icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
rm_benny-andersenb.jpg
Familieplejere

Formanden om OK-krav: Her står vi nu

Socialpædagogerne har op til OK21 stillet krav om overenskomst til familieplejere, men hvor tæt er vi på et resultat? Og hvad gør forbundet, hvis kommunerne siger nej? Få svar på disse og andre centrale spørgsmål fra forbundsformand Benny Andersen her

Socialpædagogerne har stillet krav om overenskomst til familieplejere. Hvordan går det, og hvorfor er de øvrige aftaler landet, mens vi stadig venter på familieplejernes?

– Vi har en god dialog med KL, men det er for tidligt at tale om et resultat. For overenskomstkravet til familieplejere adskiller sig fra de kommunale OK-forhandlinger, som vi netop har afsluttet, ved, at der ikke er en aftale, der skal fornyes. For familieplejere er der nemlig tale om en helt ny aftale, vi skal lave. Derfor følger det heller ikke det øvrige aftalesystem på det kommunale område. Det er årsagen til, at vi har set de øvrige aftaler lande før, der er sket nyt omkring familieplejerne.

Hvad får dig til at tro, at det lykkes at få kommunerne med på en overenskomst denne gang?

– Fordi tiderne har skiftet. Der er i de her år en hidtil uset politisk enighed om, at anbringelsesområdet – og dermed også familieplejeområdet – er vigtigt. Det er regeringsudspillet 'Børnene Først' det tydeligste eksempel på. Og både Christiansborg og kommunalpolitikere ved godt, at familieplejerne spiller en vigtig rolle i anbringelser, og at stabilitet i anbringelser både vil gavne børn og kommuner.

– Desuden har kommunerne brug for at rekruttere dygtige familieplejere nu og fremover, så jeg kan ikke forestille mig, at de ikke kan se den gode ide i at lave en aftale. Det ansvar bør de tage på sig – alt andet vil være tonedøvt.

Hvad hvis kommunerne siger nej, som de tidligere har gjort:

– Det ville ærligt talt være et dumt træk, hvis de indtager den position. Men da dialogen stadig pågår, kan jeg ikke sige for meget om det nu. Men det er klart, at vi så overvejer andre træk. Som sagt er der et politisk momentum for at tale anbringelser lige nu, så i kampen for at forbedre familieplejernes vilkår kommer vi til at gå til politikerne på Christiansborg. Jeg ved fx, at Socialminister Astrid Krag er opmærksom på familieplejernes forhold, og hun har også tidligere nævnt, at de skal have bedre vilkår.

Hvornår kan vi forvente, der sker noget

– Vi presser på for, at der skal ske noget i vores dialog. Det er et langt, sejt træk, og jeg kan godt forstå utålmodigheden, men jeg kan ikke sætte en præcis dato på, da der er en part i den anden ende, der indtil nu har beskæftiget sig med de gældende overenskomster. Socialpædagogerne ER klar til at komme videre, og det håber vi også, kommunerne er.

Har du fået link til at stemme?

Hvis du har fået et link til afstemningen om OK21, er det fordi, du i vores medlemssystem er registreret som fastansat på en af de omfattede overenskomster. Det er altså ikke i din egenskab af familieplejer, du er inviteret til at stemme. Dialogen med KL om overenskomst for familieplejere er endnu ikke afsluttet.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Familieplejere, Børn og unge