Love øger fokus på forældresamarbejde
Nye love, der skulle give stabilitet i anbragte børns liv, retter fokus mod vigtigheden af forældresamarbejde, viser evaluering. Støtte til forældrene og høj faglighed i myndighedsarbejdet er afgørende, mener næstformand i Socialpædagogerne
Stabilitet og kontinuitet i anbringelsen. Det var nøgleordene, da folketinget i 2009 vedtog tre nye lovregler, som gjorde det muligt for socialrådgivere at anbringe helt små børn i tre år, uden at sagen genbehandles i mellemtiden, ligesom det blev muligt at forlænge en anbringelse af børn på ubestemt tid.
Reglerne bruges i få, meget alvorlige og konfliktfyldte anbringelsessager – helt efter hensigten. Men de skaber dilemmaer for socialrådgiverne, når de skal balancere mellem barnets og forældrenes tarv. Det viser en ny evaluering af lovreglerne, som VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd har lavet.
‘Når en anbringelse fx forlænges på ubestemt tid – typisk, fordi barnet trives godt hos en plejefamilie og har en vanskelig relation til forældrene – skal sagsbehandleren i tiden derefter stadig afgøre, om og hvordan barnet skal se forældrene fremover. Det sætter samarbejdet med forældrene på prøve og kan skabe usikkerhed for barnet’, skriver VIVE i en pressemeddelelse.
Forældrene er meget pressede i de her sager, for uanset forældreevner er det deres børn, der skal anbringes. Det er en sorg, de skal bære på
Verne Pedersen, næstformand, Socialpædagogerne
Reel og ærlig dialog
Evalueringen peger på tre problematikker i samarbejdet med forældre i konfliktfyldte anbringelsessager: Forældrene føler ofte stor mistillid til kommunen, de oplever sig ikke tilstrækkeligt inddraget, og det er vanskeligt for socialrådgiverne både at skulle træffe indgribende afgørelser i familiernes liv og samtidig skabe det gode samarbejdsklima. Det gør, at forældrene modarbejder kommunen og kontinuiteten i anbringelsen.
– Det er vigtigt, at socialrådgiverne har fokus på reel og ærlig dialog med forældrene om de langsigtede perspektiver for anbringelsen – også, når der er risiko for, at barnet aldrig vil blive hjemgivet til forældrene, understreger seniorforsker Anne-Dorthe Hestbæk.
Det er næstformand Verne Petersen helt enig med seniorforskeren i.
– Vi ved, at det har betydning for stabiliteten i anbringelsen, at forældrene og børnene er hørt. Hvis forældrene skal arbejde med og ikke imod i de her sager, som naturligvis er vanskelige for forældrene at håndtere, skal vi, der er involveret i sagerne, være meget dygtige til både at være myndighedspersoner og at være inddragende, siger hun.
Forskernes anbefaling er, at man systematisk anerkender forældrene, at man afsætter tilstrækkelig tid til møder med dem, og at man tildeler en neutral støtteperson. Det er helt på linje med Socialpædagogernes holdning, istemmer Verne Petersen.
– Forældrene er meget pressede i de her sager, for uanset forældreevner er det deres børn, der skal anbringes. Det er en sorg, de skal bære på. Så jeg synes, at systemet skal bruge alle de værktøjer, der findes, til at støtte forældrene i den proces, siger hun og fortsætter:
– Desuden er forarbejdet i sagerne helt afgørende, når man skal træffe så indgribende afgørelser. Det vil sige, at man skal høre alle aktører, der har kendskab til sagen – inklusive forældrene. Grundighed og høj kvalitet i myndighedsarbejdet er vejen til stabilitet i anbringelsen.