icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
RM_verneB.jpg
Socialpædagogerne mener

Biologiske forældre skal hjælpes

Socialministeren vil stoppe, at anbringelsessager kører i ring. Forældrene skal kun kunne genoptage, hvis der er udvikling i sagen. Men glem ikke at give forældrene mulighed og støtte til at spille en rolle i børnenes liv, mener Socialpædagogerne

Allerede dagen efter, at de biologiske forældre har fået afslag på at få deres anbragte børn hjem, kan de søge igen. Men det skal være slut, mener socialminister Mai Mercado (K).

11.000 børn er i dag anbragt uden for hjemmet. Det er børn, som har brug for tryghed, stabilitet og mest af alt kontinuitet. Og set ud fra det synspunkt kan ministerens forslag være ganske fornuftig, mener Verne Pedersen, næstformand for Socialpædagogerne. Men det er centralt, at vi ikke glemmer hjælpen til forældrene. For dét rammer børnene, siger hun:

”Når børn anbringes uden for hjemmet, så skal myndighederne altid tage udgangspunkt i barnets tarv – og det er blandt andet, at der er ro, tryghed og stabilitet omkring barnet. Og derfor kan det være nødvendigt, at forældrene får at vide, at de ikke skal starte en stressende og dyr sag op, med mindre der er sket væsentlige ændringer enten hos dem eller hos barnet. Vi skal bare huske, at børnene har brug for at vide, at vi også tager hånd om deres forældre.”

Verne Pedersen minder samtidig om, at det er en meget lille gruppe forældre, ministeren vil lave lovgivning omkring, og hun mener, at man i stedet burde sætte ind med mere støtte til de få forældre. For ifølge hende er det helt afgørende, at barnet ikke mister kontakten til sin biologiske familie.

”Anbragte børn bekymrer sig meget over deres familier, og vi ved, at anbringelserne uden for hjemmet ganske enkelt bliver bedre og mere succesrige, hvis børnene har kontakt til familien eller i det mindste får viden om, hvordan det går dem. Og den kontakt, børnene skal have med deres forældre, skal ske ud fra en løbende faglig vurdering af, hvad der er godt for barnet,” siger hun.

Derfor er der nærmere end nye regler brug for flere undersøgelser af forældreevnen og brug for mere støtte til, at børnene kan få kontakt til deres forældre. Og undersøgelserne af forældreevnen skal kommunerne i langt højere grad læne sig op ad, når det skal afgøres, hvad der er bedst for barnet. Det vil også give et bedre grundlag at hjælpe forældre på. Og den hjælp til forældrene kan være afgørende for, om børnene har det godt i deres anbringelser.

Ministerens forslag drøftes af satspuljepartierne inden forhandlingerne til efteråret. I efteråret 2017 blev der afsat 75 millioner kroner til anbringelsesområdet.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Forbund og a-kasse