Nej tak til bleskift
Arbejdet med voksne handicappede er langt fra populært blandt pædagogstuderende. Det er jo bare bleskift og pleje og ikke et pædagogisk arbejdsområde, lyder reaktionen fra mange af de studerende, som foretrækker at arbejde med børn og unge
Der gik nærmest chokbølger gennem Jane Nielsen og Rasmus Holm Andersens klasse, da det gik op for de studerende, at arbejdet med voksne handicappede også var en del af det pædagogiske felt.
– Det var en stor overraskelse for rigtig mange, at arbejdet med voksne handicappede også er et arbejdsområde for pædagoger. Mange gav udtryk for, at det jo bare er bleskift og pleje, og at det vel var et arbejdsområde for sosu’er og ikke for pædagoger, fortæller Jane Nielsen.
Hun og Rasmus Holm Andersen går på 9. modul på pædagoguddannelsen på UCN i Aalborg, hvor de har valgt linjen for social- og specialpædagogik.
– Langt de fleste vælger social- og specialpædagogik, fordi de gerne vil arbejde med unge med problemskabende adfærd. De tænker, at arbejdet med voksne handicappede er sådan noget plejehjemslignende noget, som de ikke forbinder med pædagogisk arbejde, siger Rasmus Holm Andersen.
Mens mange af hans medstuderende er i 20’erne, så er han selv 31 år, og Jane Nielsen er 42 år. De har begge haft ufaglært vikararbejde bl.a. med udviklingshæmmede børn både før og under deres studie.
– De unge vil helst ud at arbejde med unge, for de tror, at det er sjovere, og at der er mere pædagogisk arbejde i det, siger Rasmus Holm Andersen.
Tanken om at skulle skifte ble på en jævnaldrende eller en, der er ældre end dig selv, er simpelthen grænseoverskridende for mange. De fleste har jo ikke en gang prøvet at skifte ble på en baby
Rasmus Holm Andersen, pædagogstuderende
Det er grænseoverskridende
Udover at de studerende har svært ved at få øje på, hvad det pædagogiske arbejde består i på voksenhandicapområdet, så er det særligt arbejdet med borgernes personlige hygiejne, som de er forbeholdne over for.
– Tanken om at skulle skifte ble på en jævnaldrende eller en, der er ældre end dig selv, er simpelthen grænseoverskridende for mange. De fleste har jo ikke en gang prøvet at skifte ble på en baby, så de bliver panikslagne, hvis de får praktikplads på voksenhandicapområdet, siger Rasmus Holm Andersen.
Han fortæller, at nogle studerende begyndte at se YouTube-videoer om, hvordan man skifter en ble.
– Forbeholdene over for arbejdet med den personlige hygiejne handler ikke kun om, at det er ulækkert. Man er i høj grad også usikker over for, om man kan finde ud af det sådan rent praktisk: Hvordan skal en ble vende, hvordan lukker man den osv., siger Rasmus Holm Andersen.
Både han og Jane Nielsen mener, at en stor del af ansvaret for, at arbejdet med voksne handicappede er så upopulært blandt de studerende, ligger hos selve uddannelsen. For uddannelsen har stort set ikke fokus på det arbejdsområde, på trods af at det ellers fylder rigtig meget for pædagoger.
– Når vi taler om magtanvendelser, konflikthåndtering og udadreagerende adfærd, så er det altid med udgangspunkt i børn og unge. Vi taler ikke om voksenhandicapområdet, og det var først efter, vi havde valgt den special- og socialpædagogiske linje, at vi fik information om, at arbejdet med voksne handicappede også var en del af området, siger Jane Nielsen.
Det med den personlige hygiejne og pleje kan godt virke lidt tabuagtigt på uddannelsen. Og det er en skam, for det er jo fx, når du giver en borger et bad, at du virkelig har mulighed for at skabe en relation
Jane Nielsen, pædagogstuderende
Personlig hygiejne er nærmest tabu
Rasmus Holm Andersen og Jane Nielsen ville ønske, at uddannelsen også forsøgte at synliggøre, hvad det pædagogiske arbejde består i på voksenhandicapområdet, så det hele ikke bare handler om børn og unge.
– Det er jo klart, at de studerende har svært ved at få øje på det pædagogiske arbejde på voksenhandicapområdet, når vi aldrig taler om det på uddannelsen. For unge mennesker er det nemmere at finde på pædagogiske aktiviteter med unge, for man kan jo bare spille fodbold eller PlayStation. Det går ikke lige med en 70-årig udviklingshæmmet, så der skal du i gang med at tænke, siger Rasmus Holm Andersen.
Ifølge de to pædagogstuderende bliver der heller ikke talt om arbejdet med borgernes personlige hygiejne i undervisningen.
– Det med den personlige hygiejne og pleje kan godt virke lidt tabuagtigt på uddannelsen. Og det er en skam, for det er jo fx, når du giver en borger et bad, at du virkelig har mulighed for at skabe en relation. Personligt ser jeg det ikke som en plejeopgave, men som omsorg, og du skal jo gøre dig mange pædagogiske overvejelser for at få det bedste ud af situationen. Men det taler vi slet ikke om på uddannelsen, siger Jane Nielsen.
De to studerende er også enige om, at det ville være en stor fordel, hvis der var noget praktisk undervisning i arbejdet med borgernes personlige hygiejne, inden man skulle i praktik.
– Der burde være et kursus, som klædte os på til de praktiske opgaver, så de ikke virker så skræmmende. Vi ved jo ikke noget om, hvordan en sonde, et kateter og en lift virker – eller hvordan man bedst skifter en ble, siger Rasmus Holm Andersen.
