uden indflydelse på deres eget liv.
Med afsæt i dette dystre stykke danmarkshistorie var knap 100 pårørende, fagfolk, forskere m.fl. samlet til det sidste af tre møder på en debatturne, arrangeret af Socialpædagogerne, LEV og FOA under overskriften ‘Hvor bevæger handicappolitikken sig hen?’. Dette sidste møde blev holdt i København efter møder i først Aarhus og så Odense.
Siden 30’erne kan man tegne en støt stigende kurve over den positive udvikling, men nu er der for første gang tegn på, at kurven knækker: Udviklingen går ikke længere utvetydigt opad – og der er måske et andet syn på udviklingshæmmede på vej.
Og ifølge beretningerne fra pårørende på debatmødet er der i løbet af det seneste årti sket et skifte:
– Helhedsblikket på vores barn og vores situation er forsvundet. Mødet med myndighederne er præget af uigennemskuelighed, manglende kontinuitet og en forvaltningslogik, der virker kynisk. New Public Management, og hele det sprog, der følger med den tænkning, har gjort stor skade på dette område. Økonomi bliver den overordnede faktor i forhold til de mennesker, der behøver hjælp, sagde en pårørende og gav et eksempel fra sin egen datters liv:
Datteren, der har downs syndrom, har gennem 10 år boet i et velfungerende bofællesskab, men fordi kommunen ændrer på hvilken kasse, der skal betale for den sygeplejerske, datteren har brug for dagligt, bliver hun pludselig vurderet til ikke at være selvhjulpen nok til at bo, hvor hun har boet i 10 år, og revisiteret til et andet tilbud.
A- og B-hold?
En anden pårørende genkendte billedet, men understregede, at der også sker en positiv udvikling:
– Vi oplever en større viden og en større handicapforståelse. Vi møder pædagoger og lærere, som brænder i helt utrolig grad for deres arbejde. Vi oplever samarbejde på tværs af fagligheder og mere fokus på, at de ’skæve’ børn skal lære noget.
Generelt udtrykte de pårørende på debatmødet forståelse for, at der skal spares også på det specialiserede socialområde, men også en bekymring for, at et mere kynisk menneskesyn vinder frem. En frygt for, at vi er på vej mod et A-hold og et B-hold på området: Dem med ressourcestærke værger klarer sig. De har sproget, pengene og overskuddet til at tage kampen for at få den hjælp, de har brug for. I modsætning til dem, der ikke har ressourcerne. Deres børn er ilde stedt. For ikke at tale om udviklingshæmmede uden familie.
Kommunernes åg
At kommunerne i disse år er underlagt årlige besparelser i stor skala, er et vilkår, som ikke ser ud til at være midlertidigt – tværtimod betyder omprioriteringsbidraget, at kommunerne skal finde yderligere besparelser de kommende år. En af debatdeltagerne – der selv sidder som medlem af en kommunalbestyrelse – opfordrede til at være opmærksom på kommunernes praksis i den forbindelse:
– Kommunerne er under et tungt økonomisk åg, og i et forsøg på at få enderne til at mødes, prøver de at komme igennem med de besparelser, der p.t. afvises af Ankestyrelsen, på andre måder. De ansætter jurister til at finde veje til besparelser på området. Jeg opfordrer til, at borgere og organisationer protesterer og holder øje med kommunens praksis, lød det.
En anden deltager opfordrede til dialog:
– Vi skal passe på ikke at skabe en dem mod os-retorik. Der er altså ingen politikere, der tænker: Hvordan kan jeg skade nogen? Der er ikke nogen ansatte, der tænker: Hvordan kan vi nu bestemme hen over hovedet på de udviklingshæmmede? I min kommune skal vi hente 100 mio. kr. på grund af omprioriteringsbidraget. Og udgangspunktet er: Hvordan kan vi gøre mindst skade, sagde deltageren, der kom fra Lolland Kommune.
Kan du nytte?
Begrebet udviklingspotentiale blev debattens nøgleord og samtidig et eksempel på, hvordan ord kan blive betydningsskabende og kan bruges til at definere mennesker og deres situation og dermed have afgørende indflydelse på deres liv.
– Som socialpædagog kommer jeg aldrig nogensinde til at sige, at der er nogen, der ikke har udviklingspotentiale, fastslog Socialpædagogernes næstformand Marie Sonne og inkarnerede dermed hele den socialpædagogiske fagligheds brud med fortidens normer, hvor man mente, at de udviklingshæmmede var håbløse tilfælde, som det ikke kunne betale sig at bruge krudt på.
Men er der en tendens til at fokusere på nytteværdi, spurgte nogen: At folk skal være til nytte for samfundets bundlinje eller i det mindste kunne tjene sig selv hjem?
En anden bekymring handlede om at ’udviklingspotentiale’ bliver forstået alt for vidtgående – så det ender med at betyde, at stort set alle kan blive arbejdsmarkedsparate og selvforsørgende.
Debatten kom vidt omkring, men der var bred enighed om, at der er en opgave i at skabe opmærksomhed omkring handicapområdet. Marie Sonne konkluderede fra panelet:
– Nu har vi sammen sat gang i en vigtig værdidebat, som vi er garanter for at videreføre, så vi som samfund ikke bliver historieløse og kyniske i vores holdning til anderledes mennesker.