icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
20211027_SocPæd_Sofa02_1128x600.jpg
Sofa

Vi spiller på den samme bane

Gitte Braaby arbejder på et opholdssted – Tina Frydenlund i børne- og ungepsykiatrien. Gennem et tæt samarbejde - og et fælles fagligt sprog - danner de det stillads om de unge, der er med til at sikre, at de ikke falder ned mellem to stole

Gitte Braaby, 50 år, socialpædagog på Svennebjerggaard i Odense – et opholdssted for omsorgssvigtede børn og unge med plads til 33 beboere fordelt på fire adresser.

Vi kan altid spørge hinanden til råds

Tina Frydenlund, 47 år, socialpædagog i Børne- og Ungdomspsykiatrien i Odense, hvor hun er en del af et mobilteam, der samarbejder med bl.a. Svennebjerggaard.

Vi er stilladset omkring den unge


Tina:

I behandlingspsykiatrien møder vi de unge, når de har allermest brug for hjælp. Men for mig er det vigtigt også at kende til hverdagen og hverdagslivet på opholdsstedet, for det er jo de unges primære hjem. Derfor har jeg en tæt dialog med Gitte og hendes kolleger.

Gitte:

Førhen havde jeg ikke meget kontakt med behandlingspsykiatrien. Det var lidt lukket land, hvad der foregik, når en af vores unge var indlagt. I dag – med mobilteamet og Tina – samarbejder og videndeler vi rigtig meget, så vi i fællesskab slår ring om den unge.

Tina: 

Lige nu samarbejder vi fx om en ung, som er selvskadende. Normalt mødes vi hver anden uge, men når selvskaden tager til, øger vi kadencen i vores møder, hvor vi med afsæt i den unges ønsker snakker om, hvordan vi bedst kan hjælpe.

Gitte:

Det handler meget om at få den unge til selv at tage ejerskab i sin behandling, og her er det utrolig vigtigt, at Tina og jeg viser, at vi står sammen, og at vi vil det samme, selvom vi repræsenterer to forskellige sider af den unges tilværelse: behandlingspsykiatrien og socialpædagogikken.

Tina:

Heldigvis taler vi samme sprog ud fra en fælles faglighed. Så selvom jeg kommer fra en hospitalsverden, føler jeg mig altid mødt og velkommen hos Gitte.

Gitte:

Vi arbejder ud fra et fælles ønske om at skabe mest mulig stabilitet i den unges liv. Og her spiller Tina en vigtig rolle i forhold til at oversætte det sprog, der er i behandlings­psykiatrien.

Tina:

Hos os bruger vi jo sygehus­termer og en masse komplekse ord og begreber, som er vigtige at forstå for at kunne støtte op om den unge. Så jeg oversætter gerne det, der fx står om symptomer, psykofarmaka og diagnoser.

Gitte:

Vi arbejder ud fra kommunale handleplaner. Og hvis nu fx vi har et mål om, at en ung skal kunne tage bussen selv eller gennemføre en uddannelse, så er det vigtigt at inddrage den viden, Tina kommer med – for måske vurderer man i psykiatrien, at det vil være at skyde over målet. Og så kan vi bruge den viden til at sadle om.

Tina:

Jeg lærer pokkers meget ved at komme ud på institutionerne med mobilteamet, og den viden tager jeg med hjem til de læger og psykiatere, der laver behandlings­planer for de unge – for de kender jo ikke til, hvad de laver på bostedet. På den måde bygger vi hele tiden bro.

Gitte:

De unge mærker tydeligt, at vi er sammen om opgaven. Det betyder også, at de ikke så let kan spille os ud mod hinanden og fx sige ’dem inde på sygehuset er også nogle idioter’.

Tina:

De fleste unge vil gerne have hjælp fra begge sider af bordet, og med vores samarbejde er vi med til at sikre, at de ikke falder ned mellem to stole.

Gitte:

Signalet over for den unge er så tydeligt. Vi spiller på den samme bane!

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Psykiatriområdet, Socialpædagogisk praksis, Børn og unge