Det er et fantastisk område, for du skal virkelig bruge din pædagogiske faglighed, når du skal ind og undersøge, hvad du kan udvikle på, og hvordan du skal gøre det
Jane Nielsen, pædagogstuderende
Bange for at kede sig
Selvom Jane Nielsen har flere års erfaring med arbejdet med udviklingshæmmede børn, så blev hun skræmt, da hun fik praktikplads på et dagcenter for voksne udviklingshæmmede, hvor hun skulle være på afdelingen med demente over 70 år.
– Det skræmte mig helt vildt, og jeg tænkte bare, at det kunne jeg ikke. Jeg havde svært ved at se, hvad jeg skulle der, og hvad de kunne bruge mig til. Jeg var ikke forskrækket over at skulle skifte ble og den slags, men jeg blev virkelig bange for, at jeg ville kede mig. Jeg kunne ikke se, hvad det pædagogiske arbejde ville være, og hvordan jeg skulle kunne lære noget ved at være der, fortæller hun.
Men det viste sig, at der faktisk var langt mere pædagogisk arbejde inden for voksenhandicapområdet, end hun havde forestillet sig.
– Det er et fantastisk område, for du skal virkelig bruge din pædagogiske faglighed, når du skal ind og undersøge, hvad du kan udvikle på, og hvordan du skal gøre det. Første gang jeg skiftede ble på en borger, fandt jeg fx ud af, at selvom hun var temmelig dement og meget udviklingshæmmet, så havde hun lært nogle færdigheder, så bleskiftet kunne ske på en god måde. Hun sad på toilettet, mens man tog bleen af og på hende, og så skulle man synge en sang i mens. Der er jo nogen, der har arbejdet med hende for at finde ud af, hvordan man kan gøre det bedst muligt. Den slags tager lang tid, men det er fascinerende, og hvis de studerende lærte at se det pædagogiske i de opgaver, så ville det være meget nemmere, siger Jane Nielsen.
Rasmus Holm Andersen er enig i, at selvom det kan være grænseoverskridende de første gange man fx skal bade et voksent menneske, så er det netop i de situationer, at man for alvor får chancen for at opbygge en relation.
– Når du tager en borger op om morgenen, så har du måske 20 minutter alene med vedkommende og kan have en kontakt, der ikke er plads til resten af dagen. Det er en vigtig opgave i hverdagen og en værdifuld tid, som borgeren sætter pris på, siger han.
Det er en fantastisk følelse, når du fx finder en aktivitet, som motiverer den borger, du arbejder med
Rasmus Holm Andersen, pædagogstuderende
Glæden ved et næsetrut
I praktikken på dagcentret valgte Jane Nielsen at arbejde med særligt fokus på en 70-årig udviklingshæmmet og dement kvinde, som ikke brød sig om berøringer og derfor godt kunne blive udadreagerende, hvis man kom for tæt på hende.
– Jeg skulle tænke rigtig meget over min pædagogiske tilgang til hende – og på, hvordan jeg kunne få opbygget en relation uden, at hun skubbede mig væk. Alle de forbehold, som jeg havde haft over for området, blev virkelig gjort til skamme. Det kan godt været, at kvinden mentalt kun var to år. Men hun havde 70 års erfaring og en virkelig stor personlighed. Jeg blev meget ydmyg overfor opgaven, siger Jane Nielsen.
Hvis borgeren, som Jane Nielsen arbejdede med, accepterede en anden person, plejede hun at give dem et næsetrut, hvor hun trykkede sin næse imod den andens.
– En af de sidste dage, hvor jeg var i praktik, kom hun pludselig gående lige imod mig og trykkede sin næse mod min. Jeg løb bare hele vejen igennem dagtilbuddet med armene over hovedet af glæde. Det var jo en anerkendelse af, at jeg faktisk havde gjort noget rigtigt i de syv ugers praktik, og jeg tænkte, at jeg bare altid skulle arbejde på voksenområdet, siger Jane Nielsen.
Rasmus Holm Andersen regner også med, at han kommer til at arbejde med voksne handicappede i fremtiden. Han har senest været i praktik på en afdeling for voksne med autisme.
– Jeg synes, at det er et område, hvor du virkelig bliver nødt til at tænke pædagogisk, og det er en fantastisk følelse, når du fx finder en aktivitet, som motiverer den borger, du arbejder med, siger han.
I dag tager alle cases og al teori udgangspunkt i børn og unge. Derfor er det uddannelsen, der har det overordnede ansvar for at sætte mere fokus på voksenhandicapområdet
Rasmus Holm Andersen, pædagogstuderende
Uddannelsens ansvar
Rasmus Holm Andersen bedste råd til andre studerende er, at de skal sørge for at prøve voksenhandicapområdet af ved at komme i praktik på området, mens de er på uddannelsen.
– Det er jo under uddannelsen, at vi skal afprøve ting og lære nyt. Det vil være træls at lukke døren til voksenhandicapområdet på grund af en masse fordomme, som ikke holder. Det er jo et kæmpe arbejdsområde, som man ikke bare skal afvise, siger han.
Men udover at de studerende skal parkere fordommene og være mere åbne over for voksenhandicapområdet, så er de to studerende enige om, at der først og fremmest skal ske en ændring på uddannelsen, hvis området skal blive mere attraktivt:
– I dag tager alle cases og al teori udgangspunkt i børn og unge. Derfor er det uddannelsen, der har det overordnede ansvar for at sætte mere fokus på voksenhandicapområdet, siger Rasmus Holm Andersen.