Vejen mod det lille blik over skulderen

Måske fornemmer du det allerede. Men det lille blik over skulderen i det tænkte eksempel kan signalere en kæmpe sejr, fortæller psykolog og forfatter Rikke Yde Tordrup. Som specialist i klinisk børnepsykologi superviserer hun bl.a. plejeforældre, og hun bliver altid ekstra glad, når hun hører sætningen ’og så så han sig tilbage’:

– For når den kommer fra en plejemor eller far, som har haft sin sag for med at etablere en tryg tilknytning til plejebarnet, illustrerer det bagudvendte blik et gennembrud. Et udviklende øjeblik, der ofte baserer sig på en massiv forudgående indsats.

Rikke Yde Tordrup forklarer ’udviklende øjeblikke’ som de tidspunkter, hvor vi er i samspil med hinanden og demonstrerer, at vi kender hinanden og ved, hvad hinanden føler. De øjeblikke vil – med tiden – etablere en tryg tilknytning.

– Mange børn, der anbringes i familiepleje, har fra starten af livet manglet en primær tryg tilknytning. Hvis de kun i ringe grad har oplevet udviklende øjeblikke, hvor de er blevet mødt af samspil og genkendelse, kan man ikke som plejefamilie forvente, at de vil følge et trygt tilknytningsmønster.

Rikke Yde Tordrup, psykolog

En stjerne af tilknytning

Hun visualiserer barnets trygge tilknytningsmønster ud fra en stjernestruktur, hvor den primære omsorgsperson, fx plejeforælderen, står i midten. Når barnet bevæger sig ud i spidserne af stjernen, kan det blive utrygt eller udfordret og få brug for at kigge tilbage mod personen i midten for bekræftelse eller tryghed – som i eksemplet fra legepladsen.

– Det blik, barnet modtager i den position fra sin omsorgsperson, er et udviklende øjeblik, der overbeviser barnet om, ’at jeg ved, at du ved, hvad jeg føler lige nu’. Hvis barnet finder tryghed gennem det gensidige blik, bliver det fra afstand reguleret til at skrue op for sit udforskningssystem og behøver derfor ikke at komme tilbage til basen, fortæller Rikke Yde Tordrup. 

Sådan er idealbilledet i hvert fald. For hos et barn, der har været udsat for omsorgssvigt, er stjernebilledet ikke givet på forhånd: 

– Mange børn, der anbringes i familiepleje, har fra starten af livet manglet en primær tryg tilknytning. Hvis de kun i ringe grad har oplevet udviklende øjeblikke, hvor de er blevet mødt af samspil og genkendelse, kan man ikke som plejefamilie forvente, at de vil følge et trygt tilknytningsmønster.

Stå imod afvisningerne

I et mismodigt øjeblik kan man måske fristes til at tro, at indsatsen er tabt på forhånd hos de børn, der anbringes sent. Men sådan forholder det sig ikke nødvendigvis, siger Rikke Yde Tordrup:

– Selvfølgelig findes der børn, som er for udfordrede til at være i familiepleje. Men det gamle ordsprog ’mange bække små gør en stor å’ er helt centralt på vejen mod tilknytning. For det er en vedvarende indsats af mange små enkeltbegivenheder og evnen til ikke at tage afvisninger personligt, der skal til –koblet med en respekt for barnets livshistorie.

For fra børn er helt små, laver de sociale invitationer. Det kan være barnet i sandkassen, der viser forældrene den røde skovl. Griber man invitationen og engagerer sig i barnets leg med skovlen, viser man, at man gerne vil udforske verden sammen med barnet. Men hos udsatte børn ser man ofte det modsatte mønster, fortæller Rikke Yde Tordrup:

– Mange børn, som kommer i familiepleje, vil ikke lave sociale invitationer hverken til leg eller trøst, fordi de måske aldrig har mødt nogen, der tog imod invitationen. Her er det plejeforældrenes opgave at overbevise barnet om, at de er rare at være sammen med - og at de gerne vil inviteres.

Men i begyndelsen vil det ofte udelukkende være plejeforældrene, der inviterer. Og højst sandsynligt vil de blive afvist gang på gang, supplerer Rikke Yde Tordrup.

– Her vil en konstatering som ’Du leger med den røde skovl og smiler?’ ideelt være det udviklende øjeblik, der får barnet til at konstatere ’Hov, du ser mig faktisk. Og du ser, at jeg synes, det er sjovt’. Den slags øjeblikke skal de have tusindvis af. Også selvom de ikke tager imod dem i begyndelsen.

Vejen mod et nyt tilknytningsmønster

Som plejeforælder skal man kort sagt kunne leve med afvisningerne og minde sig selv om ikke at tage dem personligt. For mange anbragte børn mangler en grundlæggende tillid til verden, som ikke ændrer sig, bare fordi de skifter omgivelser.

– Selvom et barn kommer i en plejefamilie, som er rigtig god til samspil, vil det bære sit primære tilknytningsmønster med sig, som kan komme til udtryk ved en mistillid til verden. Som plejeforældre skal man gennem de udviklende øjeblikke forsøge at vende mønstret ved at skabe et nyt sekundært, trygt tilknytningsmønster, siger hun.

Men selv når det er etableret, og barnet har fået vendt sit lave selvværd og mistro til en tillid til sig selv og omverdenen, skal man være opmærksom på, at barnet kan falde tilbage i deres primære mønster, efter små belastninger i hverdagen, tilføjer Rikke Yde Tordrup.

– Hvis yndlingslæreren går på barsel, eller bioforældrene ikke dukker op til samvær, kan barnets primære tilknytningsmønster aktiveres igen og få barnet til at tænke ’Har jeg taget fejl?’. Og så skal plejeforældrene på arbejde igen. Men hvis du forstår barnets livshistorie i sammenhæng med dets adfærd og lærer dig selv at samle på udviklende øjeblikke, er tilknytning ikke en umulighed.

Den er derimod målet for enden af vejen, siger Rikke Yde Tordrup. Det mål, der en dag kan vise sig som det lille blik over skulderen, hvis trinnet på rutsjebanen knækker.