icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Helene Bagger3.jpg
Socialpædagog Helene Bagger har sagt farvel til en lang karriere som fotograf for at uddanne sig og arbejde som socialpædagog inden for psykiatrien.
Springet

Fra pressefotograf til socialpædagog

'Før var jeg iagttager. Nu er jeg på som menneske', fortæller socialpædagog Helene Bagger om sit karrierespring. Hun var sagt farvel til en lang karriere som fotograf for at uddanne sig og arbejde som socialpædagog inden for psykiatrien

Du er uddannet fotograf. Hvordan fik du øjnene op for socialpædagogik?

Som fotojournalist har jeg altid interesseret mig for menneskers historier. Hvordan ser deres tilværelse ud – og hvorfor? Efter flere opgaver for Blå Kors, hvor jeg i fotoreportager havde skildret udsattes liv på fx herberger, ville jeg tættere på den verden. Ikke som fluen på væggen, som man jo er som fotograf, men ved at bruge mig selv.

Hvad fik dig til at træffe beslutningen?

Ud over nysgerrigheden spillede min livssituation ind. Jeg stod midt i livet, havde lige fået en efternøler – og spurgte derfor mig selv, om jeg havde lyst til at fortsætte arbejdslivet som freelancer, hvor man aldrig ved, hvad morgendagen bringer af opgaver og indtægter. Derfor startede jeg i 2014 på pædagoguddannelsen med det mål at arbejde på socialområdet. Og det lykkedes. På få år har jeg arbejdet med anbragte børn og unge, siden udsatte, og sidste år begyndte jeg i en fast stilling i psykiatrien.

Hvordan var det at forlade fotografiet for at blive socialpædagog? 

Som at træde ind i en ny rolle. Jeg gik fra at skildre menneskers liv som iagttager til at være på som menneske. Jeg skal understøtte, igangsætte, have samtaler og hjælpe mennesker på vej til at mestre deres tilværelse. Derudover er der en helt ny verden af systemer, forvaltninger og arbejdsgange, som jeg har brugt en del tid på at lære at kende. 

Kan du bruge noget fra dit gamle fag i dit nye arbejdsliv?

Jeg trækker meget på min evne til at danne nye relationer. Som fotograf får du ikke de gode billeder uden gode relationer. Og som socialpædagog er relationen afgørende for, om du lykkes med dit arbejde. Selvom jeg efter endt uddannelse stadig mangler teoretisk ballast og praktisk erfaring, hører jeg fra borgerne, at de oplever mig som en person med noget i bagagen. De mærker også min nysgerrighed på dem som mennesker.

Hvad har været det bedste ved dit spring?

Mit nuværende arbejde i Psykiatriens Hus i Aarhus, som er et tværsektorielt samarbejde mellem regionen og kommunen. Det har været en stor, men spændende faglig udfordring at hjælpe mennesker, der kommer med mange forskellige psykiske udfordringer og diagnoser. Men jeg udvikler mig konstant og lærer rigtig meget af mine kolleger.

Hvad er dit råd til andre, der bliver socialpædagoger midt i livet?

Vær nysgerrig og ydmyg. Selvom du måske er 20 år ældre end den gængse nyuddannede, bør du have samme tilgang som dem. Det kan godt være, at din nye kollega kunne være din datter, men her er hun den mest erfarne af jer to. Sørg også for at tilegne dig mere viden, og søg efteruddannelse, for det er vigtigt at udvikle sig fagligt og menneskeligt.

CV

Helene Bagger, 50 år

2019
Socialpædagog i Psykiatriens Hus i Aarhus

2017-2019
Job inden for anbringelses- og udsatteområdet. Kandidat­studier i pædagogisk antropologi

2017
Uddannet pædagog i special- og socialpædagogik, VIA University College, Aarhus

2008
Selvstændig fotograf ved Stickelbergs Bureau, Aarhus

1994
Fotograf ved Århus Stiftstidende

1993
Fri fugl, der rejste rundt i verden og lavede reportager

1992
Pressefotograf fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Job og karriere