Pårørende: Kald mig bare curlingmor
Da Kate Karstensen læste en artikel om curlingforældre i Socialpædagogen, følte hun sig ramt. Som mor til en søn med psykisk sygdom mener hun, der er god grund til at involvere sig med hud og hår, når ens voksne børn bor på et botilbud
Det er jo mig han taler om! Sådan tænkte Kate Karstensen, mor til 20-årige Nicklas, da hun læste Socialpædagogens artikel ’Curlingforældre er en voksende udfordring’. Kate Karsentens søn bor et botilbud for unge mennesker med sindslidelser, og i artiklen kunne hun fuldstændig genkende sig selv i beskrivelsen af krævende forældre som overbeskytter deres voksne børn.
– Jeg er en curlingmor. Det ord kan man godt sætte på mig. Men jeg er det af en grund. Det er fordi, tingene ikke fungerer på botilbuddet, siger Kate Karstensen.
I artiklen fortæller socialpædagog Morten Lundhøj om sine erfaringer med pårørende, som i hans optik er blevet mere krævende. Målet på botilbuddet er at ruste de unge til at blive selvstændige, så de kan stå på egne ben og fx tage en uddannelse eller passe et arbejde. Men den indsats bliver ifølge Morten Lundhøj i nogle tilfælde modarbejdet af fx mødre som overtager rengøringen af den unges lejlighed, eller mødre som lige klarer alt vasketøjet.
Tung historie i baggagen
Det sårede hende at læse om sig selv i de toner, artiklen fremstillede forældrene i, og derfor har hun taget kontakt til fagbladet Socialpædagogen.
– Jeg synes, jeg bliver udstillet, og at artiklen kun fortæller den ene side af sagen. Måske skulle man spørge, hvorfor jeg gør, som jeg gør, inden man kalder mig curlingmor, siger Kate Karstensen.
Den anden side af sagen - set fra en mors blik - ser nemlig noget anderledes ud. Kate Karstensen fortæller sin historie om at være mor til en søn, der hele sit unge liv har haft det rigtig svært. Om konflikter med andre børn, anbringelser og traumer. Om en kamp med kommunen for at få den rette hjælp til ham. Om mislykkede anbringelser, psykoser og tvangsindlæggelser - og indsigten i, at hun ikke længere kunne have sin søn boede hjemme.
– Jeg kunne godt se, at den største kærlighed jeg kunne give ham, var at lade nogle andre overtage opgaven. Nogle som har de kompetencer, som jeg ikke har, siger Kate Karstensen.
Forældre stiller krav
Hun savner forståelse for, hvad det er for en bagage, hun og sønnen kommer med. Og for den situation, hun står i som mor. En mor, som vil gøre alt for, at hendes søn får den hjælp, han har brug for.
– Jeg ved godt, at jeg stiller store krav og mange spørgsmål. Nicklas har boet der over et år nu, og der er mange gange, hvor jeg ikke synes, at personalet kan afkode ham. Det bekymrer mig, og derfor blander jeg mig, fortæller Kate Karstensen.
Hun forstår godt, at det kan være svært for personalet, hvis forældrene blander sig i arbejdet med de unge i en grad, så det modarbejder det socialpædagogiske arbejde. En problematik som socialpædagog Morten Lundhøj giver udtryk for i artiklen.
Og hun medgiver da også, at hun fx støvsuger på sin søns værelse, som er et af de eksempler på curlingadfærd, der nævnes i artiklen.
– Jeg har jo opdaget, at når han er dårlig, så roder hans lejlighed. Et rodet sind og et rodet hjem hænger sammen. Så derfor gør jeg rent sammen med Nicklas. Det er svært at lave aftaler med et menneske med skizofreni. Man kan ikke bare sige: Du skal støvsuge. Man er nødt til at intensivere indsatsen, hente støvsugeren frem og gøre det sammen, siger Kate Karstensen.
Temamøde om curlingforældre
Kate Karstensen greb straks fat i Morten Lundhøj, da hun havde læst artiklen. Hun fortalte ham, at hun følte sig stødt over at blive omtalt som curlingmor og tidskrævende pårørende. Men samtalen førte også til, at hun foreslog, at der blev holdt et fælles møde for pårørende, personale og ledelse.
– Jeg har bedt om et pårørendemøde, hvor temaet er curlingforældre. Så kan vi forældre fortælle om vores utilfredshed, og personalet kan sætte ord på, hvordan de oplever problemet. Vi er nødt til at finde en fælles sti vi kan følge, siger Kate Karstensen, som håber på et sagligt møde med en god tone.
– Ingen skal føle sig mere værd end andre. Vi skal hjælpe vores unge, og vi skal hjælpe bostedet til at blive bedre. Det er et fælles formål, siger hun.
Kate Karstensen foreslår også, at personalet og de pårørende aftaler klart fra starten, hvad der skal ske, og hvad partnere forventer af hinanden. Det kan bl.a. ske ved at gennemgå handleplanen, når en ung flytter ind.
– Jeg har rigtig mange roller overfor min søn. Jeg er mor, jeg er rengøringshjælp, jeg er bank, jeg er advokat. Jeg har brug for, at bostedet siger til mig helt præcis, hvad det er, vi som forældre skal hjælpe med, siger Kate Karstensen.
Kvalitetssikring
Ifølge Kate Karstensen kalder diskussionen om curlingforældre på en dialog om, hvordan botilbuddet kvalitetsikres, så personalet har de faglige kompetencer, der kan matche den unges behov. For det kræver specialiseret faglighed at arbejde med unge med psykiske lidelser.
– Vi skal rejse spørgsmålet: Er kvaliteten god nok?, Har personalet de rette faglige kompetencer? Den rette efteruddannelse? Det er ikke alle og enhver, der har kompetencerne til at arbejde med psykisk syge unge mennesker. Derfor er det også et problem, hvis der bruges mange vikarer, som ikke har den rette faglighed, siger Kate Karstensen.