icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
COLOURBOX1007557_oprydning_1128x600.jpg
Kronik

Kronik: Plejefamilien rydder op

Hjemme hos plejemor 'Merete' er den 10-åriges skuffer fyldt med alverdens samlinger – af Anders And-blade, slikpapir, kapsler, servietter, krydderidåser og meget andet. Men en søndag skulle der pludselig ryddes ud, fortæller Merete i denne kronik.

  • 'Merete', familieplejer / Foto: Colourbox

Her i plejefamilien er husets beboere forskellige i forhold til at eje og have ting – på sit eget værelse som i fællesskabet. Børnenes ting skal være på deres egne værelser, for ellers sker der det, at den voksne – og kun den voksne – må smide det ud.

Den voksne har heldigvis overskud og tålmodighed til at minde om reglen utallige gange. Og der eksisterer så vidt vides ikke eksempler på, at reglen har været sat i kraft, men alligevel prøver vi at efterleve den.

Den ti-årige har mange samlinger som spænder fra Anders And-blade til slikpapir. Små kulørte sølvpapirsforede plaststykker glattes, samles og ligger i en af hendes mange skuffer. I andre skuffer ligger samlinger af kapsler, servietter, krydderidåser, perler, gavepapir – samlinger og atter samlinger. Intet må smides ud, intet.

Sådan en helt almindelig dvask søndag formiddag fanges jeg af ’Ekstreme samlere’ på flow-TV. Afsnittet omhandler en midaldrende kvindes mareridt i et kæmpe hus fyldt med ting. Munni sidder med sin perle-maling i køkkenet og kan fra sin plads se med. Pludselig udbryder hun:

– Kan du ikke slukke for det dér, det er for uhyggeligt!

Det er også min følelse ud fra de ekstreme billeder, så der bliver straks slukket.

Jeg har ryddet virkelig, virkelig meget op igennem de sidste årtier. Både herhjemme, men også i de af livets faser, som følger med at miste forældre og andre gamle i slægten.

'Merete', plejemor

Skal alt det ud?

Lidt efter forlader Munni sin plads og høres rumstere på sit værelse. I løbet af kort tid har Munni samlet det, der svarer til tre plastsække med ting og sager fra værelset. Dukker, bamser, plasticting og så et par af de omtalte samlinger. Hun kommer slæbende med det ud i køkkenet i flere omgange.

– Nåh. Vil du smide alt der her ud? spørger jeg.

– Njae, jeg tænkte, vi kunne give det til Signe. Så kan det være, børnene kan bruge det, svarer hun.

Signe er vores voksne datter, som har to små børn.

– Nej, det skal de ikke have, de har så meget i forvejen. Skal det ud af dit værelse, skal det enten smides ud eller på loftet, siger jeg.

Der bliver stille, og jeg lader pausen vare en stund.

Sådan ender du ikke

– Kom her min søde – prøv lige at hør’… Jeg tror, du fik lyst til at rydde op, fordi du så den frygtelige udsendelse med kvinden, der var helt begravet i ting, ikke?

Munni nikker.

– Og så vil du vise, at sådan skal du ikke ende. Men du kan godt beholde det hele, for du bliver aldrig sådan en samler, det hedder ovenikøbet ekstreme samlere. De mennesker, der får det sådan, er præget af en dårlig barndom eller et dårligt liv på andre måder, så de fylder alting op med ting i stedet for de mennesker, de har mistet. Sådan et liv får du ikke, søde ven. Så bare læg det hele tilbage igen.

– Synes du virkelig? Jamen du har da sagt, at jeg har samlet alt for mange ting.

– Nå ja, sådan siger man jo bare. Men du beholder alt det, du synes.

Oprydning er wellness

Vi bliver enige om, at Munni lige tænker over det. Senere den dag forklarer pigen med de kornblomstblå øjne, at hun har tænkt – og at alt det i poserne skal ud. Jeg roser hende for at være i stand til at træffe et valg og beder hende hjælpe med at sortere det, der nu er affald.

– Nej! det magter jeg ikke, vil du ikke nok?

Jo, det vil jeg gerne. Jeg har ryddet virkelig, virkelig meget op igennem de sidste årtier. Både herhjemme, men også i de af livets faser, som følger med at miste forældre og andre gamle i slægten.

Derfor har jeg valgt at gøre rengøring og oprydning til en hobby faktisk. Jeg har valgt at tænke det sådan. For jeg kender mange, der synes disse livsvigtige aktiviteter er trælse. Så bliver det op ad bakke; hvorimod det – hvis man italesætter rengøring og oprydning på samme måde som tandlæge, fodterapeut, øjenlæge og sygehus – bliver dejlig wellness og ikke ubehageligt. Positiv italesættelse – og selvfølgelig uden ironi – betyder alt.

Da Hassan skulle have togskinne på som første skridt i den lange tandregulering, havde han talt ned til dagen.

– Jeg glæder mig næsten lige så meget til at få bøjle på som til juleaften. Altså som jeg glædede mig, da jeg var måske seks år – øh, forstår du? spurgt han.

Ja min ven, det forstår jeg virkelig godt.

Bliv medlem og få tryghed, netværk og juridisk hjælp

Familieplejere hos Socialpædagogerne er en del af et fagligt fællesskab. Vi tilbyder et sikkerhedsnet og faglig udvikling gennem temadage og kurser. Få hjælp og rådgivning omkring ansættelsesretlige forhold.

6 KONTANTE FORDELE VED AT VÆRE MEDLEM

  • Billige forsikringer gennem Alka.
  • Fagforeningsfradrag: Du kan trække 6000 kr. årligt af dit kontingent fra i skat.
  • Rabatter på mange varer og services med LO Plus-kortet.
  • Rabatter og bonus gennem Forbrugsforeningen.
  • Lønforsikring, som dækker 80 % af din løn i op til 6 måneder, når du er medlem af Socialpædagogerne og Socialpædagogernes a-kasse.
  • Gratis krisehjælp hos Healthcare.

Se den komplette liste af kontante medlemsfordele - og bliv medlem.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Familieplejere, Børn og unge