Vi er børnenes frirum

Jakob er en af de tre socialpædagoger ansat under Røde Kors på Udrejsecenter Sjælsmark, som har inviteret Fagbladet Socialpædagogen indenfor. Her arbejder de tre kolleger hhv. i centrets børnehave og ungdoms- og fritidsklub.

– Man kan vel godt sige, at vi er med til at sikre, at de her børn og unge får nogle få gyldne timer i en tilværelse, der ellers ikke giver dem så meget at smile af. Det er vores opgave at påvirke dem i en positiv retning, så meget vi overhovedet kan i den tid, de er i vores tilbud, lyder fra Anne, som udover sit arbejde i klubben også fungerer som centrets kultur- og fritidskoordinator og hjælper børnene med eksterne sports- og fritidsaktiviteter.

De her børn er overlevere - og jeg må bare sige, at det er de sejeste børn, jeg nogensinde har arbejdet med

Jakob, socialpædagog Udrejsecenter Sjælsmark

Påvirkes af omtale
De familier, der bor på Udrejsecenter Sjælsmark, befinder sig i en fastlåst situation. De har fået afslag på asyl, men mange af dem kommer fra lande, som Danmark ikke kan tvangshjemsende til. De fleste har boet på adskillige andre asylcentre rundt om i landet - og nu er de så strandet i de gamle militærkasernebygninger i Hørsholm på ubestemt tid.

En situation der naturligt nok også påvirker børnene, fortæller Susanne, som arbejder i centrets børnehave. Hun oplever dagligt, hvordan børnene mærkes af de svære forhold, de er her under - og ikke mindst af, hvordan deres forældre håndterer situationen.

– Nogle forældre tager afsæt i og ansvar for, at nu bor vi altså her, og sådan er det. De accepterer situationen. Andre involverer deres børn rigtig meget i de voksnes problemer og bekymringer og lader dem følge med på de sociale medier, hvor Sjælsmark jo ofte bliver meget negativt omtalt. Og så hører man pludselig en fem-årig dreng sige til vennerne, at Sjælsmark skal lukkes, fordi det er et vildt dårligt sted, siger hun og tilføjer, at det så handler om at møde børnene der, hvor de er og snakke åbent om deres situation på deres præmisser.

– Sjælsmark er jo deres hjem her og nu, det kan ingen af os ændre på. Så hvis et barn er påvirket af, at deres hjem bliver kaldt et forfærdeligt sted i medierne, ja så er det vores opgave at tage afsæt i de oplevelser og støtte barnet i at få det bedste ud af livet her, siger Susanne.

Taler åbent om hjemrejse
Hun fortæller, at noget af det, der i høj grad påvirker børnene, er, når de oplever, at andre familier på Sjælsmark bliver hentet af politiet for at blive sendt til deres hjemland.

– Det er klart, at de episoder gør børnene usikre og angste, og i de tilfælde gør vi rigtig meget ud af at tale hele oplevelsen igennem med dem. Det handler om at berolige dem så meget, vi kan - og skabe tryghed. Så taler vi fx om, at familien er sammen på deres rejse. Vi taler om, hvor de rejser hen, udpeger landet på vores store verdenskort, ligesom vi har billeder af samtlige børn, der har boet her, så vi kan holde fast i at tale om minder og venskaber, også når de er rejst videre, siger Susanne.

I det hele taget handler det om at hjælpe barnet i at være mest muligt til stede i nuet, lyder det fra Anne.

– Vi kan ikke love dem noget om deres fremtid. Men vi kan være til stede i deres liv, mens de her - og vi kan tale med dem om, hvad de har lyst til, hvad de er gode til, og hvad de synes er sjovt. For alt det, de oplever i de her pædagogiske rammer, det bærer de altid med sig, hvor end de ender, siger hun.

Leg der heler
En væsentlig del af de pædagogiske aktiviteter i både børnehave og klub bygger på begrebet ’joyful playing’, der tager afsæt i tanken om, at livet i en tidlig alder kan gøre ondt, men at leg kan hele børnenes psykiske sår.

– Det er lege, der fokuserer på fællesskab, og hvor det handler om at hjælpe og støtte hinanden fremfor at vinde. Når vi fx leger stoledans, og der kun er få stole tilbage, så skal børnene hjælpe hinanden, så alle får en plads på de sidste stole, fortæller Susanne.

Konceptet er udviklet i flygtningelejre - og ud over at fokusere på, at leg skal være sjovt og fuld af grin og glæde, så handler joyful playing også om, at børnene bliver bedre til at regulere deres nervesystem, supplerer Anne:

– Når vi leger fællesskabslege, kommer de helt derop, hvor de nærmest bliver overstadige. Og så hjælper vi dem med at komme ned igen - nogle gange ved, at vi ender med at ligge på gulvet og lytte til mediationsmusik. De her børn og unge har så mange ting, der kører rundt i hovedet på dem, og de har rigtig svært ved at finde ro. Derfor er det en vigtig læring for dem, at de mærker på egen krop, hvordan de kan komme fra heftig leg til total afslapning, for det kan de bruge i mange situationer, siger hun.

Af samme grund kommer der også hver uge en medarbejder udefra, som laver yoga med børnene, så de bliver bedre til at finde indre ro og trække vejret rigtigt.

Vi kan ikke love dem noget om deres fremtid. Men vi kan være til stede i deres liv, mens de her - og vi kan tale med dem om, hvad de har lyst til, hvad de er gode til, og hvad de synes er sjovt

Anne, socialpædagog Udrejsecenter Sjælsmark

Tid til krammere
Præcis kl. kvart over to ruller en stor bus ind ad gitterporten ved Sjælsmark - fyldt med alle de børn, der har været i skole uden for centret. Jakob griber hurtigt sin knaldrøde Røde Kors jakke og gør klar til at tage imod.

De ivrige skolebørn nærmest falder over hinanden for at komme først hen til klubpædagogen for at uddele krammere, fortælle hvad de har oplevet i skolen, høre om det er rigtigt, at de skal have æbleskiver og kakao i dag - eller være den, der kommer i mål med at få ham overtalt til en gang fodbold på multibanen.

– De er virkelig meget på, de her børn og unge - og de har meget svært ved at behovsudsætte. Vi mærker uro, rastløshed og modløshed, og de bruger sig selv, agerer, danner relationer og er over os non-stop - for vi er jo på mange måder det faste holdepunkt i et liv, de jo ikke selv har valgt, lyder det fra Jakob, inden det lykkes et par drenge at få lokket ham med til lidt bold.

– Der er jo ikke så mange ting at lave her, så en del af ungerne bruger timevis på boldbanen. Og vi har nogle virkelig dygtige fodboldspillere - de rene små Nadia Nadim’er. Det giver dem noget, som de lige nu ikke kan få fra deres forældre, som ikke har det psykiske overskud til fx leg og timevis af boldspil, siger han.

Og netop sport og leg kan være med til at lette de dystre tanker hos børnene.

– Mange af dem er født i Danmark. De har gået i skole og haft et netværk - og de kan slet ikke forstå den afvisning, de har fået af det danske samfund. Det er et kæmpe wake-up call for dem. Men de her børn er overlevere - og jeg må bare sige, at det er de sejeste børn, jeg nogensinde har arbejdet med, siger Jakob med et smil.

Vi finder styrkerne
I køkkenet er Susanne i gang med at varme kakao og den sidste rest æbleskiver, der har overlevet julen.

– Jeg gør, hvad jeg kan, for at inddrage børnene og også deres forældre mest muligt i fx køkkenet. På den måde bliver de mindet om, at de faktisk har nogle ressourcer og er gode til nogle ting, som de måske helt har glemt, siger hun og går på jagt efter sukker og syltetøj i skuffer og skabe - omringet af små ivrige hænder, der snart gerne vil have fat i en lun æbleskive.

I det hele taget handler meget af det pædagogiske arbejde om at fokusere på beboernes ressourcer og styrker. Fx gennem det såkaldte projekt frirum, hvor familierne sammen arbejder med at sætte billeder på, hvad de hver især er gode til, fortæller Anne:

– Måske fortæller mor og far om naturoplevelser, flotte historiske ting eller gode minder fra hjemlandet - og børnene fortæller, hvad de drømmer om, og hvad de oplever i skolen. Vi arbejder med billeder og plancher, vi klipper og klistrer - og på den måde støtter vi både forældre og børn i sammen at finde ind til deres styrke hver især og som familie. Det hjælper dem med at sætte ord på de følelsesmæssige ting, som kan være rigtig svære at dele med hinanden.

Vi kan være med til at sikre, at de bliver behandlet ordentligt og får noget godt med i bagagen fra deres tid her

Susanne, socialpædagog på Udrejsecenter Sjælsmark

Det skal være værdigt
Når man sidder overfor de tre socialpædagoger, bliver man nærmest overvældet af deres enorme engagement i at skabe et frirum for Sjælsmarks børn. Men der lurer også en sårbarhed under den solide faglige fernis - for kun de færreste kan arbejde på udrejsecentret uden at blive påvirket.

– Det er barske skæbner, vi har med at gøre - og vi har da også haft kolleger, som har valgt Sjælsmark fra, fordi det på mange måder er et hårdt sted at være. Men netop fordi de her børn er blevet kastet så meget rundt, er det ekstra vigtigt, at vi er her - og bliver ved med at være her. Vi kan være med til at sikre, at de bliver behandlet ordentligt og får noget godt med i bagagen fra deres tid her, lyder det fra Susanne, som har arbejdet i Røde Kors i mere end 25 år - og som de andre to har en fortid som socialpædagog på Modtagecenter Sandholm.

Og selvom de naturligvis også påvirker de tre kolleger, at Sjælsmark fylder så meget i medierne - og sjældent huskes for de positive historier, så er det på en måde også med til at øge engagementet, fortæller Jakob.

– Nogle gange kunne jeg da godt tænke mig, at ord som medmenneskelighed og anstændighed blev moderne igen. Men jeg gør, hvad jeg kan - for de her børn, de skal have det så godt, som det overhovedet er muligt. Det skal være værdigt for dem at være her, og det kan vi med vores faglighed være med til at sikre